Så blev det endelig tid til at skulle på sommerferie igen. Vi havde set frem til dette i lang tid – hvordan mon det ville blive at skulle køre rundt med campingvognen efter bilen i stedet for den lille lette camplet? 

Vi havde valgt at hoveddelen af ferien i år skulle foregå i Kroatien og i store træk var planen at køre til Dubrovnik og tilbage igen! 

Vi gjorde første stop på Donaupark Camping Klosterneuburg i Wien og næste stop på Camping Borje ved Plitvice. Herfra gik det så til Auto Camp Kate i byen Mlini syd for Dubrovnik for herefter at bruge noget tid på Vranjika Belvedere ved Trogir. På turen hjem gjorde vi stop på Camping Hinterberg i Loeben i Østrig og Zur Fuldaschleife ved Kassel i Tyskland.

I år havde vi vores store datter Britta med på hele turen, mens vores søn og hans kæreste kom ned til os i en uges tid, mens vi var ved Trogir. Det er rigtig dejligt, at de stadig vil med ’de gamle’ på ferie!

I bunden af denne side findes vores erfaringer fra den første sommerferie med camping- vognen, en faktaboks og en nøgletalsboks.
Billederne på denne side af vores hjemmeside kan ses i en større udgave ved at klikke på dem.

Dagene på pladsen skulle bruges til at se Wien og dens seværdigheder. Hver gang vi skulle ind til byen, tog vi toget ind til udkanten af Wien, hvorefter vi brugte metroen til at komme rundt med. 
Den første dag startede vi med at se Wiens domkirke Stephansdom. Kirken er opført over 8 århundrede og den første blev indviet i 1147 og lå uden for bymuren.

Heidentürme betyder egentlig hedningetårnene og de står da også på en hedensk helligdom. I 1359 føjede Rudolf 4. af Habsburg Tinaskapellet, Eligiuskapellet og Katarinakapellet til og kirken fik dermed i store træk sit nuværende udseende.
 

Efter Stephansdom gik turen videre til Hundertwasserhaus. Huset er tegnet af Friedrich Stowasser i samarbejde med arkitekt og professor Krawina, er opført 1983-85 og er almennyttige lejeboliger uden offentlig adgang. Men huset er stadig meget specielt. Hvis man vil se hans arkitektur ude og inde, så kan man kigge ind i Kalke Village overfor, hvor 

Tæt på Votivkirken findes Wiens Universitet, hvor vi kiggede ind i den meget smukke arkadegård med en mængde buster. 

Universitetet blev oprettet i 1365 og er grundlagt af Rudolf den 4. Atriumgården er dog en nyere bygning og stod først færdig i 1883.

Turen gik videre op forbi rådhuset – som var gemt bag en stor scene, der skulle bruges til en filmfestival – og rådhusparken, med et utal af spisesteder. Derfra videre forbi parlamentet, justitspaladset, folketeateret og op igennem Wiens museumskvarter. Her er der mange smukke gamle bygninger, statuer, søjler og krummelurer!

Den første dag vi var her, var vi jo ude og se på oversvømmelserne og billedet til venstre herunder stammer fra den dag. Rækken af træer skulle egentlig stå nogle meter fra floden og der skulle være en sti langs floden på denne side af dem...

Stift Kloster Neuburg blev påbegyndt i 1730 af Karl VI, som havde skævet til Escorial ved Madrid og ville opføre et kompleks, som både skulle være kloster og kejserbolig. Imidlertid døde Karl VI 10 år senere og da var kun ca. 1/8 færdigbygget – heriblandt marmorsalen og kejserværelserne. Mellem 1834 og 1842 blev der bygget videre og ¼ af de planlagte bygninger blev dermed realiseret. 

• man producerede ca. 1 000 000 l vin årligt. 
• Deres automatiske tappe anlæg kunne klare 4500 flasker i timen. Det satte også etiketter og propper i… 
• Kælderen var i flere lag og den længst nede lå 38 m under jorden. Væggene var i to lag og mellem 3 og 7 m tykke. De to lag gjorde, at der var et utal af udluftningskanaler fra kældrene og op i det fri. 
• Klosteret er kendt for sin vin og især for rødvinen St. Laurent og er Østrigs største private vingods.

Vi kom ind via indgang 1 og her er noget af det første man ankommer til det store vandfald. Vandfaldet er 78 m højt og meget imponerende. 
Siden gik vi en lang tur af træbroerne og via stierne langs søerne. Vi tog færgen videre op mod indgang 2 og gik længere op end sidst, vi var her. Her var der næsten smukkere, fordi det blev lidt jungleagtigt.

