|
Så blev det endelig tid til at skulle på sommerferie igen. Vi havde
set frem til dette i lang tid – hvordan mon det ville blive at skulle
køre rundt med campingvognen efter bilen i stedet for den lille lette
camplet? Vi havde valgt at hoveddelen af ferien i år skulle
foregå i Kroatien og i store træk var planen at køre til Dubrovnik og
tilbage igen!
Vi gjorde første stop på Donaupark Camping
Klosterneuburg i Wien og næste stop på Camping Borje ved Plitvice.
Herfra gik det så til Auto Camp Kate i byen Mlini syd for Dubrovnik for
herefter at bruge noget tid på Vranjika Belvedere ved Trogir. På turen
hjem gjorde vi stop på Camping Hinterberg i Loeben i Østrig og
Zur
Fuldaschleife ved Kassel i Tyskland.
I år havde vi vores store datter Britta med på
hele turen, mens vores søn og hans kæreste kom ned til os i en uges
tid, mens vi var ved Trogir. Det er rigtig dejligt, at de stadig vil med
’de gamle’ på ferie!
I
bunden af denne side findes vores erfaringer
fra den første sommerferie med camping- vognen, en faktaboks og en nøgletalsboks.
Billederne på denne side af vores hjemmeside kan ses i en større udgave
ved at klikke på dem.
|
| Vi kørte hjemmefra onsdag den 24. juni kl.
ca. 17 og var fremme den næste dag kl. 12. Strækning er på 1279 km og
vi kørte ned over Prag og Brno og ind i Østrig nær Wien. Turen gik
fint hele vejen, selvom motorvejen mellem Prag og Brno er meget dårlig
– vi glæder os til de får lavet en ordentlig belægning her! |
Undervejs havde vi fået en sms hjemmefra, der meldte om
store oversvømmelser i Wien, men vi havde ikke helt forestillet os,
hvor store de var!
Gps’en ledte os ned til en lille færge over Donau, men vi kunne ikke
komme derned, fordi vejen var oversvømmet. Vi fik derfor hurtigt lavet
en ny rute over en bro og ankom til en campingplads, der havde været
evakueret indtil samme dag.
Pladsen så ikke ud til at have været over- svømmet, men vejen dertil
havde. Vi fik senere at vide, at vandet havde stået 1,89 meter over
daglig vande. |
 |
 |

Pladsinfo: Donaupark Camping
Klosterneuburg ligger i udkanten af Wien og er en pæn stor plads, hvor
parcellerne er forholdsvis små og uden ret meget skygge.
Toiletforholdene er fine, der er fint med varmt vand og vi oplevede
ingen kø ved badene. Ved siden af pladsen ligger et friluftsbad/strandbad,
som vi ikke prøvede, da her var lukket på grund af de store |
| oversvømmelser. Her ligger Aupark
Klosterneuburg også. Det er et fritidsområde for hele familien med
f.eks. en ’oplevelsebane’, bmx-baner, og et lille tog. Det var også
oversvømmet! Ca. 5 min. væk (på gåben) ligger bymidten, hvor der er
en Spar-butik og en række andre butikker og restauranter. 100 m væk
ligger s-bane-stationen, hvorfra der går s-tog ind til Wien. Pladsen
har hotspot-internet mod betaling. |
 |
Vi fik lov til selv at vælge
en plads blandt de ledige – der var nok at vælge mellem selvom
halvdelen af pladsen var spærret af pga. oversvømmelserne. Ved
ankomsten får man et par sider med diverse oplysninger udleveret – på
dansk!
Her er et par billeder, der viser, hvor meget vand der var. Billedet
øverst til venstre viser en vej... Billedet nederst til venstre er
taget på en gåtur på vej ud til Donau. Turen måtte opgives, da vejen
var oversvømmet. På træerne kan man se, hvor højt vandet har stået
her. Billedet nederst til højre er fra strandbadet. |
 |
 |
 |
Dagene på pladsen skulle bruges til at se Wien og dens seværdigheder.
Hver gang vi skulle ind til byen, tog vi toget ind til udkanten af Wien,
hvorefter vi brugte metroen til at komme rundt med.
Den første dag startede vi med at se Wiens domkirke Stephansdom.
Kirken er opført over 8 århundrede og den første blev indviet i 1147
og lå uden for bymuren. |
| I 1230 blev den erstattet af en ny og
hovedindgangen (Riensentor) og de to romanske tårne (Heidentürme)
stammer herfra. Riesentor er flot udsmykket med figurer, der f.eks.
forestiller |
| fugle, løver, fantasivæsener og engle.
Heidentürme betyder egentlig hedningetårnene og de står da også på
en hedensk helligdom. I 1359 føjede Rudolf 4. af Habsburg Tinaskapellet,
Eligiuskapellet og Katarinakapellet til og kirken fik dermed i store træk
sit nuværende udseende.
 |
 |
| Det sydlige tårn Steffl kom dog først til i
1365-1433, da Hans Prachatitz opførte det 137 m høje tårn. 72 m over
jorden finder man vægterstuen, som man kan komme op til via en smal
vindeltrappe med 343 trin. Her er en fantastisk udsigt over bymidten og
kirkens tage, som er meget smukke. |
 |
På vejen op passerer man det gamle
klokkerum. Her hang indtil 1945 den gamle Pummerin, som var en stor
klokke fra 1711, som vejede over 22 tons og som var støbt af tyrkernes
efterladte kanoner.
Ved en brand i 1945 blev den skadet og i dag er den erstattet af en ny,
som hænger i Nordtårnet.
 |
Efter Stephansdom gik turen videre til Hundertwasserhaus.
