|
En lyst til lidt mere ferie gjorde, at vi tog en tur
til Berlin i efterårsferien. Da vi jo campere med camp-let om sommeren, måtte
vi denne gang finde en anden ferieform - for camp-let i oktober – det
gider vi bare ikke!
Valget faldt på Berlin, fordi ingen af os har holdt
ferie her før – og samtidig er der ikke urimeligt langt til Berlin for
en lille ekstra ferie!
Vi fandt en fornuftig kør-selv-ferie og bookede 4 nætter
på Berlin Quality Hotel & Suites. I prisen var inkluderet en stor morgenbuffet, som var
en herlig oplevelse at starte dagen med.
Herunder: Lidt om hotellet,
lidt om transport i Berlin, 1.
udflugtsdag, 2. udflugtsdag, 3. udflugtsdag og lidt fakta om ferien. |
|
|
Hotellet er pænt stor og
ligger i det gamle Øst-Berlin på hjørnet af Landsberger Allee og
Weissensee Weg. Der er ca. 4 km. ind til Alexanderplatz.
Selve hotellet er
der ikke meget at skrive om – 3 højhuse udgør værelserne, der er en
restaurant og en pub. Området rundt om hotellet er tæt bebygget med
boligblokke, så det er ikke her, man skal have de store oplevelser!
Vi fandt ingen legeplads tæt ved, men der er indkøbsmuligheder i Netto ca. 500 m
væk. |
|
Vores første
tur ind til Berlin starter vi ved Reichstag.
Rigsdagen er opført i 1884-1894, arkitekt Paul Wallot. Desværre gik bl.a. kuplen tabt ved en brand i 1933 og efter 2.
verdenskrig var det ikke længere muligt at samle rigsdagen et sted.
Rigsdagen for Vesttyskland flyttede til Bonn og Rigsdagen for Østtyskland
flyttede ind i Østberlin.
Efter genforeningen samlede man i 1999 igen det tyske
parlament i Berlin og den britiske arkitekt Norman Foster fik til opgave
at stå for ombygningen af Rigsdagen.
|
 |
|
Han tilførte blandt andet en stor
glaskuppel, hvortil der er offentlig adgang. Desværre var kuplen lukket
hele ugen på grund af rengøring, så den kom vi ikke op i. Det ville vi
ellers frygtelig gerne!
|
 |
Fra Reichstag fortsatte vi gennem et lille hjørne
af Tierpark op til Sowjetiches Ehrenmal på Strasse des 17. juni.
Monumentet blev rejst i 1945-46 som minde om den Røde Hærs indsats og
faldne under kampene om Berlin.
Man mener, at ca. 20000 sovjetiske
soldater omkom under kampene. De to tanks, der står ved monumentet, var
de to, der først kom ind i Berlin i 1945. Pudsigt nok står monumentet i
det gamle Vestberlin, men alligevel stod den Røde Hær æresvagt ved
monumentet helt frem til 1994. |
|
Herfra gik vi tilbage og op til Brandenburg Tor.
Det er Berlins største monument og er 26 m høj og
60 m bred. Arkitekt bag er Carl Gotthard Langhans
og han fik sin inspiration fra Athens Propylæer (indgangen til
Akropolis).
|
|
Den første blev bygget i begyndelsen af 1700-tallet som
byport mod Brandenburg og som en del af en toldmur, der blev opført hele
vejen rundt om Berlin.
Den nuværende er bygget i 1778-1791, men først i 1795 blev de udhuggede
udsmykninger færdige.
På toppen ses en stridvogn med 4 heste foran =
Quadriga af Johann Gottfried Schadow.
Tidligere lå Brandenburger Tor lige foran Berlin-muren på den østtyske
side. Det blev selve symbolet for genforeningen i 1989 og det var da også
her, at folk klatrede op på muren og først begyndte at rive den ned. |
 |
 |
Fra Brandenburger Tor-området gik vi lidt ned af
Behrenstrasse til Holocaust Denkmal.
Mindesmærket blev indviet i 2005 og står som
monument for Europas myrdede jøder.
Det består af 2711 grå betonblokke
på 2,38 x 0,95 m i grundrids og med varierende højde op til 5 m. Samtidig
er grunden lavet bølget, så der opnås en meget speciel effekt. På pladsen lå tidligere den tyske kommandocentral
og Goebbels og von Ribbentrop havde deres tjenesteboliger her.
