Korsika 2010

Årets sommerferie gik i år til Korsika – den franske ø, der ligger tæt på Italien og som vi havde hørt så meget godt om!

Vi besøgte i år to campingpladser på vejen ned til Livorno: Camping Paradies Franken lidt nord for Rothenburg ob der Tauber og Camping Città di Milano ved Milano.
På Korsika besøgte vi Camping Les Oliviers ved Île Rousse, Camping Asciaghju syd for Porto Vecchio og Camping Kalypso ved Moriano Plage.
På vej hjem havde vi først to overnatninger, der ikke foregik på en campingplads og derefter en på Camping Christophorus ved Memmingen.

I år var vi for første gang kun 3 af sted det meste af ferien – Morten og Louise kom dog flyvende ned til os efter først at have været en uge i Paris.

I bunden af siden finder I lidt ekstra informationer om f.eks. vores kortmateriale og erfaringer - og som altid en faktaboks og en nøgletalsboks.

Billederne på denne side kan også ses i en større udgave ved at trykke på den.

Vi kørte i år hjemme fra den 28. juni kl. 6.20 om morgenen. Normalt kører vi jo første stræk om natten, men Morten var lige blevet student og vi havde fejret ham med familien dagen før, så det passede bedst at køre om morgenen. Og som billedet fra Lillebæltsbroen viser, så var det en dejlig morgen.
Turen ned gennem Tyskland gik uden problemer – den smule vejarbejde vi stødte på, gav ikke anledning til kødannelser, så det blev en dejlig tur.
Da vi ikke gad køre mere, kiggede vi på kortet og fandt en campingplads. Så første nat kom til at foregå på Camping Paradies Franken i den lille by Walkershofen. Den finder man ved at tage afkørsel Gollhofen på A7 og derefter følge campingskiltene. Man skal ind gennem nogle småbyer og via nogle mindre veje, hvoraf en del er brosten, før man når pladsen.

Pladsinfo: Pladsen er meget åben og landet rundt om er meget fladt, så man kan se langt omkring. Vi ankom kl. 18.00 og kunne som sådan vælge et sted selv, men fik at vide, hvor det var let at holde uden at spænde fra og hvor der var kort til el og vand. Dejlig service. På pladsen var der ikke mange andre – faktisk var den nærmest tom, men værten fortalte, at ugen før var den næsten fuld…

Toiletfaciliteterne findes i kælderen (dog er der handicapfaciliteter i stueplan) og ser nye og pæne ud – et par steder ser det ud, som man ikke er helt færdige. Der er rent, gratis bad og når man tænker på antallet af gæster også rigeligt med varmt vand Som sagt er her meget åbent - man har plantet træer, men det tager en del år endnu før de kan skygge. Man har også sin egen restaurant, men den er lukket mandag og værten henviste os derfor til Gasthaus Fränkischer Hof i den nærmeste by Simmershofen. Der er bare en kilometer op og efter en lang køredag, så valgte vi at gå derop – og fik som altid på en gasthaus god og billig mad. 23,30 euro for os alle inkl. drikkevarer. På pladsen kan man bestille morgenmad og brød.


Efter en rolig og god nats søvn fortsatte vi videre sydpå mod Livorno. Vi kørte over Ulm og videre ned mod Bodensee og kørte til Schweiz via Østrig. Man skal jo have en vignet, når man kører på motorvejen i Østrig, men da man her skal køre et meget begrænset antal kilometer i Østrig, har man lavet en korridorvignet, der bare koster 2 euro. Til gengæld må man kun køre til afkørsel Hohenems (ca. 23 km), men det er heller ikke et problem, når man skal til Schweiz. I Schweiz skal man også have vignet – men både til bil og campingvogn. Vi fortsatte af motorvejen ned over San Bernadinopasset. Turen op over passet er en oplevelse – meget smuk, men den foregår i et spor og er man uheldig, så kommer man til at ligge bag en lastbil og så kan det komme til at gå noget langsomt… Vi kørte videre ned mellem Lago Maggiore og Lago di Lugano til Milano. Her kendte vi godt Camping Città di Milano, men valgte i første omgang en anden lidt uden for byen. Efter at have ledt efter den i en time og spurgt tre steder (som alle henviste til et campingcenter!), så opgav vi og kørte til Camping Città di Milano! Ved hjælp af gps’en fandt vi den let, også selvom der var vejarbejde og omkørsel, men den er ikke skiltet helt ude fra motorvejen, som den i Tyskland var det.
	Vi ankom kl. 18.30 og kunne bare selv vælge en plads. Et godt tip er at trække ned mod toiletbygning 2 – her er mere ro om aftenen. Det gjorde vi selvfølgelig ikke - men overlevede alligevel! Pladsinfo: Pladsen ligger inde i Milano ved siden af et stort badeland, som man får rabat til, hvis man bor på pladsen. Vi har ikke prøvet det. Parcellerne er små og bunden er en blanding af hård jord og kørefliser. Parcellerne er ikke afgrænsede, så vi valgte at holde uden at spænde af – der var mange pladser, som var
tomme. Her er god skygge fra mange træer, tæt til strøm og toiletter. Toiletbygningerne er pæne, rengjorte og der er gratis bad og nok varmt vand. På et udleveret kort har pladsen selv skrevet, at der er 400 m til Coop og til en bager. Der er både wifi og hotspot på pladsen, men vi har ikke afprøvet nogle af dem. Her er også et pizzeria og en mindre ’zoologisk have’ med får, kaniner, geder mm og da nogle af dem går frit omkring, så kan man opleve, at ænderne kommer helt ind i pizzeriaet, hvor de skider på gulvet og hønsene hen til morgenbordet, hvor de gerne spiser ens brød.
Så blev det onsdag den 30. juni og vi skulle køre det sidste stykke ned til Livorno og færgen. Bare 318 km, som kom til at tage 5 ½ time pga. et uheld lidt syd for Milano. Vi er også nødt til at nævne, at motorvejen ved Milano var et mareridt med køkørsel - både da vi ankom til byen og da vi forlod den igen. Derudover er der et par betalingsanlæg, som også sænker hastigheden. Et par billeder fra turen mellem Milano og Livorno:

Vi havde valgt at tage den sidste overnatning på havnen i Livorno. Egentlig havde vi læst om en indhegnet plads lige før porten ind til havnen, men den fandt vi ikke, så vi kørte ind på havneområdet. Her gælder det så om at bevare overblikket
Vi kørte ind kl. 15.00 (ikke noget problem – den sidste færge til Bastia den dag var sejlet) og blev henvist til et opmarchområde af vagten ved indkørslen – og det var da også skiltet. MEN kl. 22.00 går det op for os, at skiltet efterfølgende er blevet flyttet og vi holder i Corsican Ferries opmarchbåse til Bastia og IKKE i Mobys, som er dem vi skal sejle med. Vi får os derfor flyttet til en bane, som ikke er skiltet særligt tydeligt, men som der holder nogle i, som også skal med Moby. Denne bane ligger ved siden af et stort blåt hus og ligner bare en bred vej.
Da vi ankommer om eftermiddagen, sætter vi benene ned på vognen, checker havneområdet ud og går en tur op i byen. Det er ikke så let at finde ud af havneområdet, som er hegnet ind. Vi gik ud, hvor vi kørte ind (husk billetten – ellers kan det blive svært at komme ind igen!) og ud af vejen langs container-lageret. Ind under den første bro og hen over en kanal. Lige efter kanalen kan man dreje til venstre ind af en lille gade, som ikke ser ud af det store og ind under en ny bro. Lige efter broen drejer man til højre ind på noget, der måske kan kaldes en tilgroet vendeplads. I det bagerste hjørne af denne er der en trappe, som fører op til en større vej. Man følger vejen til højre og kommer ind tæt på bymidten.

