|
Turen gik i 2005 til Italien. Vi voksne havde talt om Rimini og Pisa -
vores søn på 15 ville gerne til Rom. Da vi fandt ud af, at der
kun er ca. 200 km fra Pisa til Rom og vi jo havde 4 uger til rådighed,
besluttede vi, at vi godt kunne nå
det hele!
Søren havde længe talt om Schloss Neusweinstein ved Füssen i
Tyskland og den endelig plan kom derfor til at se således ud:
Første stop blev Terrassen Camping
ved Ossiacher See og derfra videre sydpå til Camping Rubicone nord for
Rimini. Herfra gik turen så videre til Camping
Roma, hvor vi ville se os
om i Rom og til Camping Molino a Fuoca ved
Cecina. Som sidste stop hjemad
valgte vi Camping Brunnen ved
Füssen.
I
bunden af denne side findes en faktaboks og en nøgletalsboks.
|
| Vi forlod Danmark for at krydse grænsen ved
Flensborg. I Flensborg handler vi altid diverse proviant som sodavand og
chokolade til køreturen. Og i år var der ingen forandring i det!
Turen ned gennem Tyskland foregik om natten og der var stort set ingen
problemer undtagen oppe ved Hamburg, hvor Elbtunnelen var lukket, så vi
måtte finde en anden vej.
Efter ca. 19 timer og 1500 km ankom vi derfor allerede kl. 10.00 til
Terrassen Camping ved Ossiacher See. Det
var den 20. juni og der var masser af pladser at vælge imellem! |
 |
Pladsinfo: Terrassen Camping er en stor plads
beliggende lige ned til Ossiacher See.
Pladsen har ikke megen beplantning
og vi valgte en plads helt uden skygge, men højt beliggende på en
terrasse med en rigtig dejlig udsigt ud over søen og med bjergene i
baggrunden.
Toilet- og badeforhold på pladsen er fine og rene. Der er fint med varmt
vand i bruserne.
På pladsen findes et supermarked og en restaurant. |
|
Ved
søbredden er en lille legeplads.
Man kan sagtens bade i søen, som har en lidt mudret bund, men benytter
man badebroen, så er der så dybt, at man kan svømme med det samme.
Søen har en fin temperatur, selvom den ikke føles så varm denne gang,
som sidst vi var her.
Eneste minus er alle de andefugle og dertil hørende lorte, der findes
på det græsareal ned til søen, som er beregnet til at solbade på. Men
så er man glad for at vaskemaskinen er opfundet...
I nærheden er der mulighed for at prøve f.eks. paragliding.
|
 |
Vi havde denne gang ikke forberedt nogle udflugter
fra pladsen, dels har vi set de nærmeste attraktioner før og dels
betragtede vi dette stop som ren afslapning – som en måde at få ferien
rigtig ind i kroppen!
Men vi tog et par ture ud i Erdbeerland – en plukselv-jordbærmark
et lille stykke væk fra pladsen. Og så spiste vi til vi revnede og tog
desserten med hjem til aftensmaden. |
 |
Ligeledes besøgte vi rodelbanen – den ligger ca. 500 m væk fra
campingpladsen og er en form for sommerkælkebane.
Rodelbaner er i høj
kurs hos alle i familien. Denne her er ikke så lang, til gengæld er den
ikke så dyr, man kan købe 6-turskort og så har den to ’rør’ ned:
et for dem, der vil køre hurtigt og et for dem, der kører knap så
hurtigt. Vi valgte det hurtige!
Til sidens top |
|
Efter 4 overnatninger på pladsen var vi kommet i en
afslappet feriestemning og vi pakkede camp-letten sammen for at køre
videre ned i Italien.
Vi fulgte motorvejen ned til Venedig og derfra ville
vi tage hovedvej E55 ude ved kysten videre ned mod Rimini. På kortet en
fin hovedvej – i virkeligheden en utrolig ujævn vej uden udsigt. Med
utrolig mange stop undervejs pga. lyskurve i byerne. Så det gik knap så
hurtigt som forventet.
I alt blev en strækning på 475 km tilbagelagt på
denne dag. Vi ankom til Camping Rubicone
kl. ca. 18.00 og fik nogle pladser i udvalg, men endte op med selv at
finde en, der passede os. |
|
Pladsinfo: Camping Rubicone er en stor plads
med forholdsvis meget larm og liv – i hvert fald i forhold til pladsen i
Østrig.