I kælderen under monumentet læses navnene op på de
myrdede jøder. Det tager ca. 6 år at nå igennem dem alle.
|
|
Vi går videre gennem Berlins gader op til Checkpoint
Charlie.
Stedet var før murens fald overgangssted mellem Øst-
og Vestberlin (fra 1961-1990). I dag er der ikke meget tilbage af selve grænseovergangen.
Her står en lang informationsmur med detaljer om muren og stedet og
USA’s lille pavillon står stadig ude midt i krydset.
Vi går tilbage mod Unter den Linden af
Friedrichsstrasse men drejer ned af Mohrenstrasse til Gendarmenmarkt. |
 |
|
Torvet er et af de flotteste torve i centrum. Her findes koncerthuset
flankeret af den tyske katedral og den franske katedral på hver side.
Torvet blev anlagt i 1688, som markedsplads for den
nyligt etablerede Friedrichstadt.
Deutscher Dom er en protestantisk-reformert kirke.
Den er tegnet af Martin Grünberg og er fra 1701. I 1785 fik den tilført tårnet, så den
lignede den franske. Kirken brændte i 1945 men blev genopført i 1993.
|
 |
Französischer Dom blev bygget i 1701 til menigheden
af Huguenotter, som havde søgt tilflugt i Berlin. Arkitekt var Louis
Cayart og Abraham Quesnay. Inspirationen fik de fra huguenot-kirken i
Charenton,
Frankrig. Orgelet er fra 1754.
Det massive cylindriske tårn er omgivet af
korintiske søjlegange og er tegnet af Carl von Gontard og er en
tilbygning fra 1785. I tårnet er der Huguenot-museum, øverste etage er
restaurant og allerøverst er der udkigsplatform. Klokkespillet med 60 klokker spiller hver dag kl. 12,
15 og 19
Koncerthuset: arkitekt: Friedrich Schinkel.
Bygget i 1818-21. Efter bombeskader i 2. verdenskrig blev det genopført
og nyindrettet.
|
|
Herfra gik det videre op til Bebelsplatz, som dog
blev noget af en skuffelse, da to af de store bygninger – Prins
Heinrick-palæet og St. Hedwigs katedralen var pakket ind i stilladser og
reklamer.
Oprindeligt var det meningen, at Bebelsplatz
skulle danne kernen i Forum Fridericianum, som var et kulturelt center
planlagt af arkitekten Knobelsdorff. Det blev aldrig gjort færdigt, men den realiserede del
består af det kongelige bibliotek mod vest, Prinz
Heinrich-palæet mod nord, Statsoper og katedralen mod øst.
St. Hedwigs katedral blev opført af Frederik den
Store og indviet i 1773. Den er opkaldt efter Schlesien's (som er en del af det nuværende
Polen) og Brandenburgs skytsengel Hedwig von Andechs. Hun var grevinde i
Schlesien i 1200-tallet. Kirken blev designet med Pantheon i Rom som
forbillede. Kirken er flere gange blevet ombygget og efter ødelæggelserne
under 2. verdenskrig, blev den senest ombygget i 1952-63.
|

|
Midt på Bebelsplatz findes et monument tegnet
af Micha Ulman i 1995 til minde om nazisternes bogafbrændingskampagne.
Omkring 25000 bøger skrevet af forfattere, som man anså som fjender af
riget, blev brændt. Monumentet befinder sig under jorden og kan ses
gennem en glasrude i pladsens belægning og består af en række tomme reoler.
Vi gik videre ned ad Unter den Linden og over Schlossbrücke.
Lige på den anden side af broen findes Berliner
Dom. Det er den protestantiske domkirke
og den ligger med facaden ud til Lustgarden og er en ekstra vagant
konstruktion fra århundrede- skiftet (1894-1905). Den er overdådigt udsmykket indeni og vi opdager
skulpturer af Luther, Calvin og de lokale konger side om side med de fire
evangelister.
Udsigten oppe fra kuplen er helt fantastisk og alle
trappetrinene værd!
Den er opført med
Peterskirken i Rom som forbillede og er Hohenzollernes domkirke. I 1415
blev huset Hohenzollern kurfyrster over Brandenburg, hvor Berlin lå.
