www.RoseFrederiksen.dk

Øster Hurup


Vi havde sat Gimpen aka vores gps til at vise vej og vi kom derfor let frem til Øster Hurup Camping. Der ligger flere campingpladser i området, men netop denne campingplads udmærker sig ved at ligge næsten inde midt i byen. Og rimeligt tæt på vandet.
Vi havde booket på forhånd - det var vi glade for, for det gjorde at vi fik en fin plads, hvor der var dejligt sol det meste af dagen. Og stadig tæt på toiletter og udgangen.
Vores plads virkede stor og det er altid godt med god plads, så der er plads til at parkere uden at ende inde under solsejlet.


Der går en vej ned gennem pladser med lommer ud til siderne med plads til 10-12 vogne i hver. Det gør det meget hyggeligt at bo på pladsen. Pladsen har en stor fin legeplads og en pool - vi brugte ingen af delene ;)


Den gule bygning ved indkørslen til campingpladsen rummer foruden receptionen også toiletter, bad, køkken og ferielejligheder/værelser. Længere nede på pladsen findes endnu en stor servicebygning i forbindelse med poolen.


Mens vi var på campingpladsen viste vejret sig fra sin fineste side, så vi var naturligvis nødt til at gå ned for at teste vandet. Vejen derned går af en lille sti og for enden af den, kan man så se, at man stadig har et stykke ud til vandet. Først skal man nemlig krydse et lavvandet område. Ja, faktisk så lavvandet, at da vi krydsede den ene dag, var der slet ikke noget vand, så vi gik bare over tæt på, hvor vi kom ned til området.


Dernæst krydsede vi en lille lav klit med det fineste hvide sand. Og derefter blev vi mødt af den så karakteristiske flade sandstrand, der kendetegner Kattegat her i området. Man kan næsten føle, at man skal helt til Sverige, før man når så langt ud, at man kan blive dykket ordentligt :D

Da vi havde badet, kunne vi se, at der længere henne af stranden, var blevet bygget en lang træbro hen over vådområdet. Så naturligvis måtte vi lige forbi den på vejen tilbage til campingpladsen. Broen virker lang, men praktisk, for her ved broen er der betydeligt mere vand i vådområdet end der, hvor vi krydsede over.
Men da det virkede som en kæmpe omvej at bruge broen, når vi kom fra campingpladsen, så det blev kun til en enkelt krydsning på broen...


Naturligvis skulle Øster Hurup udforskes. Vi startede med at aflægge kirken et besøg. Den ligger i udkanten og har en forholdsvis utraditionel form, idet kirken er opført som en korskirke.
Kirken er indviet i 1900 og er tegnet af arkitekt Claudius August Wiinholt, som har fundet inspiration i de ortodokse kirker, da han tegnede kirken med det centralt placerede tårn.


Kirken blev restaureret i 1975 og det er også fra denne restaurering at alt inventaret stammer fra. Inventaret er udført i fyrretræ og fremstår utroligt lyst. Over alterbordet hænger en ramme/’himmel’ med 80 pærer.
Bænkene i sideskibene er udført med knæk - det har vi aldrig set før, men det virker rigtig fint i rummet. Selvom hjørnet på hver bænk nok ikke kan udnyttes så godt...


Malet på fliserne hele vejen fra lågen ud til parkeringspladsen og hele vejen op til døren, er Fader Vor malet på fliserne - et ord af gangen. Det passede præcist med antallet af ord...


Klokketårnet er opført i 1999 efter mange år i støbeskeen. Som mange andre ting, skulle projektet jo også finansieres og det tog altså i dette tilfælde små 12 år ;) I forbindelse med opførelsen blev der også indkøbt en ny klokke. I daglig tale kaldes det nye klokketårn i øvrigt for blyanten...


Uden for kirkegården stødte vi på kirkens sten. Ja, vi kaldte den for kirkens sten, da den er dekoreret med udgangspunkt i logoet for Folkekirken. Uden for campingpladsen lå en stor bemalet campingsten - og længere inde mod byen en flot blomstersten.