Det mest normale er at bo her et par dage, mens man ser Dubrovnik, men vi valgte at blive i 8 nætter for ud over Dubrovnik ville vi også kigge ind til Mostar, besøge en ø og holde badeferie!
Stranden i Mlini består af sten inde ved kanten og sand længere ude – desværre så langt ude, at man ikke længere kan bunde! Her er fin plads til alle strandgæsterne og mulighed for at købe is flere steder. Noget vi sætter stor pris på! Nede ved vandet står også en gammel platan, som er plantet tilbage i 1742. Den er 30 meter høj og stammen er 6,8 m i omkreds ved foden. 

Væggene, der bliver udsat for fjendens ild er næsten 12 meter tykke, mens den store murflade, der vender ind mod byen ikke overstiger 60 centimeter i tykkelse og derfor nemt kunne skydes i stykker inde fra byen af.
Man kan godt komme op på den, men for vores vedkommende må turen derop vente til en anden gang! Billedet øverst er taget fra Bokarfortet, som dels skulle beskytte byens oprindelige havn og dels beskytte mod landangreb fra vest.

Den stammer fra 1400-tallet, hvor de rejsende vaskede deres fødder i vandet, når de ankom til byen. I dag kan man friske ansigtet op, når man har været muren rundt

På øen findes en lille sø kaldet Mrtvo More, 'Det Døde Hav', som er forbundet med det åbne hav  men mere roligt og lavvandet og som derfor er egnet til badning for børn og ikke-svømmere.

I Lokrum bakker findes der et fort kaldet Fort Royal. Det er bygget i form af en stjerne af franskmændene i 1806, og herfra er der god udsigt til Dubrovnik, Cavtat og øerne. 

Turen op til fortet er anstrengende i varmen, men går forbi den botaniske have, så vi kombinerede lige de to ting!

I øvrigt var det også – ifølge legenden – på denne ø, at Richard Løvehjerte blev kastet i land efter at have lidt skibbrud i 1192, da han var på vej tilbage fra korstogene.

Tilbage i Dubrovnik kiggede vi inden for i et par af alle dens kirker, som vi dog måtte nøjes med at fotografere udefra pga. fotograferingsforbud inden i. 

Dog sneg vi os til at tage et billede inde i Skt. Blasiuskirken, som ligger i havne-enden af Stradun. 

En anden af Dubrovniks kirker er Katedrala Riznica, som Rikard Løvehjerte grundlagde. Den nuværende er dog fra tiden efter det store jordskælv og har et skatkammer med mere end 200 relikvier – blandt andet et skrin med Skt. Blasius kranium, beholdere med hans hænder og ben, en splint fra Jesu kors og en kopi af Rafaels Jomfru Maria af Stolen.

Bådene går fra Dubrovniks gamle havn - ligesom båden til Lokrum. Båden sejler en rundtur, så man må med ud til Cavtat lidt længere væk fra Dubrovnik end Mlini inden man vender om og sejler tilbage til Mlini.

Turen retur kostede 150 kuna for os 4, men var pengene værd.

Derefter fulgte vi Neretva hele vejen op til Mostar.

Byen er opkaldt efter de brovagter (’Mostari’), der inden osmannerne tog magten i Hercegovina tilbage i 1400-tallet, holdt øje med broen. Den gang var byen en lille ubetydelig flække, som osmannerne siden gjorde til militært og administrativt centrum. Den bærer stadig meget præg af bombningen og belejringen tilbage i 1992-94.

Midt i basaren står den berømte bro Stari Most og forbinder de to halvdele af byen/basaren. Den gamle bro var færdig i 1566 og var tegnet af den osmanniske arkitekt Mimar Hayruddi. Den blev bombet fuldstændigt i november 1993 og blev i 2004 erstattet af en ny bro, som er en tro kopi af den gamle. Spændvidden er 30 m og bredden er 4 m. og den er meget stejl og belagt med glatte sten. Med mellemrum har man derfor lagt nogle meget store sten på tværs af broen, så man bedre kan stå fast. En gang sprang de unge mænd i på hovedet fra broen for på den måde at tjene nogle penge – det så vi slet ikke noget af dette år.

Vi havde besluttet, at vi ville køre en anden vej hjem og evt. se et par andre ting på vejen. Desværre blev det regn- og tordenvejr, så vi sprang over et besøg ved Blagaj og kørte i stedet videre ned mod Stolac, hvor vejret var blevet fint igen. 
Vi kiggede derfor ind på Radimlja-begravelsespladsen. Den findes i det nordlige hjørne af byen og ligger jord til 

Herfra kørte vi videre mod Trebinje og her kom vi virkelig på arbejde. Først havde vi et lille stykke af vejen, som vores kort ikke dækkede, men det var uden betydning, da vi bare skulle fortsætte af den samme vej. Til gengæld var vi længe i tvivl om, hvor langt vi var, for mens der på vejen til Mostar langs Neretva var brugt, det vi kalder almindelige bogstaver på vejskiltene, ja så var der på denne vej kun brugt græske bogstaver. 
I kan jo selv se på billedet, om I kan læse hvilken by, vi er ved at forlade! 