Kurfyrsterne – der fandtes 9 - var selvstændige herskere, næsten
sidestillet med kejseren. Hohenzollerne var meget ambitiøse og i 1701 udnævnte
den daværende kurfyrste sig til konge over Prøjsen og kaldte sig selv
for Friedrich den I.
|
Herfra mangler vi denne dag kun at tage turen op
i Fernsehturm. Elevatoren kører op med 6 m/s og der skal synkes kraftigt
og mange gange på vej op for ikke at få ondt i ørene!
Tårnet er opført
i 1965-69 og er 368 m højt. Udsigtsplatformen befinder sig i 203 m’s højde, men der er desværre glas for udsigten og det
ødelægger noget af fornøjelsen.
Telecafeen er i 207 m’s højde og
drejer rundt om sig selv. Den når en omgang på 30 min. Telecafeen er
godt besøgt og der er lang ventetid på et bord denne aften, så vi kører
ned og finder et alternativt spisested.
Til sidens top |
 |
| Dag to startede med at vi
tog sporvognen ind til Alexanderplatz og fortsatte med U-banen til
Potsdamer Platz. Alexanderplatz er især kendt fra Alfred Döblins roman
af samme navn og er det gamle centrum for Østberlin. Den er navngivet
efter Zar Alexander I. Efter 2. verdenskrig er pladsen blevet genetableret
efter ødelæggelserne. |
|
Man arbejder stadig på pladsen og på bygningerne
rundt om.
Før 2. verdenskrig var Potsdamer Platz Europas mest trafikerede
plads, men efter 2. verdenskrig blev den et trist og stille
ingenmandsland.
Den var centrum for Tysklands ledelse under 2. verdenskrig
og blev kraftigt bombarderet og endte op med at blive gennemskåret af
opdelingen fra 1945 til 1993.
Pladsen er nu blevet renoveret og har fået mange
fascinerende og varierede højhuse. Den er et studie i byggeteknik værd
og når man som en af os, er vældig interesseret i bygninger, så er den
helt fantastisk!
|
 |
|

|
Fra Potsdamer Platz gik vi ned mod Brandenburger
Tor og endte næsten nede ved Holocaust Denkmal. Vi var dagen før blevet
gjort opmærksom på den udstilling af bjørne, som var her.
United Buddy
Bears består af en 2 meter høj bjørn fra hver land, der er med i FN – i alt ca.
120.
En kunstner fra det enkelte land har dekoreret bjørnen og bjørnene
rejser verden rundt under temaet: Når vi har lært hinanden bedre at
kende, så forstår vi hinanden bedre, stoler mere på hinanden og kan
dermed leve mere fredfuldt sammen.
De bjørne
vi stødte på i Berlin var ca. 1 m og de stod her, fordi en del af
landene (ca. 100) tillige har dekoreret en bjørn i miniudgave.
Til venstre ses den danske udgave - og ja, der står 'rødgrød med
fløde' på den...
|
 |
 |
Fra Buddy Bears gik vi gennem Tiergarten op til
Schloss Bellevue.
Tiergarten er den tidligere kongelige jagtejendom, men
blev til en park i 1700-tallet og Schloss Bellevue er den tyske præsidents
officielle bygning. Det blev oprindeligt opført i 1785 som sommerpalads
for Frederik den Stores bror Prins August Ferdinand.
Midt i Tiergarten på Strasse des 17. juni finder vi Siegessäule. Det er en meget høj søjle lavet i granit og med en gylden
engle-agtig figur på toppen.
Englen kaldes Goldene-Else og er
sejrsgudinden Else. Hun ser næsten ud til at svæve på himlen.
Oprindeligt blev søjlen indviet i 1873 af Kejser Wilhelm I til minde om
sejrene over Danmark, Østrig og Frankrig i årene forud.
Den er 69 m høj og i 48 m højde er der en udsigtsplatform.
Siegessäule er tegnet af Johann Heinrich Strack. Figuren øverst er
udført af Friedrich Drake.
|
 |
| Herfra fortsatte vi til fods gennem Tiergarten
og op til Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche.
Den er et monument for krigens
rædsel og består af et bombet, gammelt kirketårn og en ny, moderne
kirke fra 1963.
Ruinerne langs den moderne kirke er et monument for fred
og forsoning.
Den gamle kirke blev opført til ære for kejser Wilhelm I i 1891-95. Den
blev tegnet af Franz Schwechten, men blev ødelagt i 1943 under bombningen
af Berlin.
|
 |
| I 1963 tegnede Egon Eiermann en ny ottekantet
kirke og kirketårn i blå glas. Kirketårnet kaldes populært for
'læbestiften' og selve kirken for 'pudderdåsen'. Inde i kirkerummet er
der et helt fantastisk blåt lys.