Stenene er lavet af medlemmerne af Øster Hurups lokale malerklub Malerklatten, som skriver, at der er 23 fordelt rundt i byen. De første omtaler af de store, bemalede sten i byen er fra 2016. Men da vejret er ret hård ved bemalingen, så friskes de op hvert år – enten ved at motivet males op eller ved at stenen får helt nyt motiv - så derfor ser de så 'friske' ud, da vi finder nogle af dem

.


Nede i byen findes et 9 meter højt udsigtstårn, hvor man kan se ud over hele byen og ned til havnen. Tårnet blev indviet i 2018 som del af et større projekt, der skulle binde byen og hvnen bedre sammen.



Lille Vildmose


Den mest tungtvejende grund til, at vi valgte at tage til Øster Hurup var den nærliggende Lille Vildmose. Et sted, som vi rigtig gerne ville besøge. Vi lagde dog ud med at besøge Mulbjerge. Mulbjerge ligger som en ø i det ellers ret flade landskab.
Vi kørte gennem den smalle slugt Stejlgabet fra landevejen og ned til vandet. Her findes en stor p-plads. Sydligst ses bakken Gulhøj, hvor der var gang i kitesurfingen fra toppen. Mod nord er det højeste punkt med sine 48 moh Vagten og der går trampestier hele vejen op – eller man kan kører længere nordpå af landevejen og derefter dreje fra op til en højereliggende p-plads.


For 6000 år siden lå Mulbjerge 5 km fra det øvrige Himmerland – adskilt af havet. Senere hævede landskabet sig op, da trykket fra den tunge iskappe forsvandt i takt med at isen smeltede. I dag ligger Mulbjerge derfor mellem havet og Lille Vildmose.


Men snart ankom vi til Lille Vildmose. Området er med sine 7800 ha det største højmoseareal i Nordeuropa og er delvist ejet af den danske stat og delvist af Aage V. Jensens Fond. Området er naturligvis fredet.
Området rummer den eneste danske bestand af elge - indført tilbage i 2015 - men her er også en stor bestand af f. eks. vildsvin, krondyr, ørne og traner

Tilbage i stenalderen var området bag Mulbjerge som tidligere nævnt dækket af hav. Senere – i forbindelse med landhævningerne efter sidste istid – opstod der en saltholdig lagunesø i området. Senere hævede landskabet sig yderligere og da det i jernalderen var ret regnfuldt, faldt der megen regn i området – regn som ikke kunne komme væk. I denne forbindelse breder tørvemos sig - det opsuger vand som en svamp og vokser opad, mens de nederste lag dør. Disse nedre lag bliver til metertykke lag af tørv. Når tørvelaget bliver tykt nok, har det ikke længere forbindelse til grundvandet, men får kun tilført vand, når det regner eller sner. Da regnvand er nærringsfattigt, ændres plantevæksten og den gror kraftigst på de centrale dele af området og bliver tyndere ud mod kanten. Derved opstår en højmose på stedet. Når mos-laget bliver tykkere, får det sværere ved at opsuge vand nok og over tid kan lynghede og kratbevoksninger af pil og birk gro området til.


Ved Birkesø lå de her store 'æg' og ved Brandmandstårnet fandt vi den gamle togvogn, der har været brugt til at køre tørv ud af mosen med.


Fra Brandmandstårnet er der en fin udsigt ud over et af de store åbne områder af mosen. Det nuværende brandvagtstårn er en genopført med inspiration fra mosens gamle brandvagtstårn. I Brandvagtstårnet var der under tørvegravningen posteret en udkigsmand, som skulle holde øje med, at der ikke gik ild i tørven et sted i mosen. Maskiner og en uheldig omgang med f.eks. cigaretter kunne hurtigt få tørven til at brænde. Gik der ild, så skulle brandvagten forsøge at slukke denne - eller tilkalde brandvæsenet fra Mou.


Brandvagtstårnet står i dag tæt på Portlandsmosen. Portlandsmosen blev købt af Aalborg Cementfabrik tilbage i 1919 og de etablerede et mosebrug for at sikre brændsel til fabrikken. I 1945 brød man 100.000 tons tørv, som primært blev brugt som brændsel til cementfabrikkens 3 afdelinger og til elværket i Aalborg. Da produktionen var på sit højeste, arbejdede der over 1100 mand m/k i udgravningen.
Portlandsmosen er nem at komme til og der er en fin parkeringsplads ved indgangen. Man kan derefter gå en rundtur på træbroer i området. Hvis man træder uden for broerne, kan man mærke hvor blød og fjedrende tørven er.

