www.RoseFrederiksen.dk

Megaevent i Schleswig

Et mega-event i Schleswig havde længe haft vores opmærksomhed. Til et mega-event, skal der være mindst 500 deltagere - til dette deltog mere end 1800 geocaching-profiler. Vi har fælles profil, så vi tæller f.eks. for 2 personer, så det er lidt svært at sige præcis, hvor mange mennesker der var. Med mindre man var arrangør, da de ved hvor mange indgangsbilletter, der er blevet solgt.

Da det lykkedes for Helle at få fri i weekenden, så fik vi hurtigt tilmeldt os og fik fundet en campingplads så tæt på Schleswig som muligt. Vi valgte Naturcamping Hellör, der ligger ca. 15 km fra Schleswig og lige ud til Schlei - eller på dansk Slien, som er en del af Schleswig Fjord.


Vi fik en hjertelig velkomst og blev fulgt helt ned til vores plads. Her blev vi anvist, hvordan og præcist hvor, vi skulle slå op og også, hvor langt ud vores plads gik. Vi fik hurtigt slået op i skyggen af de store træer. Da vi ikke ville være så meget på pladsen, så satte vi bare solsejlet op og trak ind i vognen, hvis det blev koldt om aftenen.

Den del af pladsen, som vi lå på, var godt groet til med store træer, som var lige ved at give lidt for megen skygge om eftermiddagen...


Der var en lille sti fra vores plads og op til toiletbygningen. Når man gik tilbage igen, fik man denne smukke udsigt ud over markerne og med Slien i baggrunden. På marken gik der kreaturer og om aftenen var de store træer hvileplads for store flokke af stære. Lige når de kom til om aftenen, så var der en voldsom larm, men når de først havde fundet deres plads, så faldt roen over dem og campingpladsen.

Toiletbygningen er pæn og rengjort. Man skal betale for bad og varmt vand til opvask. Vi brugte for ca. 4,72 euro på de 4 dage, så det væltede ikke vores budget.


Oppe ved informationen er der et bord med forskellige krydderurter til fri afbenyttelse og så findes der en lille legeplads med ganske få legeredskaber.


Som sagt ligger campingpladsen ned til Slien, som en en del af Schleswig Fjord. Derfor kan man også medbringe båd og få fortøjningsplads i den lille havn ved pladsen. Ligesom man kan få en plads med udsigt over fjorden og dens liv. Og der gled pænt mange sejlbåde forbi mens vi lå på pladsen og skulle vi komme tilbage, så kunne vi godt være fristede til at vælge en udsigtsplads og betale det ekstra.



Geocaching-cykeltur

Vi ankom torsdag og da det store event først var lørdag, havde vi planlagt en lang cykeltur for at finde en række caches. Når man ser dem på kortet, så er de lagt så de danner et vikingeskib. I virkeligheden skal man løse en opgave ved dem alle og så ligger den fysiske beholder et andet sted. Og sådan ser vikingeskibet ud, når de alle er fundet...

For at komme over til dem, så skulle vi lige krydse Slien - og det foregik med en trækfærge. Den sejler i pendulfart fra morgen til aften og koster 3,5 euro pr tur, når man er 2 i bilen. Sejlturen tager ikke mange minutter, men man sparer en del kilometre...


Fremme ved rækken af geocaches havde vi forestillet os, at vi skulle fiske de fleste ned fra 5-10 meters højde. Men fordi vi jo langt fra var de eneste på samme mission, så havde man valgt at sætte dem ned til jorden i de her spande og så gik det pludselig noget hurtigere end forventet at finde alle 62...


Nogle få var sat op på skilte og de var udstyret med denne laserprintede vikingehjelm i stedet for det normale skruelåg. Det er sådan en detalje vi synes er sjov.

Og hov - det er da en ambulance! Søren fik det dårligt og måtte lige indlægges en enkelt nat og så var han klar igen. Helle cyklede videre og fik styr på alle cacherne, på begge cykler og på bilen. Og efter små 6 timer, var der endelig OK fra sygehusets side til at hun kunne komme på besøg. For i Tyskland kommer man åbenbart ikke automatisk med i ambulancen, men kan ringe løbende for at få opdateringer på situationen.


Men måske var det meget godt at Søren ikke var med på den ekstra tur, som hun udså sig for at slå tiden ihjel. For den var ikke særlig cykelvenlig - trapperne op over broen her er den lette del af turen. På de værste steder fik hun ikke taget billeder, for det er lidt sværere, når hun er alene.
Broen går over ved vadestedet mellem Hadddeby Nor og Selk Nor tæt ved Haithabu og selv herude fra kan man ane Schleswig Dom - altså domkirken i Schleswig. Og på den modsatte side af broen står et par hundrede meter væk en kopi af den store Sigtrygsten, som er en af de fire runesten, der er fundet i området. De oprindelige 4 sten er udstillet på Wikinger-Museum Haithabu tæt på. Stenen blev fundet netop i vadesteddet mellem Haddeby Nor og Selk Nor i 1797 og indskriften er dateret til år ca. 938.



Megaevent: Project Bei die Wikingers

Om lørdagen løb selve Mega-eventet af stablen. Det foregik på et stort offentligt areal Königswiesen, der denne dag var forbeholdt eventet.

Det store vikingeskib herover var det vi kalder logbogen. Her skrev vi vores geocaching-navn sammen med alle de andres. Og det lille vikingeskib herunder til højre sidder 'som dekoration' i en bonuscache, som vi kun kunne finde og åbne, fordi Helle fik fundet alle cacherne i Vikingeskibet dagen før!