Efter 2. verdenskrig blev ruinerne fjernet – kun tårnet fik
lov at blive stående. Ved foden af tårnet ligger Gedenkhalle (mindehallen).
Her fortælles kirkens historie med billeder og modeller og genstande fra
den gamle kirke, som mirakuløst har overlevet.
Herfra er der bare en kort tur til indgangen
til Berlin Zoo. Zoologisk have stammer tilbage fra 1844 og er egentlig en
del af Tiergarten.
|
Berlin Zoo er stor og selvom vi brugte mange timer, så tror jeg nok lige,
der stadig er et par dyr vi ikke fik set! Men de er jo lige pt. berømte
for isbjørneungen Knut (som snart er 1 år og som derfor knap er så
charmerende mere…), men pandaen trak nu mere i os, for sådan en
finder man ikke i mange zoologiske haver
Til sidens top |
| Pandaen Bao-Bao sidder bag tykke glasplader
og er derfor svær at fotografere, så billedet herunder er teknisk ikke
ret godt. |
 |
Det her er - måske - Knuts forældre.
Knut
selv har næsten samme størrelse og ikke længere en charmerende lille
uldtot! |
 |
 |

|
Vores 3. og sidste
dag i Berlin startede vi ved Bernauer Strasse.
Bernauer Strasse blev
ved murens opførsel kendt vidt omkring, fordi selve gaden blev delt i to
på langs. Man har her ladet et stykke af den oprindelige mur stå, så
man stadig i dag kan få fornemmelsen af, hvordan det var.
Det var også på Bernauer Strasse, at den officielle nedrivning af
muren startede.
Samtidig har
man etableret et dokumentationscenter, hvor der vises film og billeder om
murens historie. Her kan man få megen god information, men hvis man har
et barn med, så skal man være klar til også at svare på de svære
spørgsmål. 'Hvorfor hopper de ud af vinduerne, når der er så langt
ned?' - 'Hvorfor skyder manden dem?'
I forbindelse med stumpen af muren har man genopført Die
Kapelle der Versöhnung. Den blev påbegyndt den 9. november 1999,
nøjagtig 10 år efter murens fald og blev indviet et år efter.
Arkitekterne bag var Peter Sassenroth og Rudolf Reitermann. Den blev
opført af den østrigske ler-bygningsekspert Martin Rauch. |
Den er bygget
med to lag mure med en vandregang i mellem.
Yderst en ’mur’ af åbne
trælameller og inderst en mur af stampet ler.
Inde bag den stampede
lermur findes det egentlige kirkerum.
Ved siden af i et 'liggende' klokketårn findes de gamle klokker, som blev
reddet fra nedrivningen.
Kirken er bygget på fundamentet fra
den bortsprængte forsoningskirke, som ved delingen af Berlin kom til at
befinde sig i ’ingenmandsland’. Den blev bortsprængt af DDR i 1985. |
 |
| Herfra tog vi U-banen ind til Unter den Linden, som
vi spadserede hele vejen ned af. Her kan man se mange kendte bygninger som for eksempel
Hotel Adlon, der er et af Tysklands mest kendte hotel. |
|
Det nuværende er
opført 1995-97 efter en stilmæssig inspiration fra Lorenz Adlons
oprindelige hotel fra 1905. Det første blev ødelagt af bomber i 2.
verdenskrig og nedrevet.
Stats- og universitetsbiblioteket længere nede af
Unter den Linden blev grundlagt af kurfyrsten Friedrich Wilhelm von
Brandenburg under navnet Churfürsteliche Bilbliothek zu Cölln an der
Spree. De nuværende bygninger er opført i 1903-14. Sammen med
filialbygninger rummer samlingen over 10 millioner værker.
Ved siden af biblioteket findes to marmorstatuer, som
flankere indgangen til Humboldt-universitetet. |
 |
 |
De forestiller
Humboldt-brødrene Wilhelm – jurist og politiker, siddende med en bog og
Alexander – berømt opdagelsesrejsende, siddende på en globus. Udført
af Paul Otto i 1883.
Universitetet er Berlins ældste og mest kendte. Det
blev grundlagt i 1809 under ledelse af William von Humboldt. Det første
år var der 256 studerende – nu er der over 35000.