Huset er tegnet af Friedrich Stowasser i samarbejde med arkitekt og
professor Krawina, er opført 1983-85 og er almennyttige lejeboliger
uden offentlig adgang. Men huset er stadig meget specielt. Hvis man vil
se hans arkitektur ude og inde, så kan man kigge ind i Kalke Village
overfor, hvor |
 |
| der er souvenirshop, butikker og cafe. Og
toiletter i kælderen. De er også meget specielle! På billedet nederst
til højre kan man lige ane stedets bardisk - med en rille med rindende
vand! |
 |
 |
| Fra Hundertwasserhaus gik vi over Donaukanal
og ind i Praterområdet. Området er dels et stort grønt rekreativt område
(=”Green Prater”) og dels et underholdningsområde ala Tivoli (=”Wurstel-prater”).
Placeret inde midt i byen. |
 |
Green Prater er et meget stort skov- og engområde, som
oprindeligt var kejserlig jagtjord. Fra Wurstelprater
kører der et lille tog langt ind i Green Prater, som man med fordel kan
tage, hvis man vil udforske den. Man kan også bare - som vi gjorde -
gå en tur på nogle af de mange stier.
I Wurstelprater findes over 250 attraktioner af forskellig karakter fra
radiobiler over rutschebaner til skydeboder. Her findes også
Riesenrad, som er et stort pariserhjul, hvor det oprindelige er fra
1897. Pariserhjulet er næsten 200 m højt og også herfra er der en
fantastisk udsigt over byen. |
 |
 |
 |
 |
| Næste dag startede vi ved Votivkirken, som
er fra 1879 og den er bygget for penge indsamlet af folket som en tak
for, at kejseren havde overlevet et attentat! Tænk hvis man ikke kunne
lide Kejseren… |
 |
Tæt på Votivkirken findes Wiens Universitet, hvor vi kiggede ind i
den meget smukke arkadegård med en mængde buster.
Universitetet blev oprettet i 1365 og er grundlagt af Rudolf den 4.
Atriumgården er dog en nyere bygning og stod først færdig i 1883. |
Turen gik videre op forbi rådhuset – som var gemt bag en stor
scene, der skulle bruges til en filmfestival – og rådhusparken, med
et utal af spisesteder. Derfra videre forbi parlamentet,
justitspaladset, folketeateret og op igennem Wiens museumskvarter. Her
er der mange smukke gamle bygninger, statuer, søjler og krummelurer! |
 |
| Den sidste dag brugte vi i pladsens nærområde.
Byen hedder jo ikke Klosterneuburg for ingenting - der er et stort
bygningsværk tæt ved pladsen, som tidligere har huset et kloster, som
vi ville se nærmere på.
Den første dag vi var her, var vi jo ude og se på oversvømmelserne
og billedet til venstre herunder stammer fra den dag. Rækken af træer
skulle egentlig stå nogle meter fra floden og der skulle være en sti
langs floden på denne side af dem... |
Stift Kloster Neuburg blev påbegyndt i 1730 af Karl
VI, som havde skævet til Escorial ved Madrid og ville opføre et
kompleks, som både skulle være kloster og kejserbolig. Imidlertid døde Karl
VI 10 år senere og da var kun ca. 1/8 færdigbygget – heriblandt
marmorsalen og kejserværelserne. Mellem 1834 og 1842 blev der bygget
videre og ¼ af de planlagte bygninger blev dermed realiseret. |
 |
 |
Vi valgte
to rundvisninger – den ene på egen hånd og den anden med fører.
Rundvisninger er den eneste måde, man kan besøge stedet på.
Den
første gik rundt i Marmorsalen og Kejserens værelser. Marmorsalen er
fantastisk smuk og i midten er der anbragt et spejlbord, som gør det
muligt at se på loftet uden at skulle lægge nakken tilbage. Freskoen i
loftet er malet i 1749 af Daniel Gran og viser en allegori af ”Glory
of House of Austria”.
Derefter var der en række rum, som har været
kejserens bolig. Her er der smukke møbler og vægtæpper.
 |
 |
 |
Rundvisning to gik gennem Klosterets vinkældre.
Klosteret har siden 1114 lavet vin og har 108 ha med vinplanter.
Turen
gik gennem de nyeste kældre med vinproduktion og med den nyeste
teknologi og ned gennem de 700 år gamle barokke vinkældre med
sort skimmel på væggene og store træfade med vin. Den sorte skimmel
skal være der, for den er tegn på at temperaturen er helt
rigtig.
Den hang nærmest i gardiner i den ældste del... |
| Guiden talte meget
og meget hurtigt og kom med rigtig mange facts, så det var med at
spidse ørene hele tiden. Lidt fakta fik vi dog fat i:
|
- man producerede
ca. 1 000 000 l vin årligt.
- Deres automatiske tappe anlæg kunne klare
4500 flasker i timen. Det satte også etiketter og propper i…
- Kælderen
var i flere lag og den længst nede lå 38 m under jorden. Væggene var
i to lag og mellem 3 og 7 m tykke. De to lag gjorde, at der var et utal
af udluftningskanaler fra kældrene og op i det fri.
- Klosteret er kendt
for sin vin og især for rødvinen St. Laurent og er Østrigs største
private vingods.
|
|
Rundvisningen endte i noget, som de kaldte et ’vinotek’,
men som viste sig at være en vinhandel med smagsprøver…
|
 |
En tredje rundtur går gennem klosterets kirke, men
den havde vi ikke tid til. Vi stak dog hovedet ind i kirken - man kun
komme ind i den allerbagerste del af kirken uden billet - og så en
meget smuk kirke. Kirken har et meget berømt Verdun-alter, som dog er
anbragt i et andet rum, som der kun er adgang til på en guidet rundvisning.

|
| Den sidste aften lød højtvandssirenen igen og
selvom der kun kom mellem 4 og 5 cm vand, så steg den lille kanal med
over ½ meter i løbet af natten. Selvom det regnede ind i mellem og der
var meget vådt overalt, så fik vi trods alt nogle fine dage i Wien.