Inde i byen gik vi en tur – Livornos bymidte er charmerende med en gammel fæstning ’Fortezza Nuovo’, en masse kanaler, som der er rigtig mange både på og man kan næsten hele tiden se kirken Chiesa di Santa Caterina med den høje 8-kantede kuppel.

Fortezza Nuovo er tegnet af Arkitekt Buontanlenti, men der har været mange andre ind over opførslen. Den er skabt i ca 1576 og er stjerneformet og skulle erstatte en ældre fæstning og være med til at gøre Livorno til den største havneby i området. Fæstningen er omgivet af kanaler – de såkaldte ’fossi’. Store dele af den blev voldsomt beskadiget under 2. verdenskrig.

Kirken Santa Caterina er bygget af arkitekt Giovanni Del Fantasia i 1720 og er en af hovedstenen i det område af Livorno, som kaldes Venedig-området. Egentlig skulle kuppelen have været rund, men man fik statiske problemer med overgangen fra 8-kantet kirke til rund kuppel og gjorde derfor også den 8-kantet. Kirkerummet er som skrevet 8-kantet med 7 store sidekapeller i væggene.
	Væggene er dekoreret af Antonio og Jacopo Terreni og kuplen af Cesare Maffei og altertavlen er af Vasari og viser Kroningen af Jomfruen. Byen har også en bred gågade og kan sagtens bære et besøg på nogle timer, men seværdighederne står ikke lige frem i kø…

	Efter at have spist på havnen og flyttet bil og campingvogn til den rigtige opmarchbås gik vi til ro, vel vidende, at vi nok skulle op omkring kl. 7.00 næste morgen. Vi skulle have checket ind senest 1½ time før afgang, som for vores vedkommende var kl. 9.00. Men allerede kl.5.30 hørte vi nogle pusle omkring og stod derfor op. Det var check-in- medarbejderen, som gik rundt og vækkede folk, så på billetter, udskrev klistermærker til forruden, målte campingvognen for at se, om den nu overholdt den længde, som vi havde billet til og som sendte os 50 m længere frem, hvor vi så holdt i 2 timer…
Kl. 8.00 blev vi så i hold ledt om til færgen i den anden ende af havnen og fik lov at køre om bord, som nogle af de første. Vi blev placeret tæt op af væggen og skulle så bare vente til afgang kl. 9.00. Det gjorde vi i liggestole på dækket, hvor vi nød solen. Sejlturen over var uden overraskelser – når man så bort fra, at cafeteriet først åbnede for middagsmad en time før, vi var i land og at bildækket først blev åbnet, da vi havde lagt til kaj, hvorfor vi måtte krydse ind mellem startende og kørende lastbiler for at komme over til vores bil. Billedet af vores færge er fra Bastia...
	At komme ud af Bastia var ikke det store problem: der var godt skiltet og trafikken flød, som færgetrafik flyder. Vi havde valgt først at køre over til Île Rousse og bruge en uges tid her. Vi havde hjemmefra fundet flere camping- pladser på strækningen mellem Île Rousse og Calvi, men endte alligevel på den første vi mødte: Camping Les Oliviers i udkanten af Île Rousse. Der er 90 km fra Bastia og til pladsen og dem tilbagelagde vi på 1½ time – det er jo ikke motorvej, der er meget af her på øen!
Til sidens top Da vi ankom, sagde vi, at vi ville blive en uges tid og fik derefter fremvist to pladser nær nedgangen til vandet og valgte den, hvorfra man kunne se en lille bid hav. Pladsinfo: Camping Les Oliviers er en 2* plads, men det betyder ikke så meget for os, for toiletbygningerne var pæne, men dog af ældre dato og flisearbejdet havde nok ikke gået i et dansk hjem… Der er unisex toiletter og bade og der er IKKE toiletpapir, men toiletterne er rigtige toiletter. Der var varmt vand nok og gratis bad. Der kunne dog opstå nogen kø ved aftentide.

Vores parcel var stor og der var megen skygge – vi havde skygge på vognen om morgenen og træer til at skygge foran det meste af dagen. Jorden er hård, der er MERE end 25 m til elstanderen og vandhanen, hvilket gjorde, at vi i nogle dage ’leverede’ strøm til en dansk familie, der lå endnu længere væk end os – men bare rolig, de havde sagt det og betalte også for deres el.

En stor del af pladsen er mest til telte og mindre enheder og her er mindre skygge. Pladsen ligger ved havet – eller rettere sagt 15 min. gåtur fra havet. Stranden er den dejligste sandstrand med klart og turkisblåt vand. Man kan købe brød om morgenen og pladsen har eget pizzeria, som laver rigtig gode pizzaer. Der er ca. 2 km ind til Casino inde i byen – det ser ikke ud af noget udefra, men indeni er det stort og kunne fint opfylde vores behov. Der er Hotspot ved indgangen, men vi har ikke prøvet det.

	Fra denne plads havde vi planlagt et par ture og den første kom til at gå ud over området, der hedder Desert des Agriates – Korsikas ørken. Men lige netop ordet ørken skal man nok ikke bruge, når man har børn med, for de ser straks sandbunke på sandbunke og intet liv over- hovedet. Men sådan er Desert des Agriates ikke – her er øde - der er langt mellem husene - men der gror en del planter her og er vel nærmest et grønklædt klippelandskab. Vejen igennem er snoet og går op og ned, men er også utrolig smuk.

Ordet Agriates betyder egentlig opdyrkede marker og området var da også landbrugs- område, da øen i perioden 1570-1768 var styret fra Genova, men er i dag goldt og øde pga. jorderosion og talrige makibrande. Derfor kan man også flere steder se rester af gamle stenmure, der har adskilt de enkelte marker og holdt de fritgående dyr ude - som her på billedet til højre. Her er en række sideveje - alle grusveje, som vi havde vores bil for kær til prøve, men en del går ud til vandet.