Pladsen er opdelt i forholdsvis små parceller med hæk
i mellem og på stort set alle pladser er der en eller anden form for
skygge.
Toilet- og badeforhold er rigtig gode og der var varmt vand til
aftenbadet.
Stranden er dejlig med en gratis parasol pr. parcel og med det
karakteristiske sorte sand. Vandet var inde på det lave uklart pga.
ophvirvlet sand men utrolig varmt. Faktisk var det så varmt, at hvis man
kom ude fra det dybere og koldere vand, så føltes det brændende. Vi nød
dog at kunne bade uden at komme til at fryse.
På pladsen findes et stort supermarked med alt. Et par km. væk findes et
større center, med en rigtig stor dagligvareforretning.
Pladsen har egen
pool - vi har ikke prøvet den, for den så langt fra spændende ud!
Der er underholdning på pladsen om aftenen for store og små og der er
netcafe for dem, der har brug for det. Der er også et fint pizzeria, hvor
man enten kan 'spise her eller med hjem?'.
|
 |
 |
 |
Eneste minus ved den her plads er myggene - der er
rigtig mange af dem!
Hjemmefra havde vi planlagt en
udflugt til San Marino – en lille stat på 61 km² ca. 30 km væk fra
Camping Rubicone.
Hovedattraktionen i staten San Marino er hovedstaden San
Marino! Den er, som en stor borg, placeret højt på en klippe og med en
ringmur hele vejen rundt om. Vi tog liften op - på italiensk 'Funivia'
fra byen Borgo Maggiore, men det er muligt at vandre
op.
Byen består af mange små og smalle gader med turistbutikker overalt!
Der er en fantastisk udsigt og i klart vejr kan man se helt ud til havet.
Da vi var der, forhindrede varmedisen os dog i det. I byen findes flere
museer og man kan tage turen rundt til de tre tårne på ringmuren – det
ene tårn er et gammelt fængsel uden dør. Så var man da sikker på at
holde fangerne inde! |
En anden planlagt udflugt hjemmefra gik ind til
byen Rimini syd for Camping Rubicone.
På havnen findes et delfinarium med
5 delfiner. Ingen af os havde før været til et delfinshow, så alle så
frem til det med spænding.
Inden man får lov at komme til delfinshowet, skal man dog lige gennem et
kedeligt akvarium, men når så delfinerne først kom i gang, så var det
meget flot. De var dygtige og kunne de flotteste ting, og trænerne kunne
en masse italiensk men knap så meget engelsk.
Til gengæld kunne de få delfinerne til at plaske publikum over med vand,
så et godt råd er at undgå første række. Men alt i alt en stor succes
i vores familie. Og så kan man kun spørge sig selv om delfinerne havde plads nok…
Til sidens top |
 |
|
Efter 5 overnatninger gik turen videre mod Rom. På
vejen ville vi holde siesta i Assisi, men det var helt umuligt at finde en
p-plads, når vi havde camp-letten bagpå. Det er helt nyt for os ikke at
køre solo, så vi blev noget overraskede over, at der ikke var p-pladser
til os med noget bagefter.
Efter 435 km kørsel ankom vi til Camping Roma den
29. juni omkring kl. 17.00. Først blev vi checket ind med alle
oplysninger og derefter kunne vi så gå ind og finde en plads. Stor var
vores forbavselse: ingen græs, mange sten og skærver og kun delvis
skygge. Det var den ’flot anlagte’ plads, som vi havde læst om
hjemmefra! |
Pladsinfo: Som sagt, helt uden græs, når man
så bort fra et par mindre områder forbeholdt teltcampister. Jorden var hård
– rigtig hård. Vi kunne simpelthen ikke pløkke hele teltet på
camp-letten, men fik de vigtigst pløkker i og så bandt vi ellers
bardunerne fast til de to træer, som vi var heldige at have og til tagboksen
på bilen.
Bade- og toiletforhold var som sådan ok, selvom de lukkede hele
bygningen, når de gjorde rent.
Der er ingen indkøbsmuligheder på pladsen, men overfor pladsen ligger et
stort supermarked, som dog har lukket den 29. juni pga. en eller anden
lokal helligdag!
