| I år havde vi jo valgt at starte sæsonen med en tur til
Gardasøen, men weekenden efter, at vi kom hjem fra Italien, så gik turen
mod Vindebyøre Camping på Tåsinge, som er vores nye forårsplads.
Vi syntes, vi havde brug for at se noget nyt og havde allerede sidste
sommer lige kigget forbi Vindebyøre og med det samme besluttet, at den
så rigtig hyggelig ud og bestilt en plads.
|
 |
Vi ankom til Vindebyøre Camping i strålende solskin -
rigtig dejligt, når nu vi lige skulle bruge et par timer på at få sat
det hele op.
Vi har fået en fin plan plads, så her er der ikke nogen der triller
ud af sengen
Vigtigt er det også, at der er plads til at Smilla kan være foran
teltet - og det kan hun fint her.
En egentlig beskrivelse af pladsen kommer lidt senere, for når vi
skal være her så længe, så kan vi lige så godt lige få en føling
med pladsen, før end vi kaster os ud i beskrivelsen. Men den skal nok
komme. |
Her den første weekend havde vi ikke de
store planer, men vi skulle jo bl.a. have fundet ud af, hvor vi kunne
lufte Smilla. Lørdag fik vi derfor udforsket det nærliggende område
Skansen. Skansen er en græsklædt odde, som i år bliver afgræsset af
nogle store 'bøffer'
Man må dog gerne gå ind til dem - også med hund - og de er ganske
fredelige, selv når Smilla kom i nærheden. I kan se billeder her og
her. |
 |
 |
 |
På Skansen findes mange urter og buske og området er
yngleplads for mange fugle bl.a. viben og strandskaden.
Fra Skansen er der en utrolig flot udsigt over mod Svendborg og
Svendborgsundbroen. Herunder kan man se bådebroen ved campingpladsen. Det
er også her færgen 'Helge' lægger til....
Kilde: folder om Øhavsstien
 |
| På vej retur til campingpladsen går stien gennem denne
lille skov - så smuk som kun en dansk skov kan være om foråret.
Billedet herunder er taget tæt på campingpladsen og viser udsigten
ind mod Svendborg. Men mon ikke der kommer flere billeder herfra senere?
 |
 |
Selvom pladsen putter sig i de høje bøgetræer til venstre
på billedet, så er der en række pladser med den skønneste udsigt ud
over Svendborgsund.
Disse pladser kan kun bruges af 'nomader' - men vi var rigtig glade for
ikke at ligge der i den første weekend, for det blæste rigtig meget ude
fra sundet og ind over pladsen.
 |
 |
Ud over de smukke udsigtspladser er her også en sø på pladsen og på
billedet lige herunder kan man lige ane søen. Her ligger man mere i læ
og har stadig en dejlig udsigt.
Vi ligger på et mere åbent stykke - det passer os rigtig fint, for der
er ikke langt til legepladsen, toilettet eller køkkenet. Derudover så er
det også dejlig let at komme ud på 'marken', hvor vi kan lufte Smilla.
Og selvom der kommer ænder forbi vores plads, så er der væsentlig flere
nede ved søen. Smilla synes ænderne er frygtelig interessante, så
det gør ikke noget, at der ikke kommer så mange forbi  |
 |
 |
 |
 |
Der er også mulighed for at leje en hytte på pladsen - der er to
forskellige typer, som det kan ses på billedet her til venstre!
Campingpladsen er 3* og som allerede nævnt meget hyggelig. Her findes
en kiosk med det mest nødvendige (Sabrina siger, at det mest nødvendige
er slik og Søren, at man kan købe en ekstra pløk...man kan begge dele
) Ellers skal man ind til Vindeby et par kilometer væk for at handle -
her findes i hvert fald en dagli'Brugs, en slagter og en bager - mere har
vi egentlig ikke brug for. Et lille stykke væk fra pladsen kan man købe
lækre nye kartofler... |
 |
Morgenbrød kan man bestille i receptionen, så man slipper for at
skulle af sted hver morgen.
Toiletbygningen på billedet her til venstre er den største. Her
findes også baderum, familierum, køkken og vaskemaskiner. Alt sammen er
lækkert - især familierummene og køkkenet ser meget nye ud. I køkkenet
findes både almindelige ovne og mikrobølgeovne.
Legepladsen ses foran toiletbygningen - der er også en hoppepude, men
den holder siesta... Derudover findes en klappeged, kaniner og fugle. Se her |
 |
 |
I bededagsferien gik vi op og handlede og lagde vejen forbi
Vindeby Havn. Vindeby havn var oprindeligt færgehavn ind til Svendborg -
altså før Svendborgsundbroen blev bygget i 1962. Havnen er langt fra så
stor som Bogense Marina, men den ligger lige så smukt som campingpladsen.
Og så ligger her en enkelt cache - som vi selvfølgelig har fundet  |
 |
I bededagsferien tog vi også ud på en større geocachingtur - vi fandt
21 caches på en dag, hvilket er ny personlig rekord for os. Turen bragte
os rundt mange fine steder på Tåsinge og her kommer et udpluk:
Først et billede af en kolo-enorm eg - læg mærke til vores bil der
står nede under den og Sabrina der går rundt ved stammen.
