| Det blev jo så i år vi købte vores første campingvogn
- vi fik lige et vink med en vognstang om, at vi skulle huske at gøre
det, som vi gerne ville - mens vi stadig kunne!
Vognen blev dog først købt efter vores sommerferie og året 2008
kom derfor til at se således ud - rent campingmæssigt:
Jeg har forsøg at linke det hele lidt sammen på kryds og tværs,
så I forhåbentligt kommer hen til det, der interesserer Jer mest uden
at skulle igennem alt muligt andet først!
|
|
Hvidbjerg Strand Camping -
efterårsferien
Vores første tur med campingvognen blev i
efterårsferien. Vi havde inden da afprøvet sengene grundigt, da vi i
forbindelse med ombygningen af vores hus, havde overnattet ude i vognen i lidt
over 7 uger....
Og inden vi påbegyndte ombygningen havde vi reserveret og betalt for
5 nætter på Hvidbjerg Strand Camping. Det var meget heldigt, for
ellers havde vi måske brugt fridagene på at lægge gulv eller male og
spartle. I stedet kom vi væk fra roderiet og fik slappet af.
|
 |
|
Vi endte med at tage af sted alle 5 - og Smilla. De to store 'unger'
VILLE med, da vi sagde, at vi skulle til Blåvand. De har ene gode minder
om badelandet på pladsen.... Vognen har jo kun 4 sovepladser, men det
blev løst med en løs madras på gulvet mellem enkeltsengene. Her sov
Sabrina - og Smilla - så hele ferien.
Vel ankommet til pladsen fik vi hurtigt udpeget den plads,
som var beregnet til os. En fin plads i god læ og tæt på en af
toiletbygningerne.
Vi fik hurtigt skubbet vognen ind på plads - og nej vi har ikke
anden mover end vores egne muskler - og sat den i vater og sat strøm
til. Hvor svært kan det lige være!
Derefter kom resten af opgaverne, som vi allerede havde fordelt på
vores ganske begivenhedsløse køretur tværs over Jylland. Derfor
artede det sig således, at Britta og Sabrina skulle checke
toiletbygningen og undersøge badelandets og butikkens åbningstider.
Morten skulle lufte hunden og - surprise - Helle og Søren skulle sætte
forteltet op!
Det så vi frem til med spænding, da vi havde efterladt
opstillingsvejledningen hjemme. I øvrigt havde kun Helle skimmet den
igennem... Og så gik det alligevel forbavsende nemt! Med en logisk
fordeling af stængerne udeblev alle de - så vidt vi har hørt -
obligatoriske og store diskussioner og det kom op
hurtigere, end vi havde troet det muligt!
|
|
Det eneste minus var, at stykket under vognen ved en fejl ikke var
leveret med, da vi købte den. Det opdagede vi selvfølgelig først nu,
hvor vi skulle bruge det.
Surt sjov - dels fordi det blæste ret
kraftigt i disse dage og dels fordi hunden nu kunne se ud under vognen.
Og med sin knap 5 mdr. tror den stadig, at solsorte skal fanges og
spises. Det betød, at vi enten måtte holde ekstra øje med den, hvis
den gik frit i forteltet eller at den skulle være tøjret hele tiden.
Vi valgte det første, for den har også en supergod evne til at vikle
snoren rundt om alt....
|
|
|
Vi har talt om, hvorvidt en hund kun kan ligge som herover 'den ene vej
rundt' - altså enten med eller mod uret med snuden. Vi fik det opklaret
på denne ferie: den kan dreje begge veje. Og så er det fascinerende at
se, hvordan den omhyggeligt trækker poterne op under sig i varmen.
Ang. stykket under vognen, så har vi efterfølgende talt med forhandleren og skal nu bare lige
forbi en dags tid for at hente et.
|
|
Herefter var der ikke andet tilbage at gøre resten af ferien end at
nyde livet og slappe af. Det havde vi ikke gjort længe - det kunne vi
godt mærke!
Hver dag bød på en tur op i badelandet, som vi dog mindes en del
varmere, end vi oplevede det i år! Men også kraftigt udbygget med
flere bassiner og flere rutsjebaner! Vi kunne godt se, at det var mange
år siden, vi sidst havde besøgt pladsen!
Derudover blev det naturligvis til mange gåture på stranden og i det
nærliggende sommerhus- område - der er jo lige en Smilla, som skal
luftes rigtig mange gange på en dag - også selvom vejret er dårligt.
|
Og vejret var absolut ikke med os - det regnede og blæste helt vildt.