Pladsen har egen pool, hvilket er skønt, når man kommer tilbage efter en
lang udflugtsdag.
Største minus er afgjort det store antal af sengepladser til udlejning i
telte og bungalows. Der er RIGTIG mange og derfor er der også rigtig
mange unge mennesker på interrail her! Og det er nok også, at derfor pladsen
tillader sig at holde diskotek til kl. 3.00 om natten.. |
 |
 |
 |
Campingpladsen har egen shuttlebus ind til Vatikanet.
Den kører hver time og det koster 2 euro for en returbillet. Vi købte
billetter til to dage – dels var det let og dels var bilen jo tøjret til
camp-letten!
Første dags udflugt blev en gåtur rundt i Rom. Første rigtige stop
blev den
spanske trappe, men på vejen derhen krydsede vi Tiberen og gjorde stop for
at fotografere. Den spanske trappe var ganske imponerende – det var
antallet af mennesker også! I øvrigt har den fået sit navn, fordi den
ligger tæt på den spanske ambassade.
|
 |
Men som danskere synes vi, at det
er mere vigtigt, at man, når man står på toppen af trappen og kigger
ned af gaden overfor, kan se det danske flag udenfor den danske ambassade!
Fra den spanske trappe gik vi videre til Trevi-fontænen, som ligger på
et så lille torv, at det er svært at komme langt nok væk, når man vil
fotografere den.
Fra Trevifontænen gik vi videre op mod Forum Romanum og
Palertinerhøjen. Det er de ældste ruiner, som man har i Rom og det er
utroligt, at så meget har fået lov at stå inde midt i byen.
Feriens
bedste trick kommer her: Til Forum Romanum er der gratis adgang, men
ruinerne er flottere og bedre bevarede på Palertinerhøjen, hvortil der
opkræves entre. Ved
Palertinerhøjen er der ingen billetkø og da billetten til Palertinerhøjen
også gælder til Colosseum, hvor billetkøen er min. 1 time lang, så får
man lige en masse tid foræret, hvis man køber sin billet ved
Palertinerhøjen.
Colosseum ligger ca. 300 m fra Palertinerhøjen og er meget imponerende. Inden vi tog
på ferie, så vi filmen Gladiator, da den giver et godt billede
af livet i og omkring Colosseum, dengang det var i brug. |
 |
|
Men mest imponeret
var vi over, at man for at bygge Colosseum havde været nødt til at
dræne området, som
ellers var en sø. Og en del af disse kloakrør bruges stadig!
Colosseum fik
også et specielt lerlag, så man kunne oversvømme arenaen og holde søslag
her.
Fra Colosseum gik vi videre til Pantheon, som er den ældst bevarede
bygning i Rom. Den er fra ca. 125 e.kr.
|
 |
 |
Den har et stort hul i taget, men
efter sigende skulle det ikke regne meget ind. Bygningen har altid været
et religiøst sted, nu er det et kristent sted, men tidligere har den været
tempel.
Feriens nok dårligst brugte penge: Person klædt ud som romersk soldat: I
må godt fotografere – det gør vi så – hvorefter han siger ’5 euro
– please’. Nå, men han var klædt pænt ud!
Til gengæld tog vi billedet her til venstre på lang afstand, så her
slap vi for at betale... |
 |
 |
| Næste dags besøg gjaldt Peterskirken. Heldigvis gik det hurtigt gennem safety-checket og heldigvis
var vi passende klædt på med dækkede knæ og skuldre – ellers var vi
ikke kommet ind i kirken.
Efter en tur rundt inde i denne imponerende
kirke, hvor vi gav den danske billedhugger Thorvaldsens gravmæle til
pave Pius 7. en særlig opmærksomhed, gik turen op i
kuplen.
Kuplen er indvendig 42,52 m i diameter og gulv til kuplens top er der 119
m.
|
 |
Vi tog elevatoren op til taget, hvorfra der er en flot udsigt ud
over Peterspladsen og man kan se, hvor store skulpturerne allerøverst
oppe på kolonnaden i virkeligheden er.
Feriens kuriosum: der er
toiletter, souvenirshop og ’refreshment’-sted på taget. Og taget følger
hvælvingernes buer inde i kirken, så det går op og ned!