Ude for enden af den brede kørestolsvenlige træbro ligger gravbane nr 10 og 11 - eller den dobbelte gravbane. Den er 6 km lang og blev etableret under 2. Verdenskrig. Inden da, fandtes her en mere end 1000 år gammel intakt højmose.
Man ved, at da man gravede tørv under 2. verdenskrig i området, var tørvelaget 4-5 meter tykt, men fordi man afvandede området ved at grave grøfter og dræne området, så faldt tørvelaget sammen til 2-2,5 meter. Så længe tørven er vandmættet, nedbrydes tørven ikke, men der opstår et særligt surt og iltfattigt miljø, hvor tørven kan vokse med et par mm i tykkelsen hvert år. Når tørven drænes for vand, vil den synke sammen og formulde og blive til 'jord'. Når dette sker, så giver det mulighed for at der kan dannes skove i området.
Da højmoserne er under pres og miljømæssigt kan binde rigtig meget CO2, så har man påbegyndt et langvarigt naturopretningsprojekt i området. Man har opsat over 200 spunsvægge og træskodder i Portlandsmosen for igen at holde på vandet.

Resultat heraf kan man f.eks. se ved Gravbane 12 (højre billede herover), som også blev påbegyndt under 2. Verdenskrig. I dag er gravbanen groet til med siv og andre planter, men over årtier vil højmosen igen gro ind over gravbanen og dække sporene efter tørvegravningen.

Turen rundt i Portlandsmosen er ca. 1,2 km lang - ude ved den dobbelte gravbane kan man vælge at gå af den brede sti tilbage, eller man kan gå af et smallere spor. Da vi ikke har brug for et bredt spor, valgte vi naturligvis rundturen og fik spottet feriens første blomstrende lyng...


Det sidste sted vi besøgte i Vildmosen var Kællingbjerg Klint. Kællingbjerg Klint var for 10.000 år siden en del af kystlinjen og ligger højt hævet over Lille Vildmose. Turen ud til klinten kan tages fra 2 sider - vi valgte at gå gennem skoven fra Vildmosevej. Turen går gennem en ung skov, som i perioder er meget våd og der er derfor mange steder lavet plankebroer. Turen op på toppen af klinten kan føles krævende, men der er den mest fantastiske udsigt fra toppen, så man skal ikke snyde sig fra besøget her.



Mallolorca


Sidste efterår opdagede vi en helt speciel geocache i vandet ud for Als Odde. Geocachens navn var Mallolorca og det, at det så ud som om, den lå ude midt i vandet, gjorde os nysgerrige. Vi tog derfor cyklerne og cyklede sydpå og fulgte Vidjeparken helt ud til kysten. Her satte vi cyklerne og satte næsen i retning Mallolorca ca. 700 meter ude i vandet. Vi fortrød efter lidt tid, at vi gik over fra Vidjeparken, for vi kom gennem et hoftedybt tangfyldt område og kunne efterfølgende fra øen se andre krydse længere sydpå, hvor de ikke gik i vand, der blev dybere end til knæene. Så vi gik naturligvis retur der – og opdagede at der stadig var et tangbælte, men det var slet ikke nær så bredt, som det vi krydsede på vej over. Så at bruge Jægerskoven ud til stranden er en væsentlig bedre ide – eller alternativt følge kysten ca. 400 meter mod syd.

Mallolorca har i mange år eksisteret under navnet Als Rev og er en forholdsvis ny ø. Havstrømmene flytter rundt på sand og småsten og de lægger sig typisk, hvor vandet er mest i ro. Med tiden er der aflejret meget sand lige her og til sidst er der opstået en egentlig ø. Om den skal kaldes en ø eller en sandbanke afgøres af, om sandbunken stikker op over vandet ved højvande eller den bliver oversvømmet.

Øen er ca. 1300 m lang og består af det fineste sand, som nogle steder er aflejret i de smukkeste fine lag.

Husk altid at checke, hvornår det er lavvande, inden der krydses. Det kan man f.eks. gøre på DMI.

