Pladsen er delt op i mindre lommer med pladser i begge sider. Da vi var der, var der sat afspærring op ind til alle lommerne. Dette skyldtes, at græsset bar meget blødt og naturligvis respekterede vi deres ønske om, at vi parkerede på stamvejene, for vi kunne jo selv se, hvor opkørt vores naboplads var. Men vi måtte naturligvis gerne lige flytte afspærringen, når vi skulle køre vognen ind og igen når den skulle ud.

Når vi ankommer uden for sæsonen, så forsøger vi at lægge os, så vi træder ud på græs. Det betyder, at vi tit holder langt væk fra baghækken eller på anden vis lidt mærkeligt. Men det gør bare uendeligt meget i forhold til, hvor meget jord og grus, der bliver slæbt ind.

På pladsen findes der flere servicebygniger. Vi lå tættest på den største. Toiletbygningen var rigtig fin - kun familierummene var låst op, hvilket var fint, da der ikke var ret mange andre end os på pladsen :D

Der var stort køkken i den ene ende af bygningen. Vandet til opvask var imponerende varmt - noget vi elsker, når vi skal vaske op i hånden. Lige uden for køkkenet var dette grill- og udekøkken-område. Vi er sikre på, at det er superlækkert på en varm sommerdag.

Pladsen har flere legepladser: en inde midt på pladsen med masser af aktiviteter og en ved indgangen til pladsen med endnu flere og vildere aktiviteter.
Pladsen har også egen pool - selvom der kun er 400 meter til vandet, så er vi sikre på, at den bliver godt brugt senere på sæsonen.

Kaniner er der også - og i følge kortet skulle der være geder, men den fold var helt tom og huset var fyldt op med cykler...

På legepladsen ved indgangen er der bl.a. nedgravede trampoliner, skater-bane og flotte bålsteder. Og pladsens tog holder også her.

Et af de steder, som vi gerne ville besøge i Esbjerg, var Fourfeldt Gravlund. Vi valgte at parkere ved Fiskeri- og søfartsmuseet (som desværre var lukket grunden corona) og så gennem en kort stykke skov ud til gravlunden. Det er muligt at køre helt ind på området, men vi valgte altså gåturen, som gik forbi Brillasøerne. Brillesøerne er opstemmede søer og området er helt fantastisk smukt og ligger i det yderste af det, der kaldes Fovrfeldkilen. Fovrfeldkilen er et ca 5 km langt gørnt bælte, der løber gennem Esbjerg. Det følger Fovrfeld bæk, der slynger sig gennem latliggende og våde enge og er afgjort et område, som kommende ture til Esbjerg skal være med til at udforske.

Selve gravlunden er er Skandinaviens største krigsgravfelt, hvor 1150 allierede flyvere og tyske soldater og 151 tyske flygtninge ligger begravet. Her findes også et kapel og uden for stødte vi på denne fine skulptur: stående kvinde af August Asly Keil.

Inde i et lille rum i kapellet findes en lille udstilling om Gravlunden før, under og efter besættelsen. Bl.a. ses et par af de originale trækors udstillet lige som her er megen fin information at finde i form af flere store plancher.
Gravlunden blev etableret i 1939 - altså før Danmark blev besat. Da de tyske tropper rykkede ind, overtog tyskerne kirkegården og begravede dels der egne faldne soldater, men også de allierede soldater, der døde under krigen.

Byen Hjerting, som er en del af Esbjerg, ligger ganske tæt på campingpladsen. Vi har før besøgt kirken og ville gerne tilbage igen, da den er noget så flot.

Men først lagde vi vejen forbi skulpturen Hjertingfiskeren, som blev opsat her ved siden af Hjerting Kanelaug i 2016. Skulpturen er udført af Thomas Kjær Andersen og skal huske eftertiden på, at lige her hev fiskerne gennem mange genrationer deres fisk i land og skabte derved skipper- og fiskerbyen Hjerting. Længe før der overhovedet var tænkt på Esbjerg Havn.
Hjerting Kanelaug har i øvrigt ikke noget med jul at gøre - en kane er oprindeligt navnet på en flad, lavbundet pram, som tømrersvendene på Fanø lavede til brug i det nordlige Vadehav. Hjerting udgaven blev under fiskeriets storhedstid især brugt som landgangsbåde for de store kølbåde, der lå på Hjerting Red, men kunne også anvendes til sejlads i f.eks. Ho Bugt.