Træet hedder Ambrosius Stubs Eg, er plantet år ca. 1600 og
stammen måler 7.5 m i omkreds.
Ambrosius Stub var digter og huslærer på Valdemar Slot omkring 1750.
Kilde: www.svendborghistorie.dk |
 |
Turen kom også til at gå forbi Landet
Kirke. Kirken er den
ældste på øen - den er ganske enkel og smuk og ligner en gammel dansk
landsbykirke - hvad den jo også er.
Den er bygget i 1600-tallet, altertavlen stammer fra 1538 og er udført
på Lucas Cranach den ældres værksted.
 |
| Kirken er nok mest kendt for Elvira Madigans og
Sixten Sparres gravsted.
Elvira Madigan var den kendte linedanser som turnerede
med moderens og stedfaderens cirkus. De optrådte over det meste af Europa
og kom i 1888 til Kristianstad i Skåne. Her forelskede den svenske
adelsmand og løjnant Sixten Sparre sig i Elvira og han kom aften efter
aften for at se forestillingen. Året efter, da cirkusset kom til en anden
svensk by, kom han igen og parret indledte et forhold som måtte holdes
hemmeligt, da Sixten var gift og havde 2 børn.
De fortsatte forholdet og i juni 1889 skrev Sixten til
Elvira og fortalte at han var blevet skilt. Elvira pantsatte sine smykker
og tog straks med toget hen til Sixten. Sixten deserterede fra militæret
og tog via København til Svendborg, hvor de lod som om de var på
bryllupsrejse.
I juli ankom et andet cirkus til Svendborg og de blev nu nervøse for
om de ville blive genkendtog flygtede derefter til Troense. Da de løb
tør for penge og ingen ville låne dem flere, sagde de, at de tog på
skovtur. De tog ud i Nørreskoven, hvor Sixten først skød Elvira og
derefter sig selv.
Kilder: www.landetkirke.dk
og da.wikipedia.org |
 |
 |


|
Et enkelt idyllisk gadekær skal I da heller ikke snydes
for. Dem er der rigtig mange af på Tåsinge og ved mange af dem er der
gemt en cache.
Ved dette gadekær i Gesinge kvækkede frøerne lystigt, så mon ikke
også de nød det fine forårsvejr? Næste billede viser Capeshøj. Capeshøj
er resterne af en gammel langdysse fra stenalderen med et kammer. Dertil
kommer, at der i bronzealderen er blevet lavet en gravhøj med mindst 3
grave ovenpå langdyssen.
I dag syner stedet ikke af meget - dette skyldes primært, at man i
1952-68 har fjernet rigtig mange af de store sten på stedet.
Da der ikke er meget høj over højen, kan den være svær at sætte
størrelse på, men arkæologerne angiver en diameter på 40 m og en
højde på 2 m. Kilde: www.geocaching.com Det
næste billede viser Lille Vejlegård - et lidt særpræget hus opført i
1915. Lille Vejlegård blev opført i forbindelse med, at Søren Lolk
udstykkede 10 tdr. land af Vejlegaardens egne jorde til 10 selvstændig
landbrug, som primært skulle dyrke frugt. Søren Lolk var en noget
særpræget mand - han blev født i 1876 og døde i 1933. Han var en
selvstuderet mand, men havde dog været på højskole. Hans ideer spændte
vidt: fra vegetarisk mad, over markarbejde udført nøgen til ikke at slå
sine børn.
Han holdt folkefester på Vejlegaarden med foredrag af bl.a. Jeppe Aakjær,
Peter Sabroe og Martin Andersen Nexø. Kilder:
www.svendborghistorie.dk
og www.geocaching.com |
 |
 |
| De sidste billeder fra dagens geocache-tur
kommer fra Tåsinge Vejle. I stenalderen var hele øhavet tørt land, men
for ca. 7000 år siden trængte havet ind over land, så kysten lå 1 km
fra Vejlen. Ca. 1000 år senere trængte vandet helt ind i Vejlen. I 1765
blev der opført en dæmning med sluse, da kammerherre Niels Juel ønskede
at skabe græsningsarealer på Vejlen. Efter at havet brød gennem
dæmningen i 1904/1905 blev Vejlen aldrig helt tørlagt igen.
I 1997 købte det daværende Fyns Amt Vejlen og Noret for at forbedre
forholdene for dyrene og planterne i området. Planen var at nedlægge de
store rørskove og i stedet etablere engarealer, hvor vandfuglene kunne
yngle. Det er lykkedes til fulde - i dag yngler ca. 30 arter af vandfugle
i området.
Der er offentligt adgang til området og et fint fugleskjul, så man
kan sidde og iagttage fuglene.
Kilde: folder fra Fyns Amt - kan ses her: www.visitfyn.com |
Så blev det Kristi Himmelfartsferie og Søren var rigtig heldig at
have fri alle dagene - det lykkedes jo ikke altid, nå han nu arbejder på
OUH.