Rebild Bakker

Der er små 50 km over til Rebild Bakker fra Øster Hurup og da det er lang tid siden vi sidst har haft et stop så tæt på, så besluttede vi os for at lægge vejen forbi. Så kunne vi også passende få afprøvet de nye elektriske foldecykler...

Vi gjorde stop ved RebildPorten - som er indgangen til det åbne lyngklædte område Rebild Bakker. Her findes også et informationscenter og en parkeringsplads.

Rebild Bakker byder på mange ture op og ned, hvis man vil gå en tur. Vi stak kun lige næsen indenfor, for vi var enige om at søge et andet sted hen – hvor der var knap så mange mennesker ;)

Med Grundloven i 1849 fik Danmark religionsfrihed, hvilket gav to amerikanske missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (også kendt som mormonerne) mulighed for at komme til Danmark. Statuen Familien af kunstneren Dennis Smith, født i Utah med dansk baggrund, står rejst til minde om de ca. 20.000 danskere, som da fik en ny tro og som samtidig valgte at emigrere til Amerika. De blev forløberne for Danmarks udvandring til Amerika og de var med til at etablere de tidligste bosættelser i Utah.

Tæt på står statuen af Jens Toldstrup, som var en af modstandsbevægelsens vigtigste medlemmer under 2. Verdenskrig. Han var nedkastningschef for hele Jylland og i en lang periode også chef for modstandsbevægelsen i Nordjylland.

Rebild Bakker ejes af den danske stat og er Danmarks første nationalpark. Området blev købt af amerikanere i 1912 og foræret til staten. Siden har man hvert år fejret Amerikas uafhængighedsdag den 4. juli i det, der kaldes Gryden. Her samles tusinder af turister, dansk-amerikanere, lokale og verdenskendte talere.

Den røde sten - Cimbrerstenen - står også tæt ved indgangen til området. Det er rejst til minde om Cimbrerne - et germansk folk, der omkring 120 år f.Kr. drog hærgende og plyndrende ned gennem Europa. I over 10 år truede de Romerriget, før de blev slået tilbage.

Selvom det ligner bakker – så er de geologisk faktisk falske bakker! De er skabt ved, at dybe smeltevandsrender under afslutningen af sidste istid skar sig ned gennem et moræeplateau. Rigtige bakker er skubbet sammen af istidens gletscher – ikke at det betyder det store, når man går i dem – det er stadig benhårdt at komme helt op :D


Rebild Bakker er jo ganske stort og da der var rigtig mange mennesker i området ved RebildPorten valgte vi at køre over i den nordlige del af området - primært Nørreskov og Bjergeskov. Og her fik vi en helt fantastisk tur rundt i skoven - uden at møde så mange mennesker :D


Til gengæld gik her en flok ret nysgerrige køer - som fulgte efter os et langt stykke... nysgerrige som de er :D

I Nørreskov finder man også Lille Blåkilde. Lille Blåkilde er en af de største kilder i Rold Skov – den har en vandføring på ca. 90 liter pr. sekund og afvander et område på 10-12 km2. Temperaturen ligger i øvrigt konstant på ca. 7,5 grad og kan drikkes.

Her i området ligger kalklaget ret tæt oppe på jordoverfladen og regnvandet kommer derfor ret hurtigt ned til de sprækker og hulrum i kalklaget, som rummer vores grundvand. Vandet kan meget lettere og hurtigere bevæge sig i sprækkerne end i grus og sand, hvilket gør at vandet let samles og løber ud af sprækkerne.

Kilden er en såkaldt strømkilde – det vil sige, at den strømmer ud brinken gennem flere små kratere. Kilden fortsætter ud i Lindenborg Å - en del af det 70 meter lange udløb ses herunder.

I området stødte vi også på en stenrække. Stenrækken er 70 meter lang og består af 29 store sten.

Den er orienteret NV-SØ og er en af 137 registrerede stenrækker i Danmark. Man kender ikke dens alder, men man har en formodning om, at den stammer fra bronzealderen, da der i området er flere bronzealderhøje.

Stenrækkens orientering passer perfekt med, at hvis man kigger langs rækken i NV-retning, så vil solen gå ned her på årets længste dag. Vender man sig om og ser mod SØ - så vil solen stå op her på årets korteste dag. Man ved ikke, om det er tilfældigt, men det er en egenskab, som rækken deler med andre stenrækker - inklusive Stonehenge i England.