Også i våbenhuset har Robert Jacobsen været på spil og har malet 3 fine glasmalerier over temaet påske: død og opstandelse. I ævrigt døde Robet Jacobsen blot ca. 6 måneder efter kirken var indvoet - 80 år gammel.

Et geocaching-projekt trak os ud i den nordlige ende af Marbæk Plantage. Her fandt vi Esbjerg Kommunes Myrthuegård, der dels er naturbørnehave, formidlingstilbud til børn og voksne, værksteder og har diverse friluftsfaciliteter. Egentlig ville vi rigtig gerne have set den offentlige udstilling kaldet Å, Hav og Mennesker mødes, men den var lukket grundet corona. Til gengæld var der mulighed for at kigge på fugle, besøge Feltstationen inde midt i en lille skov eller kigge på stedets helt egen køkkenhave.

Vi fortsatte ud mod Ho Bugt og til den lille knold med den store udsigt ud over bugten.
Herunder kan man se resterne af en grusgrav - vokset til, men stadig med ret lige linjer...

Vi har mange gange talt om, at NU skulle vi også helt ud på spidsen af Skallingen. Og heldigvis var der lige kommet et geocaching-eventyr, der kunne trække os derud.
Skallingen har en yderst spændende historie – trods det at den er en ca. 8 km lang, så er den ikke mere end ca. 350 år gammel! Indtil da, var området stadig bølgende hav.
Men i 1634 blev området ramt af en af de værste stormfloder, som Danmark har været ramt af nogensinde, og i den forbindelse ændrede strømforholdene sig meget. Skallingen begyndte at bygge sig – langt ind i 1800-tallet var der blot tale om en sandbanke uden vegetation, men da man i begyndelsen af 1900-tallet sikrede området med diger og høfder, mindskede man samtidig havets overskylninger og vegetationen fik derefter ro til at gro til.

Staten købte Skallingen i 1979 og den får i dag lov at passe sig selv. Det – og at man f.eks. har gravet Grådyb sejlrende til Esbjerg dybere, har betydet at der de sidste år er sket en nedbrydning af Skalling Ende, som er blevet 1400 meter kortere. Havet tager stadig ca. 3 meter af klitterne hvert år, men når havet tager et sted, så vokser landet ofte et andet sted. På Skallingen bygger marsken sig op på østsiden af Skallingen og hvis denne udvikling fortsætter, vil Skallingen langsomt flytte sig mod nordøst i retning af den gamle kystlinje fra 1634 og den gamle redningsstation og en del af de 19 privatejede sommerhuse vil forsvinde i havet i løbet af 50 år. MEN hvis der kommer en ny kraftig stormflod, så kan alting igen blive ændret og måske starte en ny opbygning af Skallingen….

Man kan køre ca. halvvejs ud på Skallingen - men hvis man vil helt ud på spidsen er der kun en måde: gåbenene... og det bliver hurtigt en tur på ca. 8 km fra Den Gamle Redningsstation, hvor man kan parkere og tilbage igen.
Det er en utrolig smuk gåtur og kan kun anbefales. Vi fulgte vejen ned midt af Skallingen begge veje, da vi så gik godt i læ det meste af vejen. En dag med mindre vind, ville det være helt oplagt at følge stranden den ene vej og vejen den anden.
Den gamle Redningsstation er i dag i øvrigt madpakkehus og har en samling fine plancher om Vadehavet, Skallingen og især fuglene.

Helt ude for enden af Skallingen - i det område, der kaldes Sibirien. Her har vi aldrig været før, men her er masser af fin badestrand - hvis blot vind og vand var lidt varmere ;)