På vej retur til campingpladsen lagde vi vejen forbi Parc de Saleccia, som er en blomsterpark med korsikansk flora, som også kan ses i naturen.
Det gjorde vi naturligvis, fordi vi lige ville skaffe os selv nogle lette billeder til vores planteside!
Selve parken er på ca. 70000 m2 og har over 200 forskellige planter. Man får udleveret et kort ved indgangen som viser en rute rundt, så man får set det meste på det første besøg – underforstået så regner de med, at man kommer igen en anden gang og fordyber sig i resten…
Parken er flot og der står skilte ved de fleste af planterne, så det letter arbejdet med hjemmesiden lidt, men alligevel er det som om, den skuffede lidt, men på den anden side ved vi ikke helt, hvad der manglede.

Vi kørte også en tur ned til Calvi. Byen er en af Korsikas største turistmagneter og man forstår godt hvorfor, for den har det hele: fin sandstrand, et gammelt citadel yderst på en klippe, en stor marina og en bymidte med smalle gågader.
Vi fandt en parkeringsplads inden vi nåede ned til havnen, som oven i købet var gratis.

Derfra gik vi ned til havnen og op gennem gågaderne og ud mod citadellet. Citadellet blev bygget i det 13. årh. og forsvarede byen mod et utal af pirater. Det var i øvrigt i farvandet ud for citadellet, at Lord Nelson mistede synet på det ene øje under den engelske belejring i 1794-96. I dag har fremmedlegionen en kaserne i en del af området, men her er også en kirke
og resterne af, hvad korsikanerne anser som Columbus’ fødested. Men hvis man ikke er til kirker og så videre, så kan man også bare gå herop for at nyde udsigten ind over Calvi. Og se på endnu et mindesmærke over de lokale faldne i 1. og 2. verdenskrig - dem har de nemlig rigtig mange af.

Fra Calvi kørte vi ind i landet og op i bjergene. Turen førte os gennem Calenzana og over San Antonino. Især den sidste by er et must – herfra er en fantastisk udsigt ud over vandet og selve byen er ren gågade over det hele. Byen ligger højt på toppen af et bjerg og er den ældste
beboede by på hele Korsika, men den dag vi besøgte byen var der desværre rigtig meget varmedis. Det betyder, at I kan få nogle billeder fra byen, men udsigten derfra bliver sværere at vise Jer.

Ved byens parkeringsplads findes en kirke og et kapel og dem kiggede vi selvfølgelig ind i - det har vi jo lidt svært ved at lade være med...
Som altid her sydpå, var de markant anderledes end en dansk, protestantisk, hvidkalket landsbykirke og vi er ikke helt sikre på, at vi vil bytte - selvom man altid kan finde noget at kigge på, hvis det bliver for kedeligt

På vej retur til campingpladsen klarede det lidt op, så her er udsigten lidt længere nede fra...

Naturligvis besøgte vi også Île Rousse – byen som vi boede i. Île Rousse er korsikanernes egen by, der blev grundlagt af frihedshelten Pascal Paoli i 1758 og som ikke virker som den rigeste by på øen.
Pascal Paoli er nærmest synonym med den korsikanske frihedsbevægelse. Han forsøgte flere gange at gøre Korsika til et selvstændigt land – godt hjulpet af England, men endte hver gang med at lide nederlag til Frankrig.

Byen har et stort torv - Place Paoli - med skyggefulde platantræer og palmer. Torvet ligger lige ned til byens sandstrand og op til byens overdækkede torveplads, hvor der hver formiddag bliver solgt grøntsager, kød, fisk, kager, ost, krydderier mm.
Man skal ikke være bange for at smage her, for man kan komme hjem med en fantastisk god ost…

Den her tunfisk kunne vi have set på markedet, men vi så den ved et hotel på vej ud til de røde klipper. De røde klipper har givet øen sit navn og man skal ikke snyde sig selv for en tur ud på dem.

Vi gik derud og kom derved forbi byens anden lille badestrand som absolut ikke så særlig god ud.

Ude på øen findes et af Korsikas utallige genovesiske vagttårne. Vagttårnene blev bygget i det 16. årh. og fremefter, som forsvars- og advarselstårne mod de saracenske invasioner. De ligger som perler på en snor langs hele Korsikas kyst – så tæt at man har kunnet signalere fra tårn til tårn. De fleste er 18 m høje og med vægge på op til 4 m i tykkelsen.

Længere ude end vagttårnet, ligger byens fyrtårn. Vi gik helt ud, men hvis man er lidt doven i varmen, så kører der et lille hvidt tog ind fra Île Rousse og ud til fyrtårnet. Men da Sabrina er vild med at klatre på klipper, gik vi selvfølgelig hele vejen ud. Og selvom skyerne igen hang lavt over bjergene, så blev det en rigtig flot tur.

Vi kan jo godt lide at fotografere blomster og træer men på vej ud til fyrtårnet fik vi et billede af den her lille fyr. Det var langt fra det eneste firben, vi så på vores ferie, men den sad så fint på klippen. Og prøv lige at se hvor lang hale den egentlig har...

Her er vi på vej ned til stranden - turen går først af en fin bred vej, hvor det er let at gå...

... og derefter krydser man jernbanen og fortsætter ned mod denne udsigt af turkis-blåt hav...

... for så at krydse et stykke maki, hvor stierne er smalle og en del af bevoksningen kradser. Til sidst kommer man ned til vandkanten og hvis man vil hen til sandstranden, fortsætter man til venstre og krydser et bælte af klipper...

... men så ender man også her - og det er hele turen værd, for her er fint sand med dekorative klipper i siden og krystalklart vand. Og hvad kan man ønske sig mere?

Måske nogle fisk? Men de er her også !!! Vi købte dykkerbriller og snorkler og fik gang i vores nye kamera, som man kan have med i vandet. Vi har taget rigtig mange billeder med det, men de er ikke alle lige gode. Det er nemlig rigtig svært at holde kameraet, snorkle og fokusere kameraet på en fisk på en gang. De flytter sig jo rundt hele tiden og står ikke stille som f.eks. en blomst gør det Vi har absolut ingen anelse om, hvad det var for fisk vi så, men der kom til at gå rigtig mange timer med at snorkle og se på fisk.