Men vi ville gerne ned til varmen og solen, så den 29. juni kørte vi
videre ned mod Kroatien. Vi tog turen ned over Graz og kørte ind i
Slovenien ved Maribor. Selvom vi betalte 35 euro for at køre på
motorvej i Slovenien i 6 måneder, ja så fik vi bare ca. 7 km motorvej
– resten af vejen var en rigtig ringe vej, så de sølle ca. 50 km
gennem Slovenien tog ca. 70 min. Og ja, man må vel godt føle sig lidt
snydt – det var helt umuligt at undgå motorvejsstykket, som kostede
os 35 euro! Da vi kom ind i Kroatien steg vejenes beskaffenhed rigtig
meget – motorvejsnettet er et rigtig fint betalingsvejnet og når man
drejer fra og ud på de hovedvejene, ja så er de stadig fine at køre på.
I alt tilbagelagde vi i dag 522 km på ca. 8 timer og vi ankom til Camp
Borje ved Plitvice omkring kl. halv 6. Her kunne vi bare finde en ledig
plads og slå os ned – og der var masser at vælge i
mellem.
Til sidens top |
 |
 |
| Pladsinfo:
Campingpladsen bliver typisk brugt til besøg i nationalparken Plitvice
og derfor finder man ikke mange, der ligger her i mere end et par dage.
Pladsen er renoveret inden for de sidste par år og det kan man godt se
på toiletbygningen – den er rigtig fin. Her er toiletter nok, ligesom
der er rigeligt med varmt vand – i hvert fald når pladsen ikke er så
besøgt. Der er en fin fordeling af træer på pladsen og det gør det
muligt selv at vælge om vil have en skygge- eller en solplads. Bunden
er fin blød, hvis man vil have et par pløkker i, men der er også
meget kuperet, hvilket gør det rigtig svært at finde en plads, |
 |
| der er
så jævn, at man kan få sat campingvognen op i vater! På pladsen
findes en lille butik, men man skal ikke regne med, at man kan handle
ind her til et helt måltid! I stedet skal man køre til Korenica et par
km væk. Her findes et større supermarked, hvor man kan få det hele. På
pladsen er der også en restaurant, som serverer ok mad – men serverer
vores favoritøl i Kroatien i glas fra konkurrenten! |
 |
For at komme tilbage til indgang
1 – og bilen – tog vi bussen. Både bus og færge er gratis, når
indgangen er betalt.
Vi blev ligesom sidst meget imponeret over, hvor tæt stierne er på
vejen. Når man kører på vejen lige uden for parken, ser man bare området
som en stor skov.
Til sidens top
 |
 |
| Vi besluttede dog hurtigt at køre videre næste dag – vejrudsigten
for området var absolut ikke god, men den så væsentlig bedre på
vores næste destination: Dubrovnik. Vi kørte sydpå af hovedvejen og
hoppede derefter på motorvejen, så hurtigt som vi kunne. Vi fulgte
motorvejen sydpå så langt vi kunne – vi var spændt på, hvor langt
de var kommet, for vores kort er 3 år gammelt, så det viser bare at
den er planlagt hele vejen ned syd for Dubrovnik. De var nået til en
lille by, der hedder Ravca, som ligger inde i landet et sted
mellem Ploce og Makarska ude ved kysten. Det kneb lidt med en
ordentlig vej videre fra motorvejen og ned til kystvejen, så vi fik
lige nogle ret smalle og hullede veje med vejarbejde at køre på indtil
vi nåede Ploce. Derfra fulgte vi E65 gennem Bosnien-Hercegovina
til Dubrovnik. Vi havde besluttet hjemmefra at vi ville kigge ind på
Kamp Kupari lige syd for Dubrovnik, men hold da op, hvor kan en
hjemmeside snyde en. Der var mørkt og dystert, græsset stod højt på
pladserne, som var små og toiletbygningerne var noget skrammel, hvor
der lugtede af tis. Vi blev hurtigt enige om at køre videre mod Camp
Porto, som vi havde hørt om. Den var desværre lukket, så vi måtte
bare videre. Her kom en sød ’campingmutter’ os til hjælp: hun
havde ikke selv plads på hendes lille campingplads Matkovica, men
anbefalede os Auto Kamp Kate lidt længere væk. Og her var dejligt! Så
efter 449 km på lidt over 8 timer fandt vi os en dejlig plads. |
 |
 |
 |
Pladsinfo: Da
vi ankom, var pladsen fyldt pænt op, men vi måtte finde en plads hvor
vi ville og valgte en i den bagerste del af pladsen i nærheden af
pladsens eget lille gamle kapel.
Auto Kamp Kate består af øvre del tættest på vejen og en nedre del,
som ligger bedre efter vores smag. Pladsen er ikke ret stor, men utrolig
hyggelig med mange forskellige træer til at give skygge. Vi fik lagt
os, så vi havde skygge på vognen om morgenen (og det var dejligt, for
her var meget varmt) og igen om eftermiddagen. Vi satte taget af
forteltet op, så vi fik lavet lidt skygge midt på dagen. |
 |
 |
| Bade- og toiletforholdene var fine og blev
rengjort rigtig mange gange om dagen. Især var vi glade for, at de
prioriterede solvarme så højt. Det undrer os nogle gange, at man ikke
udnytter den mulighed meget mere. Der var ingen butik på pladsen, men
en lille købmand ganske tæt på. Her købte vi brød om morgenen og kørte
ellers et par kilometer ind mod Dubrovnik og handlede stort ind i et af
de to supermarkeder, som fandtes her. Pladsen har heller ingen
restaurant, men det er der nede i byen. Til gengæld er her gratis
internet – dog kun rundt om receptionen. Men herligt, når vi ikke har
haft mulighed for se mails mm siden vi tog
hjemmefra. |
Eneste minus ved denne plads er turen ned til
vandet. Jeg læste et sted, at den lå 200 m fra vandet – men det er
vist i luftlinie for vi havde 169 trappetrin og derefter en smal, stejl
vej inden vi var helt ned. Nå ja vejen ned er vel heller ikke den værste
– det er nok lidt værre at komme op 
Men pladsen er helt utrolig hyggelig og campingfatter og det øvrige
personale er utrolig hjælpsomme. |
|
Det mest normale er at bo her et par dage, mens man
ser Dubrovnik, men vi valgte at blive i 8 nætter for ud over Dubrovnik
ville vi også kigge ind til Mostar, besøge en ø og holde badeferie!