Hvis man vil
helt op i toppen af den store kuppel, så må man på gåben op af en smal,
ensrettet trappe, der følger kuplens runding. |
 |
 |
Men det er alle 537 trin værd – man får en flot udsigt ud over
Peterspladsen, Rom og Vatikanets have.
Turen ned
fra toppen går via en anden smal trappe, som ender inde i selve
kuplen, hvor man får mulighed for at komme helt tæt på de store
malerier, som i virkeligheden er mosaikker, som består af
millioner af små sten.
Da vi igen var kommet ned, gik vi ned i
gravkammeret under kirken og defilerede forbi pave Paul II’s grav. Paven
døde foråret 2005 og der var mange nonner og præster, som var der for at
sige et sidste farvel. |
Besøgets
mere makabre del var dog oppe i selve kirkerummet, hvor flere balsamerede
paver lå fremme til udstilling i glaskister. Foran var så opsat en
pengebøsse, hvori man kunne lægge penge til vedligeholdelsen af den
enkelte pave.
Til sidens top |
|
Efter en næsten søvnløs nat valgte vi at rykke
nordpå – vi orkede ikke pladsen længere! På vej nordpå lagde vi vejen
forbi Monsterparken i Bomarzo. Det er en ældgammel park med en del skæve
og mærkelige skulpturer, men det mest monsteragtige ved parken er
entreprisen!
Efter ca. 400 km og 7 timers kørsel/sightseeing
ankom vi lørdag den 2. juli til Camping
Molino a Fuoca kl. ca. 17.00. Vi var heldige at få en plads for den næste uge. |
Pladsinfo: Camping Molino a Fuoca ligger helt
ud til vandet (man skal dog krydse et stykke fyrskov) i udkanten af den
lille by Vada nær Cesina syd for Pisa. Pladsen er stor og der er skygge på
alle parcellerne, fordi der er hængt ’jordbær-net’ op over alle
parcellerne. De fleste parceller er omkranset af en lav hæk og jorden er
dejlig blød og vældig fin at pløkke i.
Største minus er, at man ikke må parkere bilen inde på pladsen, men kun
ude på en lukket p-plads. Til gengæld er det trygt for børnene at færdes
her. Bade- og toiletforhold er fine, selvom her er lidt kø ved bruserne
ved badetid og det varme vand rækker ikke altid til alle. Der er et lille
supermarked, med det mest nødvendige, på pladsen, men bare 3 km væk
inde i Vada er der et stort Coop-supermarked.
Stranden er sand og mens vi var der, var der ikke tang i vandet, men da
der nogle steder oppe på sandet ligger tang, så må det komme ind nogle
dage. Vandet bliver hurtigt dybt med store bølger og er noget koldere end
det, vi oplevede ved Rubicone. |
|


|
Vores første udflugt gik ind i
landet – ind til byen San Gimignano.
Byen er kendt, som byen med de
mange tårne og bymidten er en gammel, lille by med et charmerende torv og
en vildt god, hjemmelavet is. Men også med mange turister og
turistbutikker. Selve bymidte er gågade-område, men der er en stor
p-plads lige uden for byen. Mod betaling, selvfølgelig...
I dag er her 15 tårne tilbage, men en gang var her 72. Tårnene varierer fra
15 til 54 m i højden, så de er ikke alle lige synlige.
Vi tog turen op i rådhustårnet - Torre Grossa - og entreen hertil dækker
også indgangen til et lille museum.
Men det er ikke nemt at få et
billede af alle tårnene herfra, for de ligger meget spredt. Til gengæld findes der en
offentlig park - La Rocca - i udkanten af byen. Det var oprindeligt et
fort, men nu er der kun nogle få ruiner tilbage. Men her er et lille, gammelt tårn og fra dette
tårn, kan man tage de flotteste billeder.
|
 |
 |
| Et af hovedmålene for ferien i år
var Pisa, så en formiddag satte
vi næsen mod Pisa for at se det skæve tårn.
Det skæve tårn i Pisa er
skævt, men det fylder ikke så meget ved siden af kirken og dåbs-
kapellet
lige ved siden af.
Alt er udført i marmor – selv kantstenene langs
fortovene – og nogle steder også selve fortovsfliserne. Vil man op i tårnet
eller ind i kirken og kapellet, så skal man betale entre og børn under 8
år må ikke komme op i tårnet.