Den store sten med de mange små sten stammer fra et andet område af skoven. Det er faktisk overliggeren på en gravhøj.

Stedet kaldes Ønskestenen og stammer fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor tuberkulosen hærgede Danmark. Man havde ingen anden behandling end hvile, frisk luft og ture i naturen. I den forbindelse opstod der en skik blandt de oppegående, som valfartede til stenen, hvor de kastede en 10 øre ind under stenen ledsaget af et ønske om helbredelse. I dag lægger man så en sten...
Skikken kan have bund i, at man langt op i 1800-tallet anså stendysser som offersten eller altre og ikke som gravsteder.


Efter at have krydset grundigt rundt i området på en 15 km cykeltur, ja så er vi sikre på at vi må tilbage og opleve resten. Måske vi lige skulle finde en campingplads lidt tættere på ;)

På vej retur til Øster Hurup gjorde vi stop ved Gammel Skørping Kirke. Her havde vi nemlig læst, at der skulle være en kilde på kirkegården!

Selve kirken er fra 1100-tallet, men tårn og våbenhus er som mange andre steder tilføjet senere. I kirken ses det gammel bjælkeloft fra 1100-tallet.


Kirken fik i Dronning Margrethe I’s tid tilføjet et kapel mod syd. I dag fungerer det som tværskib. Et spadestik under gulvet i det gamle kapel løber det væld, som en gang gav vand til Helligkors-kilden på kirkegården.

På skibets nordside ses en frise af kalkmalerier fra ca 1375-1400. Den viser Jesu Lidelsehistorie – inddelt i to rækker af 12 billeder i hver. Billedet viser kun en del af dem – i øverste række: 1) Jesus føres frem for 2) Pilatus, der vasker sine hænder og 3) Ypperstepræsten Kajfas. I nederste række 1) Opstandelsen 2) Jesus viser sig for den vantro Thomas og 3) Jesus og de to disciple i Emmaus.


Ude på kirkegården finder vi så Helligkorskilde. Den var for hundrede år siden kendt over hele Jylland og Skt. Hans Aften var der stort kildemarked omkring kilden. Der var spåkonetelte, markedstelte, masser af gøgl og boder og restaurantboder og en bod med pottemagere fra Hellum.

Pottemagerne var vigtige, for syge fra hele Jylland kom til markedet og købte en hel ny og ubrugt lerpotte, fyldte den med vand fra kilden og øste det så ud over det syge sted – i håbet om at blive rask. Mange har efterfølgende sat deres krykke i våbenhuset, fordi der ikke længere var brug for den!

Kildemarkedet endte dog med at skabe så megen uro og tumult, at det blev lukket i 1890. Og kilden - ja den er i dag helt uden vand, så vi kunne ikke afprøve den.



Egholm og Fjordbyen

Helle har jo noget med Damsbos trolde og da hun havde opdaget, at der var kommet en på øen Egholm i Limfjorden, ja så tog vi også en tur derop. Vi besluttede os for at bruge hele dagen på øen - vi parkerede bilen og tog cyklerne med og så var overfarten gratis.

Egholm er en ø på 605 ha – primært landbrugsjord, men her er også strandenge, skove og uopdyrket land. Øens højeste punkt er ca 1,5 moh og derfor er der rundt om det meste af øen bygget et dige. Der bor ca. 50 personer fast på øen – de fleste pendler på job hver dag. Færgeforbindelsen over til Aalborg tager ca 5 min. Så det er overskueligt.

Den første skriftlige kilde, der nævner øen, er Kong Valdemar Sejrs jordebog over Kronens gods fra 1231, hvor øen omtales som ’Æggiæholm, et hus’. Navnet Æggiæholm kan formentlig henføres til at lokalbefolkningen tidligere har samlet mange æg – især mågeæg – på øen. ’Et hus’ har formentlig været kongens jagthytte. Øen har siden været ejet af konger, herremænd og Vor Frue Kloster i Aalborg.

I 1809-10 købte egholmerne jorden til selveje og fordelte den på 6 næsten lige store landbrug. Siden blev de 6 til 20 landbrug – som i dag er reduceret til 13.