Stranden i Mlini består af sten inde ved kanten og sand længere ude
– desværre så langt ude, at man ikke længere kan bunde! Her er fin
plads til alle strandgæsterne og mulighed for at købe is flere steder.
Noget vi sætter stor pris på! Nede ved vandet står også en gammel
platan, som er plantet tilbage i 1742. Den er 30 meter høj og stammen
er 6,8 m i omkreds ved foden. |
 |
 |
 |
 |
Vi var jo selvfølgelig kørt så langt sydpå, fordi vi
ville se Dubrovnik. Vi tog bussen ind til byen, den stoppede næsten
lige uden for campingpladsen og kostede 10 kuna (≈ 10 kr.) for en
enkeltbillet. Chaufføren var så flink at sige, hvornår vi skulle stå
af for at komme ned til den gamle by. På engelsk!
Turen ned til Pile-porten går via smalle gader og trapper nedad og er
rigtig hyggelig.
 |
 |
Som det første valgte vi at købe billetter til en tur
rundt på muren rundt om Dubrovnik. Den er 1940 m lang og det er en
meget varm tur rundt i juli måned. Men vi havde husket godt med vand og
solcreme, så vi tog hele vejen rundt. Det er næsten et ’must’, når
man besøger byen, for herfra kan man virkelig overskue byen og hvor
fantastisk et fæstningsværk, der er rundt om den.
Allerede i det 9. århundrede modstod man saracenernes 15 måneder lange
belejring! Siden er fæstningsmuren udbygget voldsomt og der er tilføjet
en del tårne og forts. |
Pileporten, som vi kom ind af, fører via en hængebro ned
til Stratun, som er byens fornemste gade.
Vest for muren hæver Lovrijenac- fortet sig stejlt op over Adriater-
havet. Den er bygget på en 37 m høj klippe og vender ud mod havet og
den er som fremskudt fæstning af afgørende betydning for forsvaret af
den vestlige del af Dubrovnik, både mod angreb fra land og truslen fra
havet.
Hvis fæstningen var faldet i angribernes hænder, ville den udgøre en
trussel over for Dubrovnik, men det er der også tænkt på ved opførselen.
 |

Væggene, der bliver udsat for fjendens ild er næsten 12 meter
tykke, mens den store murflade, der vender ind mod byen ikke overstiger
60 centimeter i tykkelse og derfor nemt kunne skydes i stykker inde fra
byen af.
Man kan godt komme op på den, men for vores vedkommende må turen derop
vente til en anden gang! Billedet øverst er taget fra Bokarfortet, som
dels skulle beskytte byens oprindelige havn og dels beskytte mod landangreb fra
vest. |
Ved havnen og Pločeporten ligger St. John Fortet, som
ofte kaldes Mulo-tårnet. Det skulle oprindelig beskytte havnen og byens
anden store indgang. Det første fort blev bygget i det 14. årh., men
det nuværende er fra det 16. årh.
Den huser i dag f.eks. det maritime museum og akvariet.
 |
 |
| Da vi kom ned igen tog vi en tur ned af
Stradun, som er den længste og den bredeste gade i Dubrovnik. Den er
292 m lang og fyldt – lige som det meste af Dubrovnik – med
turistbutikker: souvenirshops, guldsmede, vekslere, isboder og
skobutikker! Den er oprindeligt anlagt på en smal kanal, der blev fyldt
op i 1100-tallet og overlevede det store jordskælv i 1667. Egentlig
hedder den Plaça, men de fleste kalder den for Stradun. |
 |
Lige når man kommer ind på Stradun ved Pile-porten møder
man Onofrios store fontæne. Den er opkaldt efter Onofrio de la Cavea af
Neaples, som var arkitekt og som tegnede fontænen.
Oprindeligt er den en del af sindrigt vandings- system, som førte vand
ind til Dubrovnik fra en brønd 12 km væk!
Den stammer fra 1400-tallet, hvor de rejsende vaskede deres fødder i
vandet, når de ankom til byen. I dag kan man friske ansigtet op, når
man har været muren rundt  |
Vi gik en tur ind i Sponzapaladset, som ligger på Stradun
i ’havne’-enden. Det er bygget 1516-1521 og er det gamle toldhus og
mønt.
I dag huser det de historiske arkiver og opbevarer dokumenter tilbage
fra 1022.
Paladset har en smuk atriumgård, men derudover ikke så meget af vores
interesse.
 |
 |
 |

Øen er i dag naturreservat, men
har tidligere været både klosterø og botanisk have og en del af
Dubrovniks fæstning.
I 1023 blev der oprettet et benediktiner-kloster på øen. Klosteret
eksisterede indtil slutningen af 1700-tallet, hvorefter
øen i 1860 blev købt af Maximilian af Habsburg,
som gjorde den til sit private sommerhus. |
| Han
grundlagde øens botaniske have og lod klosterets bygninger bygge om til
sommerbolig. De fleste af planterne i den botaniske have stammer
fra Australien og Sydamerika. Af særlig interesse er samlingen af
eukalyptustræer, kaktusser og sukkulenter. |
 |
 |
 |
I
Lokrum bakker findes der et fort kaldet Fort Royal. Det er bygget i form
af en stjerne af franskmændene i 1806, og herfra er der god udsigt til
Dubrovnik, Cavtat og øerne.
Turen op til fortet er anstrengende i varmen, men går forbi den
botaniske have, så vi kombinerede lige de to ting!