Fra Pisa fortsatte vi nordpå til Massa
og Carraca, hvor vi fulgte skiltene ’Cave di Marmo’ ud til marmor-
brudene. Der er rigtig mange steder, hvor de bryder marmor og nede i
byerne støder man konstant på store marmor- savværker og sættevogne med
store blokke af marmor. Savværkerne udstiller store plader af poleret
marmor og det findes i et utal af farver.
Til sidens top
|
 |
| Efter en dejlig uge på Camping Molino a Fouca
måtte vi videre nordpå. Vi havde rigtig langt og hoppede derfor med det
samme på motorvejen. I alt kørte vi denne dag næsten 800 km og det tog
ca. 10 timer. Heldigvis er vi 3 med kørekort, så vi kan skiftes til at køre.
I Østrig tog vi vejen over Fernpass, en meget smuk tur. Vi ankom til
camping Brunnen i Füssen den 9. juli omkring kl. 19.30 og de havde en
plads tilbage med strøm, så den tog vi! |
|
Pladsinfo: Camping Brunnen er en nydelig campingplads
i Sydtyskland på grænsen ind til Tyskland.
Den er tysk, når det er
bedst: der var rent og pænt og så måtte man ikke smide affald
ud efter kl. 20.00, fordi låget på containeren larmede lidt…
Den ligger lige ned til en sø, som man skal kunne bade i. Pga. vejret prøvede
vi ikke lige det.
Bade- og toiletforhold er utrolig lækre og rene og der
er fint med varmt vand. Pladsen har køkken med opvaskermaskine!
På
pladsen er en lille butik, men tæt på findes et større Spar-marked i
forbindelse med en benzintank.
|
 |
 |
Vi ville besøge
Schloss Neuswanstein – et gammelt slot, som aldrig blev færdigindrettet.
Det ligner et rigtig Tornerose-slot udefra. Først brugte vi et par dage på
at vente på bedre vejr – det regnede 24 timer i døgnet og det var ikke så
sjovt. Samtidig var temperaturen nu nede omkring de 10 grader og efter et
par dage begyndte sengetøjet at føles fugtigt, når vi gik i seng.
Og selvom det er sjovere at tage på udflugt i tørvejr,
så endte vi alligevel med at tage op til slottet i regnvejr – for vi skulle snart hjem. |
Billetten til slottet skal købes nede ved p-pladsen og
man skal købe den til en bestemt rundvisning. Fra p-pladsen er der ca. 30
min. gåtur op til indgangen til slottet. Her ventede vi så yderligere 40
min. i silende regn, før det var tid til vores rundvisning.
Inde i slottet er der dog tørt og lunt og meget
smukt med store vægmalerier. Desværre har guiden travlt, vi kunne
sagtens have brugt meget mere tid til dels at se detaljerne og til dels at
oversætte for den mindste. Efter 45 min er vi ude igen! Vi tog turen over
til Marias Bro, hvorfra der er en pragtfuld udsigt til slottet. Når man
ellers kan se det for regnskyer!
Efter en dejlig lang ferie kørte vi dagen
efter nordpå og hjem – en tur på ca. 1200 km.
Til sidens top
|
Fakta om ferien 2005:
| Antal km. i alt: |
5643 km |
| Antal overnatninger: |
23 |
| Antal personer: |
4 voksne/unge og 1 barn |
| Forbrug pr. dag: |
1071 dkr. |
| Vignetter og bompenge: |
702 dkr. |
Nøgletal for ferien 2005:
| |
Ossiacher |
Rubicone |
Roma |
Molino |
Brunnen |
| Hente pizza: |
|
233 dkr. |
|
179 dkr. |
|
| Morgenbrød |
39 dkr. |
46,8 dkr. |
|
39 dkr. |
16 |
| Is |
57 dkr. |
68 dkr. |
|
97 dkr. |
|
| Overnatning |
345 dkr. |
360 dkr. |
392 dkr. |
363 dkr. |
312 dkr. |
| Restaurant: |
363 dkr. |
|
359 dkr. |
546 dkr. |
|
| Temperaturer: |
29-34 |
31-35 |
35 |
29-34 |
Koldt |
Links:
|