I Trebinje var der ingen skilte, der viste ned mod Dubrovnik, så vi måtte forsøge at køre igennem den efter kortet, som kun havde de største veje med. Heldigvis gik det i første forsøg og vi krydsede grænsen ind til Kroatien lidt syd for Dubrovnik, men ganske tæt på Mlini og campingpladsen! 

Turen var fantastisk og alle 297 km værd!
                                            Til sidens top

Der var ikke meget trafik, så vi kunne rigtig nyde den flotte udsigt. Desværre har der ikke været plads til at lave mange holdepladser på strækningen, så der fik vi ikke taget så mange billeder. 
Fra Omis og op gennem Split og ud til Trogir var der til gengæld rigtig meget trafik. Strækningen virker mest af alt som en lang turistby. 

Stranden kan deles i to – den til venstre er klipper og beton og der er lidt svær at komme ud i vandet, men til gengæld har den store fyrretræer til at skygge. 

Den til højre er knust klippe og dermed er det lettere at komme ud i vandet. Til gengæld er her ikke meget skygge. 

Dagen efter hentede vi Morten og Louise i Splits lufthavn, som rent fysisk ligger lige på den anden side af Trogir, så der er ikke så langt at køre efter dem. De kom iført langt tøj, som de hurtigt fik smidt, for dagene her var præget af meget høje temperaturer. Vi målte op til 37 grader – et par grader mindre nede ved vandet og 27 i vandet… Så de fleste dag her gik med at bade og vi skal ærligt indrømme, at vi valgte stranden til venstre de fleste gange, fordi vi der kunne ligge i skyggen hele dagen. Brune skal vi jo nok blive alligevel

Selve den gamle bydel af Trogir er meget fascinerende. Gaderne er utrolig smalle og vi er ret imponerede over, at de kan få varer ind til alle butikkerne, for biler kan ikke komme rundt her!

Trogir anses for at være en af de bedst bevarede romansk-gotiske byer i Centraleuropa.  

Vi valgte at gå ind og se Skt. Laurentiuskatedralen med den meget smukke portal omkring døren. Portalen er med udskårne bibelscener, der viser Jesu liv fra fødslen og til hans død. Over de to løver i siderne ses skulpturer af Adam og Eva. 
Arbejdet er den lokale kunstner Radovans hovedværk og stammer fra 1240.

Når man har betalt entre til kirken er det gratis at gå en tur op i klokketårnet - så det gjorde vi naturligvis! 

Det kan ikke anbefales at gøre det kort før klokken 12, for kirkeklokken larmer rigtig meget og rigtig længe. Ikke noget med 12 små slag – nej der blev bimlet 12 gange rigtig mange gange! 

Men udsigten heroppe fra er storslået og hele turen værd. 

Ved siden af katedralen er der en smuk loggia fra 1300-tallet. Den ydede dels ly til rejsende, men var samtidig retslokaler, hvor man retsforfulgte de kriminelle og gav dem deres straf foran byens øvrige borgere.

Vi faldt helt for stedet og valgte en aften at tage taxi-båden ind fra campingpladsen for at spise herinde. Båden sejler hver time og koster 15 kuna pr. person for en enkelt. 
Den lægger til inde ved havnefronten, så det var helt perfekt – selvom den tog rigeligt med passager med i forhold til det antal, der stod på siden af den! 

Så kunne vi samtidig få et glimt af vores campingplads fra søsiden!

Stationen er ikke så prangende, men vi fik vinket farvel og gik derefter op i Splits gamle bydel. 
Bydelen domineres fuldstændigt af Diocletians palads, som er et af de bedst bevarede romerske monumenter i verden.

Slottet var oprindeligt af kejseren planlagt som en mellemting mellem en luksuriøs villa i et plan og en romersk militære lejr (castrum) opdelt i fire områder af de to vigtigste gader.
Den sydlige del af slottet bestod af kejserens kvarter og hans religiøse og statslige faciliteter og den nordlige del af kejserens vagter, soldater, service, lager osv. 

Vi havde været lidt i tvivl om, hvilken vej vi skulle køre fra Kroatien til Østrig, men da vi jo havde betalt for at køre på de slovenske motorveje i halvt år, var det lidt dumt at køre over Italien, som vi gjorde i 2006. Samtidig viste vores gps, at vi igen – suk – skulle over Zagreb – Maribor og Graz. Vi havde hørt om nogle, som havde brugt 4½ time på at komme igennem Slovenien, men besluttede at køkørsel, det kunne vi nok ikke undgå lige meget, om vi kørte over Maribor eller over Ljublana. 