I
øvrigt var det også – ifølge legenden – på denne ø, at Richard
Løvehjerte blev kastet i land efter at have lidt skibbrud i 1192, da
han var på vej tilbage fra korstogene. |
| Den ed, han svor, om at bygge en kirke på
stedet, hvor han kom i land, blev delvist opfyldt: Selv om han kom i
land på Lokrum, indvilligede han i - på anmodning af befolkningen i
Dubrovnik - at kirken blev bygget inde i Dubrovnik. |
Tilbage i Dubrovnik kiggede vi inden for i et par af alle dens
kirker, som vi dog måtte nøjes med at fotografere udefra pga.
fotograferingsforbud inden i.
Dog sneg vi os til at tage et billede inde i Skt. Blasiuskirken, som
ligger i havne-enden af Stradun. |
 |
| Her findes nemlig en skulptur af Skt. Blasius, som bærer
på en model af byen, som den så ud inden det store jordskælv i 1667.
Skt. Blasius siges at have reddet byen fra at blive plyndret af
venezianerne.
En anden af Dubrovniks kirker er Katedrala Riznica, som Rikard Løvehjerte
grundlagde. Den nuværende er dog fra tiden efter det store jordskælv
og har et skatkammer med mere end 200 relikvier – blandt andet et
skrin med Skt. Blasius kranium, beholdere med hans hænder og ben, en
splint fra Jesu kors og en kopi af Rafaels Jomfru Maria af Stolen. |
 |
 |
 |
 |
For at komme tilbage til campingpladsen fulgte vi igen
vores campingværts forslag: vi tog båden. Det er altid en god ide at
komme ud og se ind på kysten – selv denne dag, hvor det var ved at være
mørkt, da vi kom tilbage. Bådene går fra Dubrovniks gamle havn - ligesom båden til Lokrum.
Båden sejler en rundtur, så man må med ud til Cavtat lidt længere
væk fra Dubrovnik end Mlini inden man vender om og sejler tilbage til
Mlini.
Turen retur kostede 150 kuna for os 4, men var pengene værd. |
Byen
er opkaldt efter de brovagter (’Mostari’), der inden osmannerne tog
magten i Hercegovina tilbage i 1400-tallet, holdt øje med broen. Den
gang var byen en lille ubetydelig flække, som osmannerne siden gjorde
til militært og administrativt centrum. Den bærer stadig meget præg
af bombningen og belejringen tilbage i 1992-94.
|
 |
| Vi
kørte simpelthen efter ’centrum’ og endte på en parkeringsplads
ganske tæt på den berømte bro. Ganske vist troede vi den var gratis
at holde på, men det var den ikke helt… Først gik vi ned og så
broen fra flodbredden og derefter gik vi op og fandt ind i den gamle
bydel. Den gamle bydel er i dag en stor basar, som hedder
Kujundziluk og er opkaldt efter guldsmedene
med en masse boder, der sælger de samme turistting, som for eksempel kobber- og
bronzegraveringer, snabelsko, vandpiber, kelims, kaffesæt, læderarbejder
mm.
Midt i basaren står den berømte bro Stari Most og forbinder de to
halvdele af byen/basaren. Den gamle bro var færdig i 1566 og var tegnet af
den osmanniske arkitekt Mimar Hayruddi. Den blev bombet fuldstændigt i
november 1993 og blev i 2004 erstattet af en ny bro, som er en tro kopi
af den gamle. Spændvidden er 30 m og bredden er 4 m. og den er meget
stejl og belagt med glatte sten. Med mellemrum har man derfor lagt nogle meget store sten
på tværs af broen, så man bedre kan stå fast. En gang
sprang de unge mænd i på hovedet fra broen for på den måde at tjene
nogle penge – det så vi slet ikke noget af dette år. |
 |
 |
 |
Vi havde besluttet, at vi ville køre en anden vej hjem og
evt. se et par andre ting på vejen. Desværre blev det regn- og
tordenvejr, så vi sprang over et besøg ved Blagaj og kørte i stedet
videre ned mod Stolac, hvor vejret var blevet fint igen.
Vi kiggede
derfor ind på Radimlja-begravelsespladsen. Den findes i det nordlige hjørne
af byen og ligger jord til |
 |
de mystiske Stećci-gravsten. Der er
mere end 100 gravstene, men da der er ikke er nogen dato på stenene, kender
man
ikke den nøjagtige alder, men mange af dem er fra før 1463.
Herfra
kørte vi videre mod Trebinje og her kom vi virkelig på arbejde. Først
havde vi et lille stykke af vejen, som vores kort ikke dækkede, men det var
uden betydning, da vi bare skulle fortsætte af den samme vej. Til
gengæld var vi længe i tvivl om, hvor langt vi var, for mens der på
vejen til Mostar langs Neretva var brugt, det vi kalder almindelige
bogstaver på vejskiltene, ja så var der på denne vej kun brugt
græske bogstaver.
I kan jo selv se på billedet, om I kan læse hvilken
by, vi er ved at forlade!
I Trebinje
var der ingen skilte, der viste ned
mod Dubrovnik, så vi måtte forsøge at køre igennem
den efter kortet, som kun havde de største veje med. Heldigvis gik det
i første forsøg og vi krydsede grænsen ind til Kroatien lidt syd for
Dubrovnik, men ganske tæt på Mlini og campingpladsen!
Turen var
fantastisk og alle 297 km værd!
Til sidens top
|
 |
| Efter 8 overnatninger på denne dejlig plads,
som vi meget gerne vender tilbage til en anden gang, ja så måtte vi
videre nordpå igen. Morten og hans kæreste Louise ville lande med et
fly i Splits lufthavn dagen efter, så der var ingen kære mor! |
| Vi valgte denne gang at tage kystvejen i stedet for at
køre på motorvejen. Det gik, selvom vejen er meget snoet og gik lidt
op og ned, rigtig fint indtil Omis.
Der var ikke meget trafik, så vi kunne rigtig nyde den flotte
udsigt. Desværre har der ikke været plads til at lave mange
holdepladser på strækningen, så der fik vi ikke taget så mange
billeder.