Nå ja - så kunne man jo også ønske sig en restaurant i vandkanten, som kunne lave rigtig god mad - men det findes skam også Og så bliver det næsten ikke bedre! Til sidens top

Vi forlod Camping Les Oliviers torsdag den 8. juli og kom efter 188 km og 3 timer og 15 min frem til Camping Asciaghju syd for Porto Vecchio. Vi havde aftalt for nogle dage siden, at vi ikke ville ankomme alt for sent – helst inden middag, for vi havde set hvor mange, der febrilsk kørte rundt for at finde et lille hjørne at være på, når klokken nærmede sig 17. Og med vores cv kunne vi jo ikke klemme os ind hvor som helst... Vi tog vejen op til Corte og derfra videre ad N200 til Aléria ude ved Østkysten. Herfra sydpå og rundt om Porto Vecchio. Syd for Porto Vecchio valgte vi vejen mod Bocca di l'Oru, som går af lidt længere sydpå end vejen mod Palombaggia. Vi ankom omkring kl. 12 og fik 1 plads at vælge mellem. Hvis vi ikke kunne lide den, så kunne vi finde en anden campingplads! Vores ’campingmutter’ på denne plads skal I nok komme til at høre lidt mere om! I øvrigt får man ikke en plads, hvis man ikke bliver i mindst 3 dage… det gav mere ro på pladsen, fordi der ikke var så mange, der bare kom ind for 1 nat. Pladsinfo: Camping Asciaghju er en 2* plads tæt på vandet – tættere på end Camping Les Oliviers! Toiletter og baderum er fine – om end der er noget kø ved bruserne om aftenen. Der er fint
med varmt vand, baderummene er meget smalle, så det er bøvlet at klæde sig på og der mangler plads til at lægge sit rene tøj og håndklæde. Gulvene ser ofte beskidte ud, men det skyldes ikke manglende rengøring men alt det støv og jord vi slæber med ind i en kombination med fugtige gulve fra dem der har badet. Tillige har man så her nogle, der overvåger ens bad: gekkoer under loftet! De er meget søde og hver gang man er her, skal man lige kigge rundt for at se, hvor de sidder.
	Vores parcel var smal, campingvognen kunne lige være der med solsejlet sat op. Bilen placerede vi foran og skygge fandt vi på noget, som vist nok egentlig var et fællesområde… Der var kort afstand til el og vand og jordbunden var hård. Parcellerne var tydeligt mærket op, men en egentlig adskillelse mellem parcellerne skal man ikke forvente - hvis man er heldig, stå der et par træer i skellet og 3 m reglen er en by i Rusland. På pladsen er der et lille marked med lidt grønt, lidt pasta, lidt mælk etc.
Brød fås i receptionen (hvorfor det ikke blev solgt i markedet, det forstod vi ikke!). Brød skal bestilles dagen før – men ellers er det tilsyneladende ’campingmutters’ største fornøjelse at skælde ud - på fransk - over, at man ikke har bestilt brød dagen før – ikke at hun lige som gør opmærksom på det, når man checker ind… Det overgik ikke kun os, men rigtig mange nye på pladsen… Man skal heller ikke forvente at kunne købe en vaskepolet samtidig med, at man henter brød om morgenen, ’for der er jo nogle i køen, som ikke har fået brød’…– det tog så max ½ min., da jeg kom igen senere…
Man kan heller ikke checke ud kl. 8.00, for her ekspederer hun jo brød, men må vente til hen ad 9… Vi har heldigvis en god portion humor og griner over den slags, men vi så andre, som valgte at rejse… Lige et par billeder fra pladsen - herover til højre er udsigten ind mod land fra vores parcel. Og herunder dels teltområdet, som er opbygget i terrasser og dels udsigten fra et lille hjørne af pladsen. Det er meget få, der kan nyde denne udsigt og kun hvis man er i telt. Og på langt de fleste teltpladser kan ikke have bilen på parcellen, men må stille den på de p-pladser, der findes rundt om på pladsen.

Hvad der virkelig trækker ned er antallet af myg og hvepse. Første aften spiste vi sammen med mindst 50 hvepse og ingen myg kl. 20 – 2. aften spiste vi så sammen med rigtig mange myg, men ingen hvepse kl. 21.00. Deres marked har dog en udmærket myggespray, som virkede ret godt. Nå, ellers er der et pizzaria max 200 m væk og flere store supermarkeder inde i Porto Vechhio. Og så er der en meget stejl nedkørsel – vi havde ikke problemer med at komme op, da vi forlod pladsen, men det er noget, man lige skal være klar over.

Havet ligger tæt på – det tager ca. 10 min. at gå derned af en sti. Turen ned til stranden begynder ved denne låge lige uden for campingpladsen og fortsætter ned af en vej til et hus. Ved den næste låge drejer man til venstre og følger en smallere sti helt ned til vandet.

Og når man kommer gennem den smalle åbning i buskene nede ved stranden, så mødes man af det, man kan se på det højre billedet herunder:

Vi fik endelig øje på en cikade - de kan larme helt forfærdeligt og man er ikke i tvivl om, hvornår man er rigtig tæt på en - og så er det ellers bare om at lede. De er ret godt camoufleret, men vi fandt den!

Stranden er sandstrand med lidt klipper. Hvis man gå ud til højre for de klipper, som ligger ud i vandet, er der småsten de første par meter. Går man ud til venstre for stenene, er der sandbund hele vejen... Vandet er klart og vi målte 29 grader. Den er rimelig flad, men bliver alligevel hurtig dyb. På selve stranden er der ikke megen skygge, men det kan jo afhjælpes med en parasol.

Her er også fisk at dykke efter, ligesom vi så et enkelt søpindsvin. Men da de sidder på klipperne og vi går på sandet, udgør de absolut intet problem.

Vi tog en tur ind til Porto Vecchio – vi skulle da se byen. Vi tog den anden vej op til byen - forbi Palamboggia-stranden, fordi vi ville se om den var mindre snoet. Men det var den absolut ikke - den er tillige længere og der er parkeret rigtig mange biler langs vejen, fordi folk vil ned på strandene i området og bade. Men her er et par billeder fra turen:

Inde i Porto Vecchio ville vi gå en tur, så vi fandt en p-plads - som var gratis (tror vi da nok) fordi det var søndag. Overfor lå kirkegården herunder - sådan så alle de kirkegårde ud, som vi så på Korsika. Nogle gange var det bare 2-3 huse langs vejen - andres gange store områder som dette.

Vi valgte at buge vores energi i den gamle del af byen, som er omkranset af en ringmur. Her er smalle gader og masser af butikker. Og hvis man går ud gennem Porte Genoise (den genovesiske port) er der et udkigspunkt, hvorfra man kan se ned over marinaen, havet, saltsyderiet og den bagvedliggende dal.

Den store kirke St. Jean-Baptiste støder op til torvet, men man kommer ind i den anden ende.
Kirken er fra det 19. århundrede og opført i granit og med et stort billede af korsfæstelsen malet på lærred i det 16. århundrede. Samtidig har den aircondition, så på en varm dag, er det perfekt lige at kigge ind...

På byens torv Place de la République findes et stort træ plantet i 1901 (se mere her), hvorunder man kan sidde og nyde en kold is eller noget læskende, lokal øl!

Her er mange mennesker en søndag formiddag, så det kan være svært at finde et sted i skygge, men så må man på jagt ude i sidegaderne.