Det gode vejr blev brugt på dels at slappe af ovenpå vores
sølvbryllup op til ferien og dels at finde flere af Tåsinges cacher. |
 |
 |
De første billeder her stammer fra Tvedeskov - hvor vi
selvfølgelig var ude på en kombineret skov- og geocachingtur!
Inde midt i skoven ligger resterne af en gammel runddysse fra 3950-2801
f.kr. - men den er ligesom Capeshøj meget ødelagt.
På vej tilbage til bilen så vi et rådyr lige midt på skovvejen - så
var den dag reddet 
Inde på en sidevej havde vi på udturen set disse kasser stablet oven på
hinanden og skulle da lige ind og se, hvad det var for noget - det er
bistader - men de mangler nu noget i charme i forhold til de gamle træstader  |
Helt ude på enden af Vemmenæs i Stenodde Skov ligger to caches. Turen
ud til dem går af en sti gennem skoven og langs vandet og det var helt
utrolig smuk tur i varmen. Vi mødte kajakfolket, som holdt pause på
stranden og gæssene som trak længere ud på vandet, når de så hunden
og den enorme rovfugl, der blev jaget af en krage... |
 |
Bjerreby kirke er opført i 1905-06 som erstatning for en
middelalderkirke, som var blevet så ringe, at man valgte at rive den ned.
Det meste af kirkens inventar stammer dog fra den gamle kirke.
F.eks. den romanske døbefont, sidealtertavlen, der viser Sct. Morten i
sit bispeskrud og altertavlen med sine fine |
 |
 |
udskårne, malede og forgyldte figurer. Sidstnævnte er fra
1450 og viser Jesu lidelse, død og opstandelse.
Vi synes nu også, at de fine lyseholdere på søjlerne er flotte - de har
en fin reflektor-skærm bag og over lysene, så mon ikke de har kunnet
sende lyset ned i salmebøgerne?
Kilde: www.landetkirke.dk
 |
 |
 |
Et par billeder mere fra rundt omkring - det
første er taget ved Stjoul fiskeleje.
De to små øer er Store Rallen og
Lille Rallen.
På Store Rallen er der på den ene side klinter, som
digesvalen ynder at bygge bo i.
Det andet er fra rastepladsen ved Siø-dæmningen.
Her til højre ses Svendborgsundbroen så fra 'den anden side' - vi var
ude at geocache i Horseskov og kunne ikke stå for udsigten! |
 |
 |
Vi ville også have været ind
i kirken, men den var låst af. Efterfølgende har vi checket
'åbningstiderne' og mon ikke vi finder en dag, hvor der er åbent.
Selve kirken er ældre ned den ser ud til - dette skyldes at den før
har været en hvidkalket middelalderkirke med 1-1,5 m tykke
kampestensmure. Den røde udvendige skal mur er først kommet til i
1882-83
Det er også derfor der står 1883 på tårnet... Kirken, kor og hovedskib
stammer fra år ca. 1100. Siden er tårn og sideskibe og meget mere kommet
til. |
| Kirken hørte i mange år under Valdemar Slot,
som Christian IV lod bygge i 1627 og overdrager det til søhelten Niels
Juel i 1678. I 1940 overgår kirken til at blive selvejende og blive styret af et
demokratisk valgt menighedsråd.
Da kirken i så mange år hørte under Valdemar Slot, er slottets ejere
stadig ejere af gravkapellet og præsterne og de ansatte holder jævnligt
gudstjeneste og foretager andre kirkelige handlinger i Valdemar Slots
Kirke.
Forhåbentligt kan vi snart vende tilbage med mere fra kirkens
indre.
Kilde: www.bregningekirke.dk/ |
Her er så Vindebyøre Campings nye beboere! 2 fine nye geder, som i de
første dag må gå for sig selv i et bur, hvor de hverken kan få besøg
af den gamle ged Buller eller af alle børnene.
Man kan dog godt fodre dem med grønt gennem et lille hul i hegnet, så
de lider ingen nød  |
 |
 |
I pinsen kom slagteren fra Vindeby og
grillede lækker mad til alle, der havde lyst til grillmad
Der kom også en meget festlig fyr, som forsøgte at lære alle
interesserede at danse salsa - og zorba på australsk vis...
Det var en rigtig hyggelig aften.

|
| Og pinsen bød på en fantastisk solnedgang!
Vi plejer jo at lægge billeder op af solnedgange og I skal da ikke
snydes for en ved Svendborgsund.
Normalt så falder vi jo for solnedgangen ved havet eller i bjergene,
men her går den ned bag Svendborgs huse. Og det bliver den ikke
dårligere af! |
 |
 |
Det blev sidste weekend og de
små nye geder er blevet lukket ud i folden til den gamle ged.
Sabrina har brugt rigtig meget tid oppe hos gederne og hun glæder sig
allerede til vi kommer herned til næste forår igen.
Ja for det gør vi! Vi er faldet rigtig godt til på pladsen og udsigten
er jo hel fantastisk. Og til næste år vil vi udnytte hele perioden - i
år er jo blevet noget kort pga. turen til Gardasøen.
Men foråret har for os været et rigtig godt campingforår og nu ser
vi frem mod resten af årets ture! |
|
|
|
|