Fra Omis og op gennem Split og ud til Trogir var der til gengæld rigtig
meget trafik. Strækningen virker mest af alt som en lang
turistby. |
 |
 |
Efter 250 km og 3 timer og 45 minuter ankom vi til Vranjika
Belvedere lige nord for Split.
Vi havde hjemmefra booket en plads her, fordi vi ikke ret gerne ville
skulle til at køre rundt for at finde en plads, når nu de unge
mennesker landede i Splits lufthavn.
Vi ankom den 9. juli og det havde ikke været nødvendigt med en
reservation, for der var mange tomme pladser. Og faktisk havde de ikke
registreret vores reservering, så vi endte op med at få en plads, som
vi også kunne have valgt uden reservering… |
 |
Pladsinfo:
pladsen er meget stor og her er mange fastlæggere, men som rejsende
bliver man henvist til område D og nederste hylde af C eller til område
A, som ligger længst oppe ved receptionen og længst væk fra havet.
I D og C området, vil der mange steder være havudsigt.
 |
| Her kommer lige et par billeder taget oppe
fra vores plads... |
 |
 |
Skyggen er svingende på pladsen, men skal man vælge en
plads med mest mulig skygge, så skal man finde en, hvor der står et træ
i hvert hjørne af den side af parcellen, som vender ud mod vandet. Så
får man skygge det meste af dagen, men ikke på vognen om
morgenen.
Jorden er meget hård og fuld af myrer, men supermarkedet på pladsen
har en god myregift, der virker 
Toiletbygningerne er i D og C området renoverede og levede fint op
til vores forventninger. Der var fint med varmt vand, selvom
temperaturen kunne svinge en del gennem et bad.
Der er et supermarked på pladsen, hvor man kan få rigtig mange ting,
men ikke meget kød og grønt. Vi handlede derfor det meste i de store
supermarkeder inde i Trogir. De ligger lige ved markedet og er derfor
nemme at finde. På markedet handlede vi frisk frugt og grønt og i den
store grå bygning ved markedet ligger flere slagterforretninger. De har
ikke nogen udstillingsvindue og man skal derfor kigge ind af døren for
at opdage dem.
På campingpladsen er der et pizzeria og en restaurant. Og et vaskeri,
hvor man får vasket og tørret og lagt sammen. 49 kuna pr. maskine.... |

|
 |
Stranden kan deles i to – den til venstre er klipper og beton og
der er lidt svær at komme ud i vandet, men til gengæld har den store
fyrretræer til at skygge.
Den til højre er knust klippe og dermed er det lettere at komme ud
i vandet. Til gengæld er her ikke meget skygge. |
 |
| Begge steder er der mange søpindsvin og
badesko kan klart anbefales! Har man ikke nogen, så sælges de inde på
markedet.
Dagen efter hentede vi Morten og Louise i Splits lufthavn, som rent
fysisk ligger lige på den anden side af Trogir, så der er ikke så
langt at køre efter dem. De kom iført langt tøj, som de hurtigt fik
smidt, for dagene her var præget af meget høje temperaturer. Vi målte
op til 37 grader – et par grader mindre nede ved vandet og 27 i
vandet… Så de fleste dag her gik med at bade og vi skal ærligt indrømme,
at vi valgte stranden til venstre de fleste gange, fordi vi der kunne
ligge i skyggen hele dagen. Brune skal vi jo nok blive alligevel  |
 |
 |
 |
Vi var jo nu blevet 6 personer og kunne derfor ikke så
godt være i bilen, men endte alligevel med at køre ind til Trogir et
par gange.
På grund af varmen så vi den ene dag markedet og den anden dag den
gamle bydel i Trogir. Markedet er som sagt pænt stort og den ene
halvdel er grøntmarked og på den anden halvdel sælges der alt fra
badehånd- klæder over tørrede pindsvinefisk til turist- tingel-tangel.
Sådan et marked kan der godt gå noget tid på – heldigvis sælger
man også is på markedet! |
 |
Selve den gamle bydel af Trogir er meget fascinerende. Gaderne er
utrolig smalle og vi er ret imponerede over, at de kan få varer ind til
alle butikkerne, for biler kan ikke komme rundt her!
Trogir anses for at være en af de bedst bevarede romansk-gotiske byer i
Centraleuropa. |
Den gamle bydel ligger på sin egen ø, forbundet med
fastlandet via broer til den ene side og til en anden ø - Ciovo - til
den anden side.
Kernen i byen er et gammelt slot og en fæstning, der bindes sammen af
en bymur. Mange af bygningerne stammer tilbage til det 13. århundrede,
men man kan også i Trogir finde spor af de gamle grækere, romerne og
venetianerne.
Yderst på havnefronten findes Kamerlengo- fortet fra 1400-tallet. Man
kan komme op i det, men vi kunne ikke klare flere trapper den dag! |
 |
 |
 |
Vi valgte at gå ind og se Skt. Laurentiuskatedralen med den meget
smukke portal omkring døren. Portalen er med udskårne bibelscener, der
viser Jesu liv fra fødslen og til hans død. Over de to løver i
siderne ses skulpturer af Adam og Eva.
Arbejdet er den lokale kunstner Radovans hovedværk og stammer fra 1240. |
 |
 |
 |
 |
Trogir har også en meget flot havnefront med mange restauranter
og store skibe.
Vi faldt helt for stedet og valgte en aften at tage
taxi-båden ind fra campingpladsen for at spise herinde. Båden sejler
hver time og koster 15 kuna pr. person for en enkelt.
Den lægger til
inde ved havnefronten, så det var helt perfekt – selvom den tog
rigeligt med passager med i forhold til det antal, der stod på siden af
den!
Så kunne vi samtidig få et glimt af vores campingplads fra
søsiden! |
Vi valgte at spise på havnefronten, så
vi rigtig kunne nyde de store skibe. Derefter gik vi en tur ind bag
bymuren og ind i de smalle gader. Om aftenen føles det næsten, som om
man er inde i et hus, når man går rundt i de smalle, varme
gader.