På vej tilbage til campingpladsen, fandt vi grunden til alle myggene - de store stillestående vandområder, som findes rundt om Porto Vecchio. De er en del af flere floddeltaer syd og nord for byen. Selvom man ikke skulle tro det, når man mærkede varmen om dagen, så var der faktisk ret fugtigt på dele af øen. Her var vandløb, hvor der stadig var meget vand i - i forhold til, hvad vi f.eks. så i Italien. Vi oplevede også, at det duggede kraftigt de fleste nætter, vi var der. Men der er jo en grund til at øen er så grøn - selv midt på en stegende varm sommer.
	Vi skulle hente Louise og Morten i lufthavnen i Ajaccio kl. ca. 13 en mandag. Ajaccio ligger på den anden kyst. Den korteste vej går via den store hovedvej N196, men vi havde besluttet at køre hjemmefra i god tid, fordi vi ville krydse op over Ospedale-massivet derover. Lige efter Ospedale er der et godt udsigts- punkt og bagerst i billedet ses Porto Vecchio med sin golf - men igen i dag var der rigtig meget varmedis, som generede fotografen. Hendes erfaring er, at de bedste billeder af store udsigter - dem får man sjældent om sommeren...

Undervejs mod Zonza passerede vi Ospedale- dæmningen, hvor der var en fantastisk flot sø med en næsten spejlblank overflade. Fra Ospedale og mod Zonza kom vi yderligere opad og det kunne ses - her blev mindre og mindre vegetation og flere og flere klippeområder, som alle bare var så smukke - især for os der ikke ser på dem til hverdag!

Vi kørte videre mod Zonza, som er et trafikknudepunkt oppe i bjergene, men også samtidig et turistmål pga. mulighederne for at vandre, cykle og fiske.
Når vi holdt stille kunne vi høre bjælder rundt omkring og på et tidspunkt mødte vi en lille flok geder. Ikke alle geder i en flok har bjælde på - det er ikke nødvendigt, da de følges ad.

	Vi fortsatte mod Levie og ned til N196. Efterhånden kom vi længere ned igen og mødte store opdyrkede områder i dalene. Jo længere ned vi kom, jo varmere blev det igen - vi så 23 grader oppe ved Zonza - en yderst behagelig temperatur - men nærmede os igen 35, da vi nåede til Ajaccio.
Vi fortsatte af N196 til Ajaccio, hvor vi meget let fandt lufthavnen, som naturligvis hedder Napoleon Bonaparte. Napoleon blev nemlig født i byen! I lufthavnen fik vi så lov at vente, for flyene fra Paris var forsinkede. Der var et voldsomt tordenvejr over Paris, så der kunne ikke lette fly overhovedet.

Men endelig kom de, vi fik hentet bagagen (som kom på et andet bånd end annonceret…) og da klokken var blevet så mange, kørte vi af N196 ned til Bocca di a Testa, hvor vi tog D859 tilbage til Porto Vecchio.
På N196 kommer man forbi klippen Lion de Roccapina. Med lidt god vilje ligner klippen et løvehoved...

Her skulle være en god badestrand, som vi havde overvejet at besøge, men vi valgte at køre hjem til campingpladsens strand, hvor Morten og Louise fik dyppet tæerne for første gang.

Nu da Morten og Louise var kommet skulle vi naturligvis en tur til Bonifacio – byen der ligger højt oppe på kanten af kridtklinterne og som man bare skal se, når man besøger Korsika. Vi kørte op haute ville og fandt en parkeringsplads, hvorfra vi kunne gå op til bymidten via vagtstien, som ses på billedet herunder, som en række vinduer.
Fra vagtstien var der en flot udsigt ned over den beskyttede havn og billedet her er taget fra platformen, man kan se på billedet ovenover. I havnen lå en række store sejl- og motorbåde - ligesom der var mange, som ankrede op på den modsatte side af byen for at se på byens helt unikke beliggenhed på toppen af de store kridtklinter.

Vi gik en tur rundt i de smalle gader og kom hen til Place Manicella, hvorfra der er en flot udsigt ud over klinterne. Byen har en stor tilstrømning af turister, så den kan godt føles lidt stoppet... og alligevel kan man finde et hjørne, der er næsten helt tomt.

Fra Place Manicella fortsatte vi hen til det gamle fort Bastion de l’Etenard, hvor der er indrettet et lille museum. Her viser forskellige installationer lidt om livet i Bonifacio i tidligere tider. Her findes f.eks. en rekonstruktion af skelettet ’Lady of Bonifacio’, som stammer tilbage fra år 6500 før Kristus og et middelaldermarked. Entreen var ganske lille og selvom museet heller ikke er ret stort, så var det alligevel lidt sjovt at komme ind i. Vi fortsatte hen til L’escalier du Roi Aragon, som er en trappe ned oppe fra byen og helt ned til vandet.
Det siges, at trappen blev bygget på en nat, så kong Aragon og en hær af belejrere kunne trænge ind i byen - men da vi havde set den, så troede vi ikke helt på den historie... Det koster penge at gå ned af den, men man kan købe en kombibillet, der gælder dels til den, dels til Bastion de l’Etenard og dels til St. Dominique-kirken. Hvis blot man besøger to af stederne, har man tjent penge...

Efter at været kommet tilbage til bilen igen, kørte vi ned og satte den ved havnen – der er ikke længere rundt i byen end man godt kan gå, men Morten havde problemer med ryggen i perioder, så for at aflaste den, valgte vi at køre. Vi fandt en p-plads og gik hen mod turistbådene, hvor vi straks blev kontaktet af en billetsælger. Vi fik billetter og satte os på skibet, der hurtigt lagde fra. Et godt tip her er rigeligt solcreme og så blive ude i det fri – så ser man mest og får lettest taget billeder! Båden startede med en tur ud forbi selve byen. Det er fantastisk at se den fra havsiden. En sejltur - det skal man altså give sig selv, når man alligevel er her!

Derefter sejlede vi retur, men forbi indsejlingen til havnen og videre langs kysten, hvor vi blev sejlet ind i en gamle smuglerbugt og ind i La Grotte du Sdragonato – dragegrotten. I grottens loft er et stort hul, som med lidt god vilje kan ligne Korsika. De er meget glade for deres ø og vi har set silhuetten af den brugt til de mærkeligste ting – f.eks. som faconen på en pizza…

På vej tilbage til Porto Vecchio lagde vi vejen forbi Rondinara, som nok er den mest fotograferede strand på hele Korsika. Vejen ned til stranden er lang, smal, ujævn og snoet og man skal betale for at parkere. Men der er et skilt ude ved den store vej, der viser derud - det er der ikke så tit... Selve bugten er en næsten lukket cirkel, stranden er fint sand og vandet er blåt, men ikke klart, som vi var vant til. Derfor blev vi faktisk lidt skuffede, for ekstraordinær det var den nærmest kun pga. formen og den kan man kun se fra luften.