Billederne herover stammer fra rastepladsen Jasenica tæt på Zadar. Pladsen ligger rigtig fint med en pragtfuld udsigt.

Til venstre kan man så se en kroatisk dyre-overgang. på sydfyn laver man dem til hasselmusene, ved Odense diskutere man, hvordan man sikre den store vandsalamander, når man skal bygge en bro over Odense Kanal. I Kroatien er det anderledes og større dyr, man må tage hensyn til....

Alt i alt slap vi gennem Slovenien på 35 min – en halvering i forhold til, da vi kørte den anden vej, samtidig med at vejen var blevet MEGET bedre. Vi fortsatte op over Graz og videre til Loeben, hvor vi med lidt hjælp fra en lokal beboer fandt Camping Hinterberg. Vi havde da tilbagelagt 604 km på ca. 8 timer og ankom omkring kl. 17.20. 

Pladsinfo: Helt specielt for denne plads er, at campingmutter giver velkomstdrink til store og små – ude på pladsen! 
Campingpladsen bliver tydeligvis brugt meget til en-nats-overnatninger for der var mange steder, hvor man kunne holde uden at spænde fra.
Toiletforhold og baderum var for os ok. Toiletterne var ikke nye men de var rene. Baderummene så forholdsvis nye ud og der var fint med varmt vand. 
Der var ingen indkøbsmulighed på pladsen, men bageren kom kørende i sin bil til pladsen hver morgenen, så brød, det kunne vi få!  

Og god mad det fandt vi hos Gasthof Eberhard, som er let at finde, hvis blot man drejer ind i byen af den første mulige vej, når man kommer fra Loeben. 
Her spiste vi i en meget hyggelig gårdhave og fik en helt fantastisk wienerschnitzel med nogle fantastiske pommesfrites.

Campingpladsen kan absolut fint anbefales til en hurtig overnatning, så den har vi noteret til brug igen en anden gang
                                            Til sidens top

Pladsinfo: Denne campingplads viste sig at være lidt bøvlet at komme ud til, fordi den lå langt ude på landet og man skulle igennem et par småbyer først. 

Den lå meget fint ned til floden Fulda, men desværre også ret tæt på motorvejen – det havde der ikke lige stået noget om i bogen – så der var bilstøj det meste af tiden. 

Pladsen bliver også flittigt brugt til en-nats-
overnatninger, for også her fik vi anvist pladser, hvor vi ikke skulle spænde af for at holde. 

Vores sidste feriedag gik så fra Fuldaschleife og hjem til Odense. Dagen før havde vi hørt fra andre danskere på pladsen, at der var 6 km kø ude på motorvejen. Og ja et sted røg vi ind i 6 km motorvej, hvor trafikken ikke flød så hurtigt – faktisk tog de 6 km 30 minutter - men trafikken gik aldrig helt i stå og så er der jo håb. For første gang i mange år var vi ved den danske grænse i butikkernes åbningstid, så vi benyttede os lige af det og fik købt lidt drikkevarer og andet med hjem. Vi kom hjem kl. ca. 17.30 efter 632 km og 9 timers kørsel.

                                                                                                              Til sidens top

Vores første sommerferie i campingvognen har klart givet os mod på flere! Det var ikke så svært at komme rundt, som vi havde forestillet os, selvom vi godt nok synes, at mange benzinstationer er dårligt indrettede, når man har kassen bagefter!

Vi har haft tilsyneladende haft pakket campingvognen fornuftigt, for det var ikke meget vi ændrede på undervejs. Vi har nydt, at vi bare skulle køre de 4 ben ned for at kunne sove og også at vi er sluppet for at pakke bilen hele tiden. Bagagerummet på bilen har nærmest kun indeholdt vores ekstra køletaske, som simpelthen ikke kan komme ind i campingvognen.

Nå ja vi bliver nok også nødt til at nævne vores nye bil – den har været helt fantastisk. Trukket rigtig godt op alle steder og vi har ikke skulle bruge gearstangen ret meget! Den har kørt ca. 10 km/l, når vi har kørt med campingvognen og over 16 km/l uden. Så vi kan kun være godt tilfredse med, at vi skiftede inden ferien.

Vi har dog fundet ud af, at vi skal have købt et solsejl inden næste år. Vi synes, det tager for lang tid at sætte forteltet op, men vi vil gerne have lidt skygge og tørvejr foran døren. I år kunne vi jo ikke undvære forteltet, for Morten og Louise skulle sove i den ekstra sovekabine. Måske bliver vi nødt til at have forteltet med næste år igen – hvis vi igen er så heldige, at de alle vil med, ellers kan vi tre nu godt klare os med et solsejl.

                                                                                                                                    Til sidens top

Fakta om ferien 2009:

Nøgletal for ferien 2009:

Links:

Til sidens top
Tilbage til startsiden for campingferierne