Men heldigvis så serverede de jo også fantastiske is inde i bymidten,
så desserten henlagde vi hertil!
 |
 |
| Efter 8 dage skulle Morten og Louise videre med et
tog til Østrig, hvor de skulle holde ferie med hendes forældre. Vi
indstillede gps’en og gennem mylderet af ensrettede gader i Split, viste den os
vej direkte til stationen. Sikke en lettelse ikke selv at skulle finde
rundt!
Stationen er ikke så prangende, men vi fik vinket farvel og gik
derefter op i Splits gamle bydel.
Bydelen domineres fuldstændigt af
Diocletians palads, som er et af
de bedst bevarede romerske monumenter i verden.
|
 |
 |
Slottet var oprindeligt
af kejseren planlagt som en mellemting mellem en luksuriøs villa i et
plan og en romersk militære lejr (castrum) opdelt i fire områder af de
to vigtigste gader.
Den sydlige del af slottet bestod af kejserens
kvarter og hans religiøse og statslige faciliteter og den nordlige del
af kejserens vagter, soldater, service, lager osv. |
Paladset er en
rektangulær bygning (ca. 215 x 180m) med massive tårne på fire hjørner,
fire porte på hver side og fire tårne langs væggene. Som tiden er
gået, har man hele tiden ændret på paladsets ydre for at
tilpasse det til tidens behov.
Vi kom ind
via en indgang, der gik direkte ind i hovedsalen, som er en underjordisk
sal med et stræde af souvenirbutikker.
 |
 |

Vi gik ind for at se Skt. Domnius-katedralen, hvor vi igen ikke måtte
fotografere, men hvor vi alligevel sneg os til at tage dette billede af
alteret. |
 |
Kirken, som er bygget på Diocletians grav, er meget smuk
indeni. Man kan også komme ned i katakomberne, som dog ikke indeholder
så meget og op i kirkens tårn.
Kirkens dåbskapel ligger i en gyde
overfor kirken og er det tidligere Jupitertempel. Her findes en skulptur
af Johannes Døberen udført af Meštrovič
(1883-1962). Foran skulpturen ses døbefonten. Den er så
stor, fordi man i følge byzantinsk skik sænkede hele kroppen under. |
 |
 |
Vi havde hjemmefra haft planlagt at besøge Salona
udenfor Split, men det forhindrede varmen os, så det må vi have til
gode til næste gang vi kommer til området.
Til sidens top |
| Efter en dejlig ferie med masser af varme og
oplevelser var det ved at være på tide at vende hjemad igen. Vi havde
sat 3 dage af til turen og havde regnet ud, at vi så skulle køre
omkring 650 km om dagen. Den 19. Juli pakkede vi derfor sammen og lagde
kursen mod Østrig.
Vi havde været lidt i tvivl om, hvilken vej vi skulle køre fra
Kroatien til Østrig, men da vi jo havde betalt for at køre på de
slovenske motorveje i halvt år, var det lidt dumt at køre over
Italien, som vi gjorde i 2006. Samtidig viste vores gps, at vi igen –
suk – skulle over Zagreb – Maribor og Graz. Vi havde hørt om nogle,
som havde brugt 4½ time på at komme igennem Slovenien, men besluttede
at køkørsel, det kunne vi nok ikke undgå lige meget, om vi kørte
over Maribor eller over Ljublana. |
 |
 |
 |
Turen indtil grænsen mellem Slovenien og Kroatien gik
uden problemer.
Billederne herover stammer fra rastepladsen Jasenica tæt på Zadar.
Pladsen ligger rigtig fint med en pragtfuld udsigt.
Til venstre kan man så se en kroatisk dyre-overgang. på sydfyn
laver man dem til hasselmusene, ved Odense diskutere man, hvordan man
sikre den store vandsalamander, når man skal bygge en bro over Odense
Kanal. I Kroatien er det anderledes og større dyr, man må tage hensyn
til.... |
Grænseovergangen til Slovenien var lidt
langsom, men det var forventet, da det jo er EU’s ydre grænse.
Men efter meget få kilometer i Slovenien kom så
dagens helt store overraskelse: mens vi |
havde været væk, havde Slovenien åbnet ca. 20 km
motorvej, så først da vi nærmede os Maribor blev vejen til en
etsporet motortrafikvej.
Tværs gennem Maribor går det via en tosporet motortrafikvej og det
sidste stykke op mod grænsen til Østrig foregik på motorvej.
Den motorvej, som vi havde set, at de var ved at bygge, da vi kørte
sydpå 3 uger før, det kommer - så vidt vi kunne bedømme - til at
forbinde de to stykker motorvej på hver side af Maribor, så man dermed
slipper for motor-
trafikvejen. |
 |
Billedet herover viser, hvordan en nyåbnet
motorvej i Slovenien ser ud på gps'en
Alt i alt slap vi gennem Slovenien på 35 min – en halvering i
forhold til, da vi kørte den anden vej, samtidig med at vejen var
blevet MEGET bedre. Vi fortsatte op over Graz og videre til Loeben, hvor
vi med lidt hjælp fra en lokal beboer fandt Camping
Hinterberg. Vi havde da tilbagelagt 604 km på ca. 8 timer og ankom
omkring kl. 17.20.
Pladsinfo: Helt specielt for denne plads er, at campingmutter giver
velkomstdrink til store og små – ude på pladsen!
Campingpladsen bliver tydeligvis brugt meget til en-nats-overnatninger
for der var mange steder, hvor man kunne holde uden at spænde fra.
Toiletforhold og baderum var for os ok. Toiletterne var ikke nye men de
var rene. Baderummene så forholdsvis nye ud og der var fint med varmt
vand.
Der var ingen indkøbsmulighed på pladsen, men bageren kom kørende i
sin bil til pladsen hver morgenen, så brød, det kunne vi få! |
 |
Vi
valgte at køre ind til St. Michael nogle kilometer væk for dels at
finde en hæveautomat og dels at finde et sted, hvor de serverede en god
wienerschnitzel.