Efter 8 dage hos denne meget franske ’campingmutter’ besluttede vi os for at tage videre nordpå. Efter at have pakket sammen gik jeg op for at betale og blev mødt med ’Det var godt, så er der nogle andre der kan få Jeres plads…’ – Hmm, hvor velkommen føler man sig så lige! Vi kørte bare 115 km på et par timer og ankom til Camping Kalypso ved Moriano Plage før middag den 16. juli. Her var man velkommen til at gå ind og se sig om, men vi fik at vide, at vi nok ville blive glade for plads 119, som var blevet ledig samme dag. Så den gik vi ned og så på og fandt en dyb og smal plads, hvor en stor del af den fjerneste ende var i skygge hele dagen. Helt perfekt til både campingvogn, telt og bord. Til sidens top
	Pladsinfo: Parcellerne på hele pladsen er typisk smalle, men dybe. Der var lige plads til campingvognen og solsejlet i bredden, men så heller ikke mere. Til gengæld kunne vi slå teltet op bag vognen og længere bagude var der så et meget dejligt skyggefuldt område. Jeg tror godt, man kan fornemme det på billedet herunder. De fleste parceller har en del skygge, men er man til fuld sol, så kan man også få det. Der er kort til vand og el fra vores plads, men vores naboer så ud til at skulle bruge min. 25 m for at nå standeren.

	Camping Kalypso er 4* - ikke at det betyder noget for os og det var da også svært at se, hvorfor den havde to stjerner mere end de to tidligere pladser, vi havde besøgt på Korsika. Toiletterne var i åbne bygninger, de var rene og pæne, men standen på dem var ikke som på en 4* plads i Danmark. Men de kunne bruges! Her var fint med varmt vand og selvom der var en større tysk teltlejr for unge, så var der aldrig kø ved bruserne. Og udsigten fra opvasken, som ses lige herunder, fejlede bestemt ikke noget…

	På pladsen findes en snackbar, som sælger drinks og is og som har åbent det meste af dagen og aftenen med. Der kommer en bager kørende rundt på pladsen hver morgen – nå nej nærmere formiddag. Receptionen oplyste os, at han kom mellem 8 og 8.30, men vi tror de havde et problem med klokkeslæt og engelsk, for han kom hver morgen en time senere. Der er et stort Casino 2 km. længere mod nord, hvor resten af ens indkøb kan foretages og flere små bagerier og slagtere i Moriano Plage. Der findes også en række restauranter i byen.
Pladsen ligger direkte til vandet – det tog max 2 min fra vores plads at komme derned. Stranden er sand med store sten og de første meter inde ved kanten er ren sten og lidt irriterende at skulle krydse. Vi ville ønske man havde opsat en badebro. Til gengæld var der derefter en dejlig sandbund og her fik vi også de store bølger, som vi havde sukket efter et par gange. Der var den første dag, blevet lavet en sti ud i vandet ved at fjerne stenene, men de store bølger gjorde det umuligt at holde den stenfri. Efter et par dage kunne den ikke findes igen! Her er passende fladt ude i vandet og alligevel skal man ikke halvvejs til Italien for at komme ud på en passende dybde vand.

Herfra ville vi kører ’fingeren rundt’. Vi havde valgt at vente til Morten og Louise kom, for vi havde hørt, at det skulle være noget af det smukkeste natur på hele øen.
Vi krydsede over til St. Florent på vestkysten og kørte dermed med uret rundt. Vestkysten er utrolig flot med den ene smukke udsigt efter den anden. Desværre havde Sabrina det dårligt og kastede op et par gange undervejs, så vi gjorde ikke så mange stop, som vi ellers ville have gjort. Men lidt billeder blev det da til:

De første 3 billeder er taget inde i landet - på vej til St. Florent. Vi tog vej D82 og billederne er taget, hvor den krydser vej D62 - lige før byen Olmeta di Tuda. Derefter en række billeder fra kysten op mod Nonza.


Her nærmer vi os Nonza... og er kommet til Nonza...

Egentlig ville vi have været op til vagttårnet i Nonza men qua Sabrinas situation, blev det ikke denne gang. Alligevel vil vi nævne den legendarisk helt kaptajn Casella. Han forsvarede ene mand tårnet mod en stor deling franske tropper. Han kunne affyre mange rifler på en gang ved hjælp af et system af snore.
Til sidst måtte han dog overgive sig - og til stor undring for franskmændene var han helt alene!

	Turen rundt tager rigtig lang tid – vejen på vestsiden er meget snoet på det første stykke. Broer er ikke noget, man bare sådan opfører overalt på Korsika… Det næste stykke er knap så snoet, men her er vejbelægningen tillige rigtig ringe med store huller. Stykket på tværs for oven på fingeren er også i dårlig forfatning, men her har man påbegyndt en udvidelse af vejen, så mon ikke der kommer en ny belægning med tiden? Vejen på østkysten er den bredeste og den med den bedste asfalt. Men alligevel en rigtig flot tur!

Vi ville også en tur ud i Kastanjeskovene – Castagniccia. Området stammer tilbage fra 1400-tallet, hvor styret i Genova indførte kastanjetræet til øen. I den efterfølgende tid var træet grundstenen i øens økonomi. Af kastanjerne lavede man mel og øl og man fik brænde og byggematerialer. I dag kan man stadig købe kastanjeøl, kastanjekager og kastanjemel.

Vi tog en lille vej op uden vejnummer - den startede lige over for campingpladsen og så kørte vi ellers ind i området. Kirken til venstre og udsigten herover er fra den lille by Santa Maria Poggio - campingpladsen ligger nede på kysten.
Søen herunder er bassinet ved dæmningen 'Barrage de l'Alesani'.

De næste billeder kan vi ikke stedfæste nærmere - ud over at de nok stammer fra et eller andet sted på vej D71 mellem Cervione og Piedecroce.

Kastanjetræerne står overalt - vi forestillede os et mere fladt landskab og undres over, hvordan de har formået at plukke/samle kastanjerne på de stejle skråninger.


