Den sidste tur går ud under Svendborgsundbroen. Her går man i modsætning til de to andre ture meget på vej og gennem byen Vindeby. Kun helt ude ved broen er der lidt skov. Men det er vældig fascinerende at gå ind under sådan en høj bro.

For rigtig mange år siden arbejdede Helle på Forsorgsmuseet i Svendborg. Gennem flere år har vi haft kig på et besøg på museet - dels for at se, hvordan det havde udviklet sig siden Helle arbejdede der og dels for at finde den cache, som er gemt et sted på museet! I år blev det endelig!

Det første, Helle lagde mærke til, var at man havde flyttet billetsalget ind i det gamle kapel inde i Mændenes gård. Så man har allerede fået de første kig på tingene inden man har købt billet! Museet har til huse i Svendborgs Gamle Fattiggård opført i 1872. Fattiggården var i brug helt hen til 1974, hvor museet overtog bygningerne fra kommunen. Siden der kom en ny sociallov i 1961 var Fattiggården - eller Viebæltegård Forsorgshjem, som blev navnet i 1961 - under kritik for ikke at være tidssvarende og ikke at have nok uddannet personale, men det tog altså 13 år før den lukkede.


Mændenes gård hører til de uværdiges afdeling. Man kunne blive indlagt på Fattiggården på to måder: som værdig eller som uværdig.

De værdige boede i Forsørgelsesafdelingen og var typiske enlige og ældre mennesker uden familie eller ægtefælle til at forsørge sig. Det kunne også være mennesker, der ikke kunne forsørge sig selv pga fysiske eller psykiske handicaps.

De uværdige boede i Arbejdsafdelingen og blev beskrevet som 'dovne og forfaldne subjekter', som man mente skulle få sig et arbejde. De var unge og ellers arbejdsduelige, men uden et arbejde. Her i Fattiggården blev man i gården sat til at slå skærver til landevejene og jernbanesporene eller til at hugge brænde.

Inde var der to værksteder i mændenes afdeling: Klistersalen og Måtteværkstedet. Klistersalen bruges i dag til skiftende udstillinger, men her sad mændene og limede f.eks. papirsposer og baltegn eller sorterede ispinde og lægespatler. I Måtteværkstedet vævede de måtter af kokusgarn eller sisal. Måtterne kunne væves i størrelse og farver, så de passede til entreen eller gulvet i bilen og de blev købt af privat, af vognmænd, af handelsmænd og af kommunen. I 1903 blev der lavet 7920 måtter, i 1935 nåede man 7885 måtter og i 1971, kort før stedet lukkede, lavede man 5774 måtter. I dag væver frivillige stadig måtter på vævene og de kan købes i museets butik.

På førstesalen i Arbejdsafdelingen kan man se Opsynsmandens lejlighed. Opsynsmanden var en vigtig og magtfuld person i den daglige drift. Han skulle holde øje med at fattiglemmerne overholdt reglerne og udførte deres arbejdsopgaver. Derudover afhørte han de nyankomne og besluttede sammen med inspektøren om de var værdige eller uværdige.

Opsynsmanden havde bopælspligt på Fattiggården, men fik til gengæld kost og logi. Da opsynsmanden Ove bliv gift i 1950'erne en gang, fik familien lov at flytte ind i lejligheden, men havde egen indgang, så de ikke blev opfattet som en del af klientellet.

I den modsatte ende af 1. salen i Arbejdsafdelingen findes udstillingen 35+1 fællesskaber. De strikkede klude er resultatet af et projekt som Landsforeningen for Væresteder i Danmark har haft kørende for at mindske ensomheden blandt brugerne af værestederne rundt om i Danmark. I projektet mødtes man en gang om ugen for at strikke - som man nu var i stand til. De 4 farve-variationer symboliserede forskellige ting og blev brugt som udgangspunkt for samtaler med brugerne. De røde symboliserede blandt andet kaos, død og uoverskuelighed, de grå/blå hjem, betænksomhed og passitivitet, de gule er glæde, energi og håb og de grønne oplevelser i naturen men også vækst og liv, forfald og sygdom.

Vi krydsede tilbage gennem Mændenes gård og Fællesgården til Forsørgelsesafdelingen for de værdige. Her kan man se, at denne gruppe beboere havde væsentligt bedre forhold med 2-personers sovesale og en pæn opholdsstue.
Der var stadig en række regler - f.eks. måtte kun personalet lægge med brændsel ind i kakkelovnen og tænde og slukke lyset.

Forsørgelsesafdelingen rummer også et gammel viktualierum og et vaskehus. Vasketøjet blev i øvrigt hængt til tørre i kvindernes gård.