Og god mad det fandt vi hos Gasthof Eberhard, som er let at finde,
hvis blot man drejer ind i byen af den første mulige vej, når man
kommer fra Loeben.
Her spiste vi i en meget hyggelig gårdhave og fik en helt fantastisk
wienerschnitzel med nogle fantastiske pommesfrites.
Campingpladsen kan absolut fint anbefales til en hurtig overnatning, så
den har vi noteret til brug igen en
anden gang
Til sidens top

|
 |
 |
| Dagen efter – den 20. juli – kørte vi
fra Loeben og videre op til den østrigske/tyske grænse og fortsatte
med at følge gps’ens anvisninger og ankom derfor til Campingplatz
Zur Fuldaschleife syd for Kassel omkring kl. 18.30 efter at have
tilbagelagt 740 km på 10 timer. Også denne campingplads valgte vi tilfældigt
ud fra hvor langt vi var nået, da vi ikke gad køre mere. Vi havde en
tyk campingpladsbog med og et kort med campingpladssignaturer og så var
det bare med at lede. |
 |
 |
 |
Pladsinfo:
Denne campingplads viste sig at være lidt bøvlet at komme ud til,
fordi den lå langt ude på landet og man skulle igennem et par småbyer
først.
Den lå meget fint ned til floden Fulda, men desværre
også ret tæt på motorvejen – det havde der ikke lige stået noget
om i bogen – så der var bilstøj det meste af tiden.
Pladsen bliver også flittigt brugt til en-nats-
overnatninger, for også her fik vi anvist pladser, hvor vi ikke skulle
spænde af for at holde. |
Pladsens toilet- og badefaciliteter var fine
og rene. Her var ingen indkøbsmuligheder, men man kunne bestille og
betale brød til næste morgen ved ankomsten, så det gjorde vi!
Denne aften besluttede vi at prøve stedets restaurant vel vidende, at
den ville have svært ved at leve op til gårsdagens gode oplevelse. Og
det var også helt korrekt, maden var ok, men den fik altså ingen
klokker til at ringe!
Vores sidste feriedag gik så fra Fuldaschleife og
hjem til Odense. Dagen før havde vi hørt fra andre danskere på
pladsen, at der var 6 km kø ude på motorvejen. Og ja et sted røg vi
ind i 6 km motorvej, hvor trafikken ikke flød så hurtigt – faktisk
tog de 6 km 30 minutter - men trafikken gik aldrig helt i stå og så er
der jo håb. For første gang i mange år var vi ved den danske grænse
i butikkernes åbningstid, så vi benyttede os lige af det og fik købt
lidt drikkevarer og andet med hjem. Vi kom hjem kl. ca. 17.30 efter 632
km og 9 timers kørsel.
Til sidens top
Vores første sommerferie
i campingvognen har klart givet os mod på flere! Det var ikke så svært
at komme rundt, som vi havde forestillet os, selvom vi godt nok synes,
at mange benzinstationer er dårligt indrettede, når man har kassen
bagefter!
Vi har haft tilsyneladende haft pakket
campingvognen fornuftigt, for det var ikke meget vi ændrede på
undervejs. Vi har nydt, at vi bare skulle køre de 4 ben ned for at
kunne sove og også at vi er sluppet for at pakke bilen hele tiden.
Bagagerummet på bilen har nærmest kun indeholdt vores ekstra køletaske,
som simpelthen ikke kan komme ind i campingvognen.
Nå ja vi bliver nok også nødt til at nævne
vores nye bil – den har været helt fantastisk. Trukket rigtig godt op
alle steder og vi har ikke skulle bruge gearstangen ret meget! Den har kørt
ca. 10 km/l, når vi har kørt med campingvognen og over 16 km/l uden. Så
vi kan kun være godt tilfredse med, at vi skiftede inden ferien.
Vi har dog fundet ud af, at vi skal have købt et
solsejl inden næste år. Vi synes, det tager for lang tid at sætte
forteltet op, men vi vil gerne have lidt skygge og tørvejr foran døren.
I år kunne vi jo ikke undvære forteltet, for Morten og Louise skulle
sove i den ekstra sovekabine. Måske bliver vi nødt til at have
forteltet med næste år igen – hvis vi igen er så heldige, at de
alle vil med, ellers kan vi tre nu godt klare os med et solsejl.
Til sidens top |
|
Fakta om ferien 2009:
| Antal km. i alt: |
5175 km |
| Antal overnatninger: |
27 |
| Antal personer: |
4 - 3 voksne/1 barn (+ 2 'gæster' i 1 uge...) |
| Forbrug pr. dag: |
1005 kr. |
| Vignetter og bompenge: |
1148 kr. |
Nøgletal for ferien 2009:
| |
Klosterneuburg |
Borje |
Auto Kamp Kate |
| Pizza: |
337,00 (på pizzeria) |
- |
174 kr. |
| Morgenbrød |
39 kr. |
15 kr. |
20 kr. |
| Is |
77 kr. |
53,40 kr. |
60 kr. |
| Overnatning |
284 kr./nat |
346 kr./nat |
185 kr./nat |
| Restaurant: |
- |
457 kr. |
545 kr. |
| Internet: |
10 cent/min. |
nej |
ja - gratis! |
| Temperaturer: |
23-24 |
? |
25-31 |
| |
Vranjika Belvedere |
C. Hinterberg |
C. Zur Fuldaschleife |
| Pizza: |
300 kr. (på pizzeria) |
- |
- |
| Morgenbrød |
21 kr. |
27 kr. |
24 kr. |
| Is |
62 kr. |
- |
- kr. |
| Overnatning |
267 kr./nat |
228 kr./nat |
190 kr./nat |
| Restaurant: |
451 kr. |
380 kr. |
326 kr. |
| Internet: |
20 kuna/ ½ time
30 kuna/ 1 time |
? |
? |
| Temperaturer: |
27-37 |
? |
? |
Links:
|
|
|