	Området er bjergrigt og grønt og der findes en række små landsbyer, som ligger nærmest ukendte hen og man skal være klar over, at det tager lang tid at køre rundt i området. Mange af de små landsbyer er forbundet af et net af vandrestier, der ligger i skygge af kastanjerne, men som også har nogle kraftige stigninger ind i mellem. Vi havde hørt hjemmefra, at østkysten godt kunne være lidt kedelig og det er da rigtigt, at selve kyststrækningen kunne ligne så mange andre strande. Men hvis man kører ind i området bag, så er her også smukke, små landsbyer og flotte naturoplevelser at finde.
Og hvor ellers støder man på fritgående køer, pippi-heste og grise? Vi så flere heste og troede først de var stukket af, men den her gik bare fredeligt om og græssede. Grisen skulle muligvis have været inde bag trådhegnet - ellers var det sat op for at holde den ude

	Efter således at have tilbragt 3 uger på Korsika var det tid at vende næsen hjemad igen. Traditionen siger, at så skal vi ud at spise den sidste aften og slutte med store isdesserter. Denne restaurant formede deres pizzaer som Korsika... Vi fik pakket sammen og gjort plads i vognen, så vi alle 5 kunne overnatte en enkelt gang i den og kørte derefter op til Bastia, hvorfra vi skulle sejle til Livorno. Turen derop tog en times tid - Korsikanske veje er ikke så hurtige! På vejen blev der lige mulighed for at tage et par sidste billede af den pragtfulde ø.
	Man må endelig ikke ankomme for tidligt til havneområdet – vi kom ca. 2½ time før, vi skulle sejle og fik lov at komme ind. Bag os holdt en dansk familie, som var kommet til havnen ca. 3½ time før afgang, men de måtte forlade havnen i en time, før de kunne komme ind i båsene. Og det er bare rigtig træls med en campingvogn bagved. Da vi skulle til at køre om bord, blev vi spurgt, om ikke vi hellere ville til Genova i stedet for til Livorno. De havde nemlig overbooket dækket til store køretøjer - hvordan det så kan lade sig gøre!
	Vi blev jo målt og vejet grundigt og man skulle da tro, de vidste, hvor mange meter færge de havde til rådighed En hurtig rådslagning – ankomst ½ time senere, men 150 km sparet – ja så sagde vi ja og blev vist over i Genova-køen. Færgen til Genova er rigtig stor – med pool om bord. Sejltiden er lidt længere – ca. 3 kvarter, men den sejlede lidt før den til Livorno. Vi er her kommet ombord på færgen og kan se ned på alting - kirken hedder Notre Dame de Lourdes, men vi har ikke kunnet finde ud af, hvor høj den var...

Sejlturen var uden de store overraskelser – altså når man ser bort fra at pizza-bageren ombord havde lukket biksen kl. 18.00, da vi ville spise, så kun cafeteriet var en mulighed. Da vi nærmede os Genova, blev alle der holdt på de 3 nederste dæk bedt om at gå i bilerne – de øvrige dæk forblev aflåst. Men vi nåede da lige at få taget billederne til højre først. Genova ser ud som om, den godt kunne bære et besøg en gang! Denne færge kunne ikke åbne i begge ender, så vi skulle køre en omgang inde på dækket for at komme ud – og så er det jo ikke så smart at have placeret os med campingvogn helt inde ved midten… At komme ud af Genova er lidt af et mareridt – alle på færgen skal ud på motorvejen og der er bare en vej derop og den er stejl. Når man så skal ud på motorvejen, er der fuldt stop, så det tager rigtig lang tid at komme væk fra byen. Vi kom i havn 19.30, men var først i udkanten af byen 20.30 og derfor endte det med, at vi kørte ind på en rasteplads for at sove mellem lastbilerne.
Det skulle vi nok ikke have gjort – for kl. 3 om natten vågnede Louise ved, at der stod en mand inde i vognen. Der skete ikke noget – intet forsvandt, ud over vores trappe, som vi fandt foran en lastbil dagen efter, men vi sov ikke alverden derefter! MEN - vores trængsler var ikke ovre på dette tidspunkt Ca. 10 km ud af motorvejen dagen efter var der en lastbil, som fik fat i vores sidespejl, så det røg af og den næste lastbil kvaste det så fuldstændigt! Ind til siden og højre sidespejl over på venstre side og videre mod Østrig. MEN - vores trængsler var stadig ikke ovre… tværtimod På vej op over San Bernadino passet begyndte bilen at koge. Ind til siden og heldigvis havde vi fyldt vandtanken i campingvognen op og så var det ellers bare at fylde vand på. Efter ca. 10 km skulle der mere vand på, men så var vi heldigvis ovre den værste stigning og kunne derefter køre små 100 km mellem, at vi fyldte vand på. Vi tog vejen gennem Liechtenstein, for vi skulle ind til en lille østrigsk by Silbertal og sætte Morten og Louise af hos hendes forældre. Det gik fornuftigt, når vi bare stoppede og holdt øje med vandet, men vi var helt klar over, at situationen var uholdbar mht. at køre hele vejen hjem.

Da vi ankom til Silbertal, spændte vi campingvognen af og parkerede den nede i byen, læssede de ting, vi fik brug for over i bilen og kørte op på bjerget, hvor Louises forældre havde lejet en hytte. Turen op var smal og snoet, men fra hytten var der en fantastisk udsigt. Søren havde inden sagt, at vi da bare tog vognen med op og overnatte i, men det havde ALDRIG gået Vi hyggede med Louises forældre, fik en rigtig seng at sove i og næste morgen sagde vi farvel og kørte ned for at finde et værksted.

Vi kontaktede SOS, som oprettede os som en sag og mekanikeren begyndte at fejlsøge på bilen. Efter et stykke tid konstaterede han, at der dryppede vand fra en slange omme bag på motoren – det mest bøvlede sted af alle. Efter en del moslen rundt kom de ind til slangen, blot for at konstatere, at den havde en speciel diameter, som de ikke lige havde på lager. De undersøgte flere steder og endte med at køre til en ophugger i den næste by for at se, hvad de havde liggende.
SOS havde på dette tidspunkt reserveret en bil til os, som vi kunne få næste morgen. Den havde træk, så vi kunne få campingvognen med hjem. Vi havde jo læst om 3 timer osv, men at skulle vente til lørdag var ifølge SOS ingen urimelig udsættelse, så derfor begyndte vi nu at krydse fingre for, at mekanikeren fandt en slange der passede. Og det gjorde han heldigvis, så kl. ca. 17 trillede vi ud (normal lukketid på værkstedet en fredag er 17.15!!!) - ca. 400 euro fattigere. Herligt. Stor ros til værkstedet Ganahl i Schruns.

Men hvorfor skulle vi så få vores første regnvejr på 4 uger, når vi nu var tvangsindlagt til at holde stille? Hvor ville det have været dejligt med tørvejr, så vi kunne have gået en lang tur.