Staatsoper over for Humboldt-universitetet er
grundlagt 1741-42, som privat kongelig opera for Frederik den Store og
blev først gjort offentlig tilgængelig efter hans død i 1786. Den blev
bygget af Georg Wenzelaus von Knobelsdorff, men måtte efter 2.
verdenskrig næsten bygges op fra bunden igen.
|
|
Karl Friedrich Schinkels Neue Wache er et
officielt krigsmonument over Tyskland. Den består af et stort rum, hvor
der i midten står en forstørret udgave af figuren Pieta af Käthe
Kollwitz.
Det har gennem tiden har forskellig betydning, men blev efter genforeningen
mindested for de mennesker, der faldt for
krigshandlinger og tyranni.
Længere henne finder man Schlossbrücke. Broen fører over floden Spree og er igen intakt, da
Schinkels længe savnede statuer er kommet retur.
|
 |
| Statuerne er lavet i
hvid Carrara-marmor og gengiver scener fra den græske mytologi f.eks.
Iris, Nike og Athene.
Ved Schlossbrücke står vi i dag på en af de
talrige udflugtsbåde, som findes her. Den sejler os en tur i det gamle og
det nye Berlin og der er stor forskel! Der er guide om bord og han kunne
– ud over alle de faktuelle oplysninger om de bygninger, vi sejlede
forbi, også alle sladrehistorierne og skandalerne omkring Berlin og genforeningen.
|

|
 |
| Efter en times tid er vi retur og beslutter at
runde museumsøen. Vi vil ikke på museum, men blot se de gamle bygninger
udefra.
På øen findes 5 store museer, med hver deres speciale fra
græsk, romersk og ægyptiske genstande til internationale værker fra 18-
og 1900-tallet af blandt andet Degas, Monet og Cezanne.
Fra museumsøen gik vi ned til Neue Synagoge.
Her vises der en udstilling om det at være jødisk i Berlin og for at
komme ind, skal man gennem metaldetektorer som i en lufthavn.
Synagogen blev
opført i 1859-1866 i maurisk- byzantinsk stil, men blev delvis ødelagt
under Krystal- natten den 9. november 1938 og nedbrændte helt i 1943. Den
blev genopført i 1990’erne.
|
|
Transport:
Berlin har et stort og veludbygget net af U-bane,
S-bane, sporvogne og busser. Man skal bare lige lære at finde rundt i
det! Det er en nødvendighed at få fat i et kort over det samlede U- og
S-bane-system. Vi fik vores i en informationen på Alexanderplatz. Desværre
viser det ikke sporvognene og busserne.
Vi fandt især S- og U-stationerne noget forvirrende
og følte flere gange, at vi gik i ring. Men med nummeret på den linje,
man skal finde, samt endestationen for linjen, så gik det alle gangene.
Der findes flere billettyper – her skal nævnes to:
-
En to-timers billet, med fuld omstigning mellem alle
transportmulighederne. Den koster 2.10 euro for en voksen.
-
En dagsbillet, ligeledes med fuld omstigning mellem alle
transportmulighederne. Den koster 6.40 euro.
Billetten kan købes i en automat i sporvognen –
her kan man kun benytte mønter. Billetten bliver ved købet automatisk
dato- og tidsstemplet. Eller man kan købe den i en større automat på U-
og S-stationerne. Her er billetten ikke stemplet med dato og klokkeslæt
– det gør man så i de små maskiner på perronen eller i sporvognen.
Ca. 400 m fra hotellet kører der sporvogne ind til
Alexanderplatz ca. hver 3 min. Man skal benytte M5 eller M6. På
Alexanderplatz er der god mulighed for at stige om til S- og U-banerne i
den retning man nu skal den dag. Turen ind til Alexanderplatz tager ca. 20
min.
Til sidens top |
Fakta om ferien i Berlin 2007:
| Hotel |
Berlin Quality Hotel & Suites |
| Rejseselskab |
Best Travel |
| Pris for rejsen |
1694 kr. inkl. morgenbuffet |
| |
|
| Antal personer |
3 |
| Antal overnatninger |
4 |
| |
|
| Rejsetidspunkt |
uge 42 |
Forbrug:
| |
Total i euro |
Total i danske |
| Transport |
28,00 |
214 |
| Souvenir |
33,55 |
255 |
| Middag |
60,20 |
458 |
| Aften |
136,08 |
1034 |
| Entreer |
92,50 |
703 |
| Diverse |
27,33 |
208 |
Links:
|