Vi fulgte først vejen fra færgen op mod Nørredyb. Ved Nørredyb findes resterne af øens tidligere livline: Statsbroen. Statsbroen blev opført i 1918 og her lagde Postbåden til. Postbåden transporterede ud over post også passagerer, mælk og købmandsvarer. Broen blev uden betydning, da man etablerede den nye bilfærge-forbindelse i 1972.

Derefter går vejen ind over øen mod byen Egholm, som ligger nærmest midt på øen. Undervejs hørte vi pludselig nogle voldsomme lyde og kort efter så vi en flot dannebrogsfarvet F16 i de vildeste flyvninger.

Det viste sig at være en træning af et demonstrationsprogram til opvisninger, som Flyvevåbnet bruger, når de over sommeren deltager i flere danske og udenlandske air shows.

Det var en fed oplevelse og vi opdagede, at Egholm var det perfekte sted at se flyvningerne fra - og at mange lokale kun var kommet til øen denne dag for at se træningen!


Ved det idylliske gadekær i byen Egholm støder vi på en stenvarde. Den er rejst af færingen Øssur Sverrason Eghom – og hvorfor så det? Jo han er 10. generations slægtning fra Damgaarden.

Damgaarden er fra 1600-tallet og er Egholms ældste slægtsgård. En tidligere ejer Niels Sørensen Egholm (1693-1770) giftede sig med færøske Armgard Maria Weyhe (1735-1828). Da hun blev enke, rejste hun tilbage til Færøerne sammen med børnene. Og den ældste af børnene blev stamfader til alle på Færøerne med efternavnet Egholm.


Efter at have passeret byen fortsatte vi af gul rute ud mod vandet. Hen over øen er det et fint traktorspor det meste af vejen og fint farbart på cykel. Selvom Helle absolut ikke er de bedste venner med cykelkørsel i løst sand ;)


Da vi kom ud til vandet, så sluttede den fine, brede vej og nogle steder langs vandet var der kun et trampespor. Som man dog sagtens kunne cykle på, hvis man accepterede en del rystelser/huller under cyklingen :D


Fra kanten af øen er der konstant mulighed for at se over på fastlandet og Aalborgs bygninger. Og når man så kiggede lidt ind mod øen, ja så stod der tit et stort flot insekthotel.


Undervejs et sted på ruten faldt vi så over Thomas Damsbo trold: Pil Tusind Tunge, der sidder med en stor spand og samler på ønsker skrevet på en sten. Som altid en helt fantastisk trold bygget i genbrugsmaterialer.


Tilbage på Aalborg-siden var vi ikke helt færdige med dagens tur. Vi havde nemlig set nogle billeder fra Fjordbyen og nu ville vi også gerne selv opleve dette særlige sted, der består af 122 skure – meget forskellige i form og i vedligehold. Men et helt fantastisk og flot sted med de mest fantastiske huse og klart et besøg værd.

I slutningen af 1930erne og begyndelsen af 1940erne lå der på bredden af Limfjorden under den gamle jernbanebro en fiskerklynge bestående af små selvbyggede redskabsskure til opbevaring af fiskeredskaber og små sildekassehuse, til at søge ly for vind og vejr i. I takt med at byen udviklede sig og krævede mere plads, blev fiskeklyngen flyttet længere væk fra centrum indtil den i 1980 endte på den nuværende placering.

Traditionelt var det folk med små indkomster, der supplerede deres husholdning ved at være fritidsfiskere, der udgjorde grundstammen i en fiskeklynge.

I dag er det en meget broget og sammensat kreds af mennesker, der har et hus i Fjordbyen – søfolk, fiskere, værftsarbejdere, havnearbejdere, boreplatforms-arbejdere og rejsemontører bare for at nævne nogle. Men fælles for dem er, at de har en kærlighed til havet eller til Limfjorden.


I dag har Fjordbyen status som kolonihaveforening – bortset fra at de skal have fornyet lejeaftalen hvert 5. år. Dette skaber naturligvis en frygt for at Fjordbyen igen skal flyttes eller nedlægges, hvis man ender med at bygge den 3. forbindelse over Limfjorden. En forbindelse, der også vil skulle gå over øen Egholm og en forbindelse, som vi slet ikke kan forstå skal bygges et sted som her og ødelægge så meget – både på Egholm og her i Fjordbyen.