Nu sad vi så på mekanikerens værksted og så film og lagde kabale. Og fandt en hyggelig Gasthof, hvor vi kunne få noget frokost. Vi valgte at køre videre mod Tyskland – Louises forældre havde tilbudt, at vi kunne sove hos dem endnu en nat, men vi skulle helst hjem til fødselsdag søndag, så selv 3 timer ville være en hjælp. At komme ud af Østrig skulle så vise sig at blive lidt besværligt. Vi fortsatte naturligvis af motorvejen til Bregenz. Ved Pfändertunnelen skulle 3 spor så blive til 1 og den slags har det jo med at give problemer, så her var der køkørsel af værste slags: holde stille i flere minutter – køre en billængde frem – holde stille igen. Derefter forløb trafikken fint nordpå og vi ankom til Camping Christophorus kl. 20.05. Vi havde da tilbagelagt i alt 171 km på 3 timer. Ikke blændende, når man tænker på, at stort set det hele var motorvej. Til gengæld er campingpladsen ret let at finde – man tager afkørsel Altenstadt og følger skiltene. På Camping Christophorus er der en klokke, man kan ringe på, hvis man ankommer efter kl. 20. Og lige inden for bommen er der en række pladser til campister som os, som bare lige skal ind en enkelt nat.
	Pladsinfo: Ganske kort: det er en rigtig stor plads, 4 * og direkte til fiske- og badesøer. Her er en svømmehal og en restaurant med rigtig god og billig mad. Baderummene er luksuriøse – de bedste vi har set på hele ferien! De så meget nye ud, med lækre store brusekabiner og fine toiletter. Og alligevel kostede en overnatning for os tre kun 24.50 euro. Man skal dog lægge 50 euro i depositum for nøglen til bommen. Campingpladsen har et spændende koncept, hvor man kan købe sin egen parcel – ikke bare leje den for en periode som i Danmark, men købe den som en rigtig grund.
Vi havde ca. 1050 km tilbage til Odense og besluttede, at vi ville se, om vi kunne køre dem på en dag. De 6 timer vi holdt ved mekanikeren i går, manglede vi jo nu! Turen videre nordpå forløb heldigvis uden de store problemer. Hver gang vi holdt ind for at skifte chauffør, tanke, spise eller andet, checkede vi lige vandet og det så hver gang fint ud. Ved Elbtunnellen var der lidt kø – den kørte dog ganske svagt hele tiden og for første gang på ferien følte vi, at ’lastbil’-sporet kørte stærkest. Fed fornemmelse!
Vi ankom til Odense efter 13 timer og 45 min – brugte, men ikke mere, end at vi stadig følte os friske. Og så nåede vi at få vasket 4 maskiner tøj, inden vi tog til fødselsdag søndag eftermiddag. Pragtfuldt at komme hjem til højt solskin, når man ikke har tørretumbler… Til sidens top

Ekstra informationer:

Vores kort er fra Marco Polo i målforholdet 1:150 000 og det har været fint detaljeret.

På kortet er der enkelte røde veje - de er fine og har en god bredde, omend de nogle steder også er noget snoede. Men man kan køre på dem med campingvognen efter.
Så er der de gule veje - de er mindre, endnu mere snoede og ind i mellem er asfalten ringe. Vi så et sted, hvor hele den ene vejbane var sunket ½ m på en distance af ca. 5-10 m - det havde man ikke sådan lige gjort noget ved - ud over at afmærke stedet. I hvert fald var der ukrudt med en højde på min. ½ m i hullet.
Så er der de hvide veje - de er smalle, nogle er grus veje - andre har rigtig dårlig asfalt. Vi så en, hvor vi ikke kunne møde en anden bil - alligevel var der lavet midterstribe...
Man skal være heldig, hvis der er skilte ved de hvide veje - ellers må man bare gætte sig til hvor de er.
Omfartsveje så vi kun ved Porto Vecchio - den var så plastret til i rundkørsler, at den stadig lavede kø og var langsom.
Ellers går vejene - også de store 'røde' ind gennem selv den mindste flække. Her dannes der så ofte trafikpropper, fordi der skal biler ud fra sidevejene...

Vi kørte gennem en by, hvor hele hovedgaden gennem byen var trafikreguleret med en lyskurv i hver ende af byen - man kunne simpelthen ikke møde en anden bil inde i byen - og det var på en af de store røde veje!

Parkering sker overalt i byerne og langs vejene ved strandene. Man kan som regel komme gennem med en bil, men på de små hvide veje med parkerede strandgæster kan det blive svært at få en campingvogn igennem.

Kørsel foregår ca. som i Danmark. I rundkørsler blinker de til højre, hvis de tager den første afkørsel. Skal de videre rundt blinker de til venstre, indtil de skal dreje af.

Færger: der sejler flere selskaber over til øen - de mest brugte er Moby og Corsican Ferries. Vi brugte Moby, da de kunne give os den bedste pris. Vi bestilte billetten allerede i december - da har de nogle kampagnetilbud, som er væsentlig billigere end listeprisen.
Vi har mailet lidt frem og tilbage med dem, da vi skulle have Morten og Louise med hjem, men ikke med derover. Det foregik på engelsk og fungerede rigtig fint.

Fakta om ferien 2010:

Antal km. i alt:	4884 km
Antal overnatninger:	27 - heraf 1 på havnen og 1 hos Louises forældre
Antal personer:	3 voksne (når man er 12, er man oftest voksen) og 2 gæster i 10 dage
Forbrug pr. dag:	1048 kr.
Vignetter og bompenge:	880 kr.
Færgebillet:	2984 kr. inkl. 2 ekstra personer hjem

Nøgletal for ferien 2010:

	Paradies Franken	Citte di Milano	Les Oliviers
Pizza på pizzeria:	-	246 kr.	288 kr.
Morgenbrød	-	-	15 kr.
Is	-	-	60 kr.
Overnatning	185 kr./nat	311 kr./nat	235 kr./nat
Restaurant:	177 kr.	-	569 kr.
Internet:	?	ja - men ? kr.	ja - men ? kr.
Temperaturer:	29	26-31	30-32

	Aschiaghiu	Kalypso	Christophorus
Pizza på pizzeria	534 kr. 5 pers.	-	-
Morgenbrød	15 kr.	15 kr.	-
Is	60-113 kr. for 3-5	ca. 100 kr for 5	-
Overnatning	225 kr./nat + 99 kr/nat for 2 ekstra voksne	170 kr./nat + 68 kr/nat for 2 ekstra voksne	186 kr./nat
Restaurant:	-	846 kr. - 5 pers	246 kr.
Internet:	nej	?	?
Temperaturer:	30-33	30-32	?

Links:

Campingpladser
Camping Paradies Franken	www.camping-paradies-franken.de
Camping Città di Milano	www.campingmilano.it/
Camping Les Oliviers	www.camping-oliviers.fr/
Camping Asciaghju	www.campingasciaghju.com/
Camping Kalypso	www.corse-camping.com/
Camping Christophorus	www.camping-christophorus.de/

Attraktioner og kilder:
Korsika generelt	Politikens 'Turen går til Korsika' - 4. udgave.

Turen går til på nettet om Korsika	www.tgt.dk
Korsikansk hjemmeside om øen	www.corsica.net
Dansk rejseselskab med ture til øen	www.rubyrejser.dk
Korsikansk hjemmeside om øen	www.corsica-isula.com

Parc Saleccia	www.parc-saleccia.fr
Porto Vecchio	www.portovecchiocorsica.com
Bonifacio	www.bonifacio.fr/

Fæstningen i Livorno	www.fortezzavecchia.it
Kirken i Livorno	www.chiesadisantacaterina.it

Internetleksikon	www.wikipedia.dk