På eventpladsen var der opsat telte, hvor man kunne købe geocaching-relaterede ting, spiseboder og en hel vikinge-teltby. Dertil kom en række havespil, som kongespil, bueskydning og kanosejlads. Eventet varede fra kl. 11.00-22.00, men da Søren var sluppet ud af sygehuset en kende slap i koderne, så blev vi der ikke i alle timerne. Helle fik geocachet det, som hun gerne ville, fik købt lidt geocoins og vi fik spist is. Og så brugte vi resten af dagen på campingpladsen.



Geocaching i Schleswig

Planen var at blive til onsdag, men sygehusbesøget og et opkald fra Helles chef, ændrede på den plan. I stedet ville vi kører hjem mandag og det gav os lige søndag til endnu en geocachingtur. Kl. 12.00 var der cito-event - hvilket er en forkortelse for cache-in-trash-out (cache-ind-affald-ud) og da det var en type af event, som vi ikke har deltaget i i Tyskland ville vi rigtig gerne deltage i det. Inden var der lige tid til en tur rundt i Schleswig til de få caches, som vi ikke havde nået dagen før.

Vi startede inde ved Schleipromenaden med endnu et fint kig til Schleswiger Dom og ved bronzestatuen Schleswigerin, der står dansende på sin sokkel ved kanten af fjorden. Den er lavet af Carl Constantin Weber i 2008.


Vi fortsatte længere op i byen til gaden Lollfuss og kom her forbi den fine lille bronzestatue Kinder im Regen af Frido Graziani. Den står i en lille meget kuperet park og hvis man fortsætter op bagved, så findes her et stort monument over Bellmann og Chemnitz. De to var mændene bag den schlesvigske 'nationalsang', som blev uropført ved den schlesvigske sangfest i 1844. Sangfesten var en del af den nationalitet-diskussion, der fyldte meget i slutningen af 1800-tallet. Monumentet er designet af Paul Peterich og blev rejst i 1896.


Vi kom hurtigt retur til gaden Lollfuss og fortsatte hen af den. En række borgere fik opsat en række genstande og fik bemalet en række elbokse tilbage i 2016. Alle over temaet den nordiske mytologi. Her til venstre er det Yduns æbler og herover er det Odins ravne Hunin og Munin. Ved hvert ting/elboks er der et skilt, der forklarer sammenhængen med den nordiske mytologi.


Herover er det Odins ulve Gere og Freke og til højre er det det magiske sværd Gram. Odin satte en gang et sværd ind i et æbletræ og den, der kunne trække det ud, måtte beholde det. Det lykkedes for Sigmund, men senere blev Odin sur på Sigmund og ødelagde sværdet. Sigmunds søn Sigurd fik stumperne smedet sammen til et nyt sværd, som han kaldte Gram og som blev kendt som Dragedræberens sværd.


Dværgene i den nordiske mytologi kunne ofte noget med guld og en gang smedede 4 af dem halssmykket Brisingamen. Freja ville gerne eje dette, men dværgene ville kun give det til hende, hvis hun sov en nat med hver af dem. Freja kunne forvandle sig til en kat og herover til venstre modtager hun i katteskikkelse smykket.

Til højre ses galten Gyldenbørste, som dværgen Brok gav til Frej. Grisen havde børster af guld og kunne løbe hurtigere end en hest og gennem luft og over vand og så oplyste den omgivelserne overalt, hvor den kom frem.


Herover til højre ses en af elboksene med tre skibe fra den nordiske mytologi:
Ringhorne, som blev ejet af Balder, og som var der største og stærkeste skib i Asgård.
Skidbladner, som var et magiske skib ejet af Frej. Det fyldte og vejede ikke mere end et lommetørklæde, når det ikke var i brug, kunne foldes ud på få sekunder og vinden blæste altid lige ind i sejlet.
Og det sidste skib er Nagelfar, som blev bygget af Hel af negle fra døde mænd. Når skibet er færdigt, vil Hel sejle til Asgård og kæmpe mod guderne, hvilket vil igangsætte Ragnarok.

Herover til venstre ses en illustration af 'Die Schwarza Greet' eller 'sorte Grethe'. Historien går på, at en dag hvor fiskeriet var gået dårligt, så viste der sig en kvinde med perler og ædelstene på sig for fiskerne. Myten siger, at det var Margrete Sambiria (1230-1283), der var dronning i Danmark og som Gud nu straffede efter hendes død, så hun ikke fik ro i graven. Hun sagde til de to fiskere, at de skulle prøve en gang mere, men at de skulle sætte den flotteste fisk ud igen. Den flotteste fisk var besat med guld og ædelstene og naturligvis gemte den ene fisker den. Imidlertid 'smittede' fisken alle de andre fisk, så de også blev til guld og til sidst kunne båden ikke bære den tunge last og gik til bunds. Kun den ene fisker kom med nød og næppe i land og reddede livet.

Grunden til, at boksen er åben, er at den er et geocachingskjul, som kun kan åbnes, hvis man kender koden til hængelåsen...

Derefter tog vi til det føromtalte Cito-event og sluttede dagen med lidt flere geocaches. Dagen efter var det mandag, og den startede bare våd med våd på. Vi sad inde og priste os lykkelige for, at vi havde pakket alt sammen dagen før, så det var minimalt, hvad vi skulle have vådt med hjem.

Vi må tilbage i området en anden gang, så vi kan få fuldført flere af de planer, som vi havde hjemmefra.