Den ene aften sad vi inde i vognen og var alle lidt bange for forteltet,
men det blev pænt, hvor det skulle! Og sådan en ruske- og regne-dag,
så var vi glade for, at vi sad i en campingvogn. Vi mindes stadig
Füssen i Sydtyskland sommeren 2005, hvor det også regnede hele tiden
og hvor dynerne til sidst var kolde og klamme, når vi kravlede ned
under dem om aftenen.
Her i vores campingvogn var der lunt og dejligt og
med vores nyindkøbte fjernsyn kunne vi såmænd også følge med i
Talent 2008.
|
|
|
Og selvom vejret var dårligt, så endte det alligevel med, at vi
spiste alle måltider i forteltet - undtagen den sidste aften, hvor vi
alligevel syntes, at det var for råkoldt. Vi har nemlig ingen varmekilde i
forteltet og har heller ikke planer om at investere i en. Men det kan jo
være det bliver lavet om, da vi næste forår har valgt at bestille en
forårsplads på Bogense Strand Camping.
|
|
|
| Billedet herover til venstre er fra stranden ved
campingpladsen. Der går en fin sti ned til den og det tager ikke lang
tid at komme derned. Billedet til højre stammer derimod fra stranden
ude ved fyret. |
Vi skal altid ud en tur til fyret, når vi er i Blåvand og på denne
del af stranden har vi gennem de sidste mange år fundet mange små
stykker rav....
Denne gang blev det mere til en god luftetur til hunden og den
obligatoriske tur op på denne lille, begravede bunkers. |
 |
| Lige netop denne dag var feriens bedste rent vejrmæssigt
- men selvom her er blå himmel, så kom der alligevel et par små byger
forbi. |
Lidt pladsinfo: pladsen er stor - meget stor. Men har mange
toiletbygninger, så umiddelbart er der aldrig langt til en.
Toiletbygningerne er meget lækre og det er rart, at her er så mange
familierum. Det nyder vi meget i vores familie.
Der er butik med en
stort udvalg af dagligvarer - lige med undtagelse af slutningen af
efterårsferien, da den lukkede i denne week-end. Og det kunne godt ses.
Til gengæld er der flere supermarkeder oppe i byen og mange
specialbutikker som bager, tøj og lysbutikker. Og som altid kom vi hjem
med flere par nye sko...
|
|

|
Der er flere legepladser fordelt rundt om, men pga vejret var det ikke
meget, at Sabrina fik afprøvet dem. Til gengæld kunne vi se, at de
forvoksede mooncars var et stort hit!
Pladsen har flere restauranter - vi besøgte en med grillbuffet. Den
har kun åbent i de mest besøgte perioder af året, men den var et
klart sccop i vores familie, da der på den måde var noget for hele
familien. Samtidig var prisen yderst fornuftig - så den får 4* af os! |
 |
 |
| Rundt om pladsen er der flere hytteafdelinger
- vi mindes stadig et par ture i typen til venstre. De har dog siden
dengang fået lavet front om. Den gang var der en lille terrasse under
taget, hvor man kunne sidde og spise. Og griner stadig over dengang, da
farfar stak sin kniv ned i revnen mellem to brædder på spisebordet,
lod den falde og kun kunne sidde og se på, at den fortsatte ned mellem
to brædder i gulvet. Der lå den så - langt inde under træterrassen -
men heldigvis havde han selv en lille rive med, så vi fik den fisket
ud.
Alt i alt havde vi en rigtig god første-tur i campingvognen. Vi mindes stadig vores
første tur i vores første camplet: Nordsø Camping i pinsen i stiv
kuling og regnvejr - vi endte med at pakke ned en dag før tiden, fordi
vi ikke gad det dårlige vejr. Vi har ikke normalt noget imod regnvejr -
men vi har det bedst, hvis vi ikke hele tiden skal pakke os ind i tykke
trøjer for at holde varmen. Et par dage efter at vi var kommet hjem pakkede vi vognen
sammen for i år og satte den ud i den lade, hvor vi tidligere havde
camp-letten. Der må den så stå til kort før påske, hvor vi henter
den hjem og gør den klar til foråret. |
|
Schweiz - sommerferien
Sommerferien holdt vi i år i Schweiz - et land som vi
aldrig før havde camperet i. Men det viste sig at være et meget smukt
land - måske det smukkeste vi har besøgt. Naturoplevelserne stod
simpelthen i kø og på de tre campingpladser, som vi besøgte, varder
den skønneste udsigt fra pladsen.
Her kommer vi gerne igen en anden gang!
Læs mere her: Schweiz
